HISTORIE | I Bosnien-Hercegovina ser man dem overalt. De monumentale, hvide gravsten udsmykket med middelalderlige motiver. Stećci stammer fra det bosniske kongeriges storhedstid, og er i dag et symbol på bosnisk-hercegovinsk kulturarv. Ikke bosnisk-muslimsk, bosnisk-serbisk eller bosnisk-kroatisk. Derfor er de også et samlingspunkt på tværs af befolkningsgrupperne den dag i dag. Og derfor fik Danmark i 2018 sin egen stećak, da bosniske krigsflygtninge fra 1990’erne rejste en replika midt i H.C. Andersens Odense.
BANATET BOSNIEN
I 1154 blev Bosnien samlet under en fyrste – en såkaldt ban. Formelt set var landet styret af den ungarske konge, men i praksis var der en udstrakt grad af selvstyre. Det er fra denne tid, vi kender de ældste stećci. Bosnien stod under Ungarn indtil 1377, hvor Stjepan Tvrtko 1. blev kronet som konge, og den bosniske storhedstid indledtes. Kong Tvrtko 1. begyndte snart at kalde sig konge af både Bosnien, Serbien og Kroatien – samt flere andre områder inden for de moderne, eksjugoslaviske staters grænser. Det nuværende Bosnien-Hercegovina udgjorde kernelandet i middelalderens Bosnien, hvilket den massive tilstedeværelse af stećci er et uforgængeligt vidnesbyrd om.
Mramorje Nekropolis ved Perućac i Serbien stammer fra 1300-tallet. (Jimmy Munk Larsen)
70.000 STEĆCI
I det gamle bosniske kongerige er der lokaliseret omkring 70.000 stećci. Af disse ligger hele 60.000 inden for det moderne Bosnien-Hercegovinas grænser. De sidste 10.000 findes i tilgrænsende områder. Cirka 4.500 ligger i Kroatien, mens Montenegro huser 3.500 og Serbien godt 2.000. Middelaldergravstenene er fordelt på mere end 3.000 forskellige lokationer. Størstedelen er i dårlig stand, men i 2016 sneg nogle af dem sig med på UNESCOs liste over verdenskulturarv, og nyder på den måde en vis beskyttelse mod yderligere forfald.
UNDER ANGREB
For folk, der ikke interesserer sig for historie, kan det synes omsonst, hvem der var konge i Bosnien i 1300-tallet, hvilken geografisk udstrækning hans rige havde, og hvilke traditioner folk havde. Historien er imidlertid en stærk magt, som kan bruges – og misbruges. Da borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina brød ud i 1992, var Nationalbiblioteket Vijećnica i Sarajevo blandt de første officielle bygninger, der blev angrebet, skønt bygningen i sig selv ingen som helst værdi havde militært. Afbrændingen af nationalbiblioteket var ikke tilfældig terror, men et målrettet angreb på Bosnien-Hercegovinas historie og kulturarv. Aggressoren ønskede at slette historien, for på den måde at styrke og retfærdiggøre sit krav på landet.
Det er – desværre – en taktik, der er blevet brugt til evig tid, lige fra da romerne ødelagde Templet i Jerusalem, til da Daesh hærgede Mosul Museum. Tusindvis af bøger og historiske dokumenter gik tabt, da Vijećnica brændte i august 1992 – men de 70.000 stećci står her endnu, som urokkelige vidnesbyrd om den bosniske historie, der var under angreb.
Små stećci foran Nationalmuseet i Sarajevo. Det ikoniske Holiday Inn-hotel spejles i museets vindue. Herfra blev Suada Dilberović og Olga Sučić snigmyrdet under etnisk blandede antikrigsprotester den 5. april 1992. (Jimmy Munk Larsen)
SAMLINGSPUNKT
I middelalderen var Bosniens befolkning først og fremmest bosniere. De identificerede sig Ikke som muslimer, serbere eller kroater ligesom i dag. Netop derfor er stećci noget, de fleste bosniere – uanset tro – kan samles om, fordi ingen af de tre grupper gør krav på dem. Det skyldes, at der i det middelalderlige Bosnien udviklede sig en særlig kirke, der hverken stod under paven i Rom eller patriarken i Konstantinopel. Bosnierne var hverken katolikker eller ortodokse, men stod samlet omkring Den Bosniske Kirke, som stećci undertiden sættes i direkte forbindelse med.
DEN BOSNISKE KIRKE
Fra både Rom og Konstantinopel blev Den Bosniske Kirke beskyldt for kætteri, og der blev sågar ført korstog mod bosnierne – primært ansporet af Ungarn, der gerne ville gen-hævde sig på Balkan. I det lange løb var der ikke plads til en uafhængig kirke. Bosnierne blev ortodokse eller katolikker, og Den bosniske kirke gled ud af historien. Brugen af stećci levede dog videre, og toppede i 1500- og 1600-tallet, men aftog efterhånden, da de tyrkiske osmanneres erobring af Bosnien-Hercegovina i slutningen af 1500-tallet blev endeligt afsluttet. En del bosniere konverterede til islam, mens de ortodokse i stigende grad vendte sig mod Konstantinopel, og katolikkerne mod Rom.
Parka na Vardi i Konjic, Bosnien-Hercegovina. (Jimmy Munk Larsen)
NEUTRAL KULTURARV
Borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina blev i høj grad en kulturkrig. Moskéer, kirker og klostre blev hærget, sat i brand eller sprængt i luften. De mange stećci gik dog fri, da de ikke blev associeret med én bestemt religion, og ingen havde derfor interesse i at vandalisere dem. Af samme grund er de i dag noget, bosnierne kan samles om på tværs af religion. Dette er også årsagen til, at netop en replika af en stećak blev valgt, da bosniere i Odense samlet omkring BH Radio Odense og Bosniakkisk Torturofferforening ønskede at markere 25-året for de 20.000 bosniske krigsflygtninges ankomst, og forære Odense og Danmark en tak for at tage imod dem.
H.C. ANDERSEN PÅ BOSNISK-KYRILLISK
Bosnisk-Hercegovinsk-Dansk Stećak ligner ved første øjekast et typisk bosnisk eksemplar. Det er en traditionel, huslignende sten, også kaldet en sljemenjak (tagsten). Stećci hviler ofte på et 20-25 cm tykt postament for at sikre den mod at synke i jorden. Sådan forholder det sig også i Sankt Jørgens Park, hvor der desuden ligger to mindre, fritliggende sten. På den ene af disse står der BHD (Bosnien-Hercegovina/Danmark) med danske runer, mens der på den anden står DBH (Danmark/Bosnien-Hercegovina) på bosnisk-kyrillisk. Informationstavlen fortæller på dansk og bosnisk, at stećakken er designet af bosnisk-australske Adis Elias Fejzić, der blandt andet har ladet sig inspirere af nekropolisen Radimlja ved Stolac i Hercegovina, hvor skikkelser på flere stećci hilser venligt på beskueren. Siderne på den odenseanske stećak gør den til gengæld unik. Udsmykningens tekst og motiver symboliserer velkomst, venskab og fred mellem Bosnien-Hercegovina, Danmark og Odense. På den ene side er et H.C. Andersen-citat fra Sommerfuglen gengivet på det gamle bosnisk-kyrilliske alfabet bosančica, som også kendes fra stećci i Bosnien-Hercegovina. På den anden side er et digt af bosniske Mehmedalija Mak Dizdar gengivet på danske runer. De to kulturer smelter sammen på stećak i Sankt Jørgens Park.
Nekropola Radimlja rummer 135 stećci fra det 14. og 15. århundrede. 63 af dem er dekorerede. Skikkelsen med højre hånd hævet med udstrakt håndflade er blevet et decideret ’trademark’. Motivet findes på fire andre stećci på nekropolisen. Andre populære motiver er jagtscener, ridderturneringer, traditionel dans, vin, druer, ankre, våben trekløvere og solen. En replika af denne stećak findes på Bosnien-Hercegovinas nationalmuseum i Sarajevo. (Jimmy Munk Larsen)
STEĆAK I SANKT JØRGENS PARK
I Bosnien-Hercegovina findes stećci mest i grønne områder uden for byerne, mens replikaer typisk placeres i parker inde i byerne. Derfor ønskede man også, at stećakken blev placeret i én af Odense Kommunes byparker, så flest mulige kan opleve den. I november 2018 blev ønsket indfriet, og Sankt Jørgens Park, Odense og Danmark fik sin første stećak.
’Bosnisk-Hercegovinsk-Dansk Stećak’ i Sankt Jørgens Park i Odense. I baggrunden kan Jomsborgvej skimtes mellem træerne. Den bosniske bjerglilje, der sjældent findes uden for Bosnien, pryder ’gavlen’, mens noget så odenseansk som et H.C. Andersen-citat pryder langsiden: ”Leve er ikke nok! Sagde han, ”Solskin, Frihed og en lille Blomst maa man have!”. På modsatte gavl hilser en skikkelse pænt på beskueren. Motivet er inspireret af Radimlja i Hercegovina. For skikkelsens fødder ligger et bosnisk skjold og et nedlagt spyd som symbol på fred. På den anden langside er der et citat fra digtet ’Modra rijeka – Blå flod’: ”… Over trætte, over bitre. Over tjørn, over tornbusk. Over hede og over hindring. Over forudanelse og over tvivl…” Mehmedalija ”Mak” Dizdar, der var fra Stolac, skrev digtet i 1960’erne og rammer den lidelse og tragedie, som de bosniske flygtninge har overlevet, men også det de fandt og fik i Danmark. (Jimmy Munk Larsen)
