VALG | Ved parlamentsvalget i Letland den 4. oktober var sikkerhedspolitik det helt store emne. Forholdet til naboen Rusland og frygten for russisk indflydelse har igen sat gang i en diskussion om håndteringen af Letlands russiske mindretal. Trods politisk status quo har valget langt fra været kedeligt. Katrine Thorhauge Christensen rapporterer.
Valget lørdag den 4. oktober ser ikke ud til at have rykket synderligt ved den siddende regeringskoalition i Letland. Flere nystiftede partier havde ellers kraftig vind i sejlene op til valget og så ud til potentielt at kunne rykke ved den borgerlige koalition, som siden 2011 har siddet på magten i det lettiske parlament Saeimaen.
Det står dog klart, at den lettiske befolkning har stemt for bevarelse af status quo. Den siddende koalition bliver på sin plads, mens to nystiftede partier er kommet over spærregrænsen.
Det interessante ved weekendens valg er derfor ikke så meget selve resultatet, men i stedet situationen op til valget. Krisen i Ukraine har sat landets forsvars- og sikkerhedspolitik allerøverst på dagsordenen. Og det på en måde, som sjældent forekommer i ordinære valg.
Den store nabo mod øst bliver i den grad taget alvorligt. Letterne har altid været opmærksomme på landets geopolitiske betydning, men den seneste tids uroligheder har for alvor sat fokus på emnet.
Skepsis over for det russiske mindretal
NATO-medlemskabet har givet Letland en vis grad af tryghed, og de færreste tror, at Putin vil starte en krig og sende militær over grænsen. Men for letterne er der en ekstra dimension ved problematikken – lidt over en fjerdedel af landets rundt to millioner indbyggere er etniske russere.
I Letland har det geopolitiske spørgsmål derfor også en etnisk dimension. Forsvars- og sikkerhedspolitik kan ikke blot destilleres ned til et medlemskab af NATO og en traditionel forståelse af forsvar.
Sårene fra tiden under Sovjet er endnu ikke helet, og der er en skepsis rettet mod den russiske del af befolkningen – særligt med de lettiske nationalister som afsendere. Ansporet af det seneste års begivenheder stilles spørgsmålet: Er de etniske russere inderst inde loyale letter?
Indre spændinger er blevet sikkerhedspolitisk spørgsmål
Den østlige region Latgale har været særligt i fokus på det område, idet regionen, der grænser op mod Rusland, har en stor andel etniske russere. Medielandskabet er derfor domineret af russiske tv-kanaler, og man diskuterer, om det er hensigtsmæssigt, at der undervises primært på russisk i områdets skoler.
Derudover har der været sager om mænd fra regionen, der har deltaget i kampe på pro-russernes side i Ukraine – en slags ”foreign fighters” i en østeuropæisk kontekst. Der er derfor bekymring for, om Rusland kunne finde på at forsøge at destabilisere området indefra gennem f.eks. medierne.
Efter anklager om landsskadelig virksomhed har en af konsekvenserne af denne bekymring været en midlertidig lukning af en russisk-sproget tv-kanal. Dynamikken mellem de etniske lettere og det russiske mindretal er altså blevet et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Et spørgsmål om hvordan man skal behandle det russiske mindretal, hvis man skal beskytte Letland indefra.
Russisk ry klistrer til Usakovs
Den store skepsis over for det russiske mindretal kommer landspolitisk til udtryk gennem partiet Harmony. Partiet består for hovedparten af moderate socialdemokrater og 2/3 af medlemmerne er etniske russere.
Ved weekendens valg blev de endnu engang det største parti med 23 % af stemmerne. Alligevel kommer de igen ikke i regering. For selvom lederen Nils Usakovs er en karismatisk, veluddannet og moderne ung mand, klistrer hans russiske ry til ham. Senest pga. et besøg i Moskva, som han selv har fremlagt som et fremstød, der skal hjælpe Letland gennem sanktionerne.
Uanset hvordan besøget tolkes, er det et faktum, at ingen andre partier i parlamentet vil samarbejde med deres russisksindede kollegaer – og sådan har det været siden de første frie valg efter uafhængigheden.
13 % uden statsborgerskab og stemmeret
Samtidig lever 13 % af befolkningen, hovedsageligt etniske russere som er født og opvokset i Letland, uden et egentlig lettisk statsborgerskab. Dette er et levn fra uafhængigheden, hvor man skulle afgøre, hvem der hørte til i det nye Letland.
I dag kan de såkaldte ”non-citizens” få lettisk statsborgerskab ved at gennemgå en test, lignende den vi har i Danmark. Testen kritiseres af nogle for at være for svær især for ældre, mens andre beholder det russiske pas af praktiske grunde. Faktum er, at disse non-citizens ikke har stemmeret, hvilket betyder, at en væsentlig del af indbyggerne dermed ikke bliver hørt.
Denne problemstilling medfører en skævvridning mellem de to befolkningsgrupper i en allerede kompleks situation.
Selvom valget i Letland har vist en bred konsensus om fokus på NATO-samarbejdet og en europæisk rettet forsvarspolitik, har valget således også skabt øget fokus på dynamikken mellem de to etniske grupper i Letland.
Med de diskussioner parlamentsvalget har ansporet, får man derfor fornemmelsen af et Letland med styr på de ydre linjer, men med uklarhed og usikkerhed på de indre. Med valget ser der dog stadig ikke ud til at være klarhed over, hvordan sidstnævnte situation takles bedst muligt.
Katrine Thorhauge Christensen er politisk praktikant ved den danske ambassade i Riga. Til dagligt læser hun historie og globale studier ved Roskilde Universitet og har ud over Letland også interesse for Litauen, hvis politiske valgdeltagelse har været emnet i hendes BA-projekt.
