VALG | Det kommende præsident- og parlamentsvalg i Bosnien og Hercegovina sætter Izetbegović’ og Erdoğans kammeratskab på prøve. Marko Milić analyserer.
Søndag den 7. oktober er der præsident- og parlamentsvalg i Bosnien-Hercegovina, og de 3,3 millioner stemmeberettigede vælgere i landet og diasporaen skal vælge mellem hele 53 partier og 36 koalitioner. Det store antal partier og koalitioner er et resultat af landets overordentligt komplekse valg-system, hvor præsidentskabet for eksempel besættes af tre personer, en bosniak (bosnisk muslim) en bosnisk kroat og en bosnisk serber. Ligeledes er de femten pladser i ’folkenes hus’ repræsenteret af fem af hvert folkeslag. Parlamentet er valgt ved almindeligt proportionelt valgsystem, men der er både etnisk fokuserede og catch-all partier, der stiller op.
Bakir Izetbegović, søn af tidligere bosniakisk repræsentant i det tredelte præsidentskab for Bosnien-Hercegovina, Alija Izetbegović, har siddet to termer som repræsentant i det tredelte præsidentskab og kan derfor ikke stille op til denne post til valget den 7. oktober. Det har givet anledning til intern konflikt i SDA (Stranka Demokratska Akcija – det største bosniakiske parti) om hvem, der så skal repræsentere partiet i kampen om en tredjedel af præsidentembedet. Det kan åbne for ændringer i Bosnien-Hercegovinas internationale alliancer.
Intern magtkamp
I marts foreslog Bakir Izetbegović, at en oplagt kandidat til præsidentposten kunne være hans egen kone Sebija Izetbegović, som hurtigt herefter offentliggjorde sit kandidatur. Det medførte straks negative reaktioner fra mange partimedlemmer, som frygtede dannelse af et ”Izetbegović-dynasti”.
En anden mulig kandidat var Denis Zvizdić – formand for Bosnien-Hercegovinas ministerråd – det tætteste landet kommer på en premierminister. Han var for mange SDA-medlemmer den naturlige efterfølger til præsidentposten. Zvizdić har længe positioneret sig selv som en mulig kandidat til præsidentposten og var ikke blot en favorit blandt SDA-medlemmer men også blandt øvrige vælgere. Efter Sebija Izetbegović’ kandidatur trak han sig dog ud af løbet.
Efterfølgende trak Sebija Izetbegović også sit kandidatur, og det åbnede døren for den mindre populære Šefik Džaferović, ofte betragtet som Bakir Izetbegovićs højre hånd. Džaferović har længe været tæt på Izetbegović, men ikke en populær figur blandt vælgerne.
Hvis SDA vinder, har Bakir Izetbegović, som også har erklæret at han agter at fortsætte som formand for partiet, dermed fortsat god hånd i hanke med præsidentskabet. Den upopulære Džaferović åbner dog også for at posten kunne gå til det næststørste parti, socialdemokraterne, selvom de i skrivende stund er noget bag SDA i meningsmålingerne.
Spørgsmålet er, hvad ændringerne i partiets sammensætning vil betyde for Izetbegović’ og Bosnien-Hercegovinas tætte forhold til Tyrkiets præsident Recep Tayip Erdoğan.
Erdoğan – Bosniens beskytter
Kammeratskabet mellem Izetbegović-familien og Erdoğan går tilbage til 2003, da Erdoğan besøgte den døende Alija Izetbegović – tidligere præsident og Bakirs far. Ifølge Erdoğan selv skulle Alija Izetbegović have bedt Erdoğan beskytte Bosnien. Milorad Dodik, præsident for den serbiske entitet – Republika Srpska, og opstillet til den serbiske repræsentation i præsidentembedet har brugt netop den historie til at beskylde Bakir Izetbegović for at øge den tyrkiske politiske indflydelse i landet.
Tyrkiet har længe været aktiv i det tidligere Jugoslavien, og blandt andet investeret økonomisk gennem handelsaftaler og politisk gennem gamle muslimske netværker og nye statsstøttede lobbyorganisationer. Bakir Izetbegović har på sin side åbent støttet Erdoğan, og ikke, som mange europæiske allierede, ændret holdning siden kup-forsøget og den efterfølgende autokratiske drejning i Tyrkiet fra 2016.
Izetbegović – Erdoğans kammerat
På den politiske front har Erdoğan gjort god brug af sin kammeratlige status hos Izetbegović i for eksempel maj 2018, da Erdoğan afholdt valgmøde i Sarajevo for den tyrkiske diaspora, efter at have fået afslag på samme anmodning hos EU-medlemslande som Tyskland, Holland og Østrig. Valgmødet omhandlede den kontroversielle tyrkiske folkeafstemning i 2017, som indebar forfatningsændringer, der blandt andet gav Erdoğan flere magtbeføjelser.
Mere end 20.000 mennesker mødte op til det kontroversielle valgmøde i landets største sportscenter, der var dekoreret i tyrkiske farver og med gigantiske portrætter af Erdoğan samt grundlæggeren af den Tyrkiske republik, Mustafa Kemal Atatürk.
Valgmødet i Sarajevo var kulminationen af mange tyrkiske lobbyorganisationers årelange arbejde i Bosnien-Hercegovina, blandt andre UEBD (Union of European Balkan Democrats, som er en tyrkisk statsstøttet lobbyorganisation, der blandt andet har lagt videoer på deres hjemmeside, hvor bosniske borgere på tyrkisk uddyber deres taknemmelighed for Erdoğans støtte i landet.
At prikke Merkel i øjet
Valgmødet blev dog også mødt af kritiske stemmer internt i Bosnien-Hercegovina, som frygter en skarp reaktion fra EU og særligt Tyskland.
Izetbegovićs tidligere partifælle Salko Sokolović beskriver det som at prikke Tyskland i øjet – det må udløse reaktioner på et eller andet tidspunkt. Parlamentarikeren Dušanka Majkić – repræsentant for et af de serbiske partier SDS (Srpska Demokratska Stranka) – mener, at det var et grumt forsøg fra Izetbegović på at demonstrere sin magt og appellere til muslimske populister inden valget – og at dette umuligt kan hjælpe på landets ønske om at komme ind i EU.
Politologen Jasmin Mujanović frygter, at Erdoğans besøg har skadet Izetbegovićs og Bosnien-Hercegovinas omdømme. Særligt i betragtning af den skrøbelige demokratiske situation i det komplekse politiske system.
Mellem Tyrkiet og Rusland
Valget den 7. oktober vil formentligt blive fulgt tæt af ikke bare Tyrkiet og EU, men også af Rusland.
Frygten for at valget vil blive påvirket af udenlandske interesser har været et vigtigt emne blandt politikerne i Sarajevo. Tidligere diplomat for Bosnien-Hercegovina Zlatko Dizdarević har udtalt, at den tyrkiske involvering i det politiske liv i Bosnien-Hercegovina er truende for landets sammenhængskraft og kan puste til gamle konflikter. Izetbegović har fra sin side udmeldt, at Erdoğan ikke vil blande sig i det forestående valg.
Selv frygter Izetbegović russisk indblanding. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov besøgte den 22. september byerne Sarajevo og Banja Luka og stimulerede en voksende frygt for russisk involvering i valget. I Banja Luka håber den kontroversielle serbiske nationalist Milorad Dodik at blive valgt ind som den serbiske repræsentant i det tredelte præsidentembede. Dodik lover de serbiske vælgere større autonomi i entiteten Republika Srpska. Af samme årsag er Dodiks kandidatur en bekymring for mange i Sarajevo, der frygter at han vil bruge sin magt til at forhindre landet i at tale med en stemme i for eksempel forholdet til EU.
Lavrov har udmeldt, at Rusland respekterer valgresultaterne, uanset hvad de bliver, men besøget i Banja Luka, hovedsædet for Republika Srpska, har skabt en stor hovedpine i Sarajevo, hvor Izetbegović frygter at Rusland ikke vil holde sin indflydelse ude af valgkampen.
Langt fra Bruxelles
Bruxelles frygter et valg påvirket af Ankara eller Moskva. Risikoen er en voksende euroskepticisme og nationalisme, som kan give Izetbegović/Ankara og Dodik/Moskva mere magt på Balkan, og EU vil derfor følge valget tæt. Valget forventes at blive observeret af mere end 50.000 nationale og internationale observatører, hvori OSCE/ODIHR vil have omkring 242 observatører og en EU-delegation på 45 observatører.
Vedran Džihić – medlem af BiEPAG (Balkans in Europe Policy Advisory Group) – forklarer, at EU’s indflydelse i Bosnien-Hercegovina er truet fordi vejen til EU for landet er blevet hindret på grund af interne uenigheder om udvidelsesprocessen og EU’s interne kriser – som flygtningekrisen og Brexit.
I EU er der lagt op til at udvidelsestoget skal i gang igen. Sofiaerklæringen fra tidligere i år satser på at hele Balkan skal med i unionen i 2025. For Bosnien virker den deadline dog urealistisk. Der skal gøres op med Dayton-aftalen, som skabte fred i 1995, men som også skabte et land med 13 forskellige forfatninger og 152 ministre på forskellige niveauer, samt et tredelt præsidentskab baseret på etniske tilhørsforhold.
For det første er systemet i Sejdic-Finci sagen dømt ved den europæiske menneskerettighedsdomstol som diskriminerende imod minoriteter, der ikke er del af de tre konstituerende folk. I denne sag klagede en Roma og en jøde over ikke at kunne stille op til præsidentembedet – og fik medhold. For det andet er systemet svært at overskue og regere, og der er ikke udsigt til en løsning på korruptionsproblemerne eller den høje arbejdsløshed.
EU kræver, at Bosnien-Hercegovina ændrer forfatningen for at efterkomme menneskerettighedsdomstolens dom, og at det politiske og økonomiske system reformeres med henblik på at overkomme korruption og arbejdsløshed. Kravene er svære at efterkomme i et politisk system som det bosnisk-hercegovinske, hvor de mange kamre og alliancer gør det svært at få flertal for større forandringer. Hertil er det værd at overveje, at hvis man skal have mindre end 152 ministre, er der jo nødvendigvis nogle af dem, der pludselig står uden job i et samfund med 27,5 procents arbejdsløshed.
Landets tyrkiske og russiske bejlere stiller ikke samme krav, men de er heller ikke villige til at investere samme mængde økonomiske midler i landet. Valget den 7. oktober er derfor ikke blot et valg mellem forskellige partier og politikker, men også den overordnede retning for landet og dets valg af allierede mange år frem.
Marko Milić er kandidatstuderende i Østeuropastudier på Københavns Universitet med en bachelor i Balkanstudier og Østeuropastudier.
