MONTENGERO | I starten af september udløste indvielsen af en ny serbisk-ortodoks metropolit i Montenegro  voldsomme protester i den gamle hovedstad Cetinje.

Som et af Europas mindste lande, med en befolkning som blot tæller i omegnen af 600.000 indbyggere, bliver Montenegro ofte overset i de vesteuropæiske medier – men det er muligvis her, i det lille land med de betagende strande ud til Adriaterhavet, at en af de vigtigste politiske konflikter i Balkanregionen siden borgerkrigen i Jugoslavien i halvfemserne, er ved at udspille sig.

Årsagen til protesterne

Den bagvedliggende katalysator for de nuværende protester, er Montenegros kamp for at få anerkendt den Montenegrinske kirke som en selvstændig del af den ortodokse verden, uden at være underlagt den “Serbisk Ortodokse Kirke” (SPC – Srpska Pravoslavna Crkva). Cetinje var Montenegros hovedstad i flere århundreder indtil 1945, hvor den jugoslaviske regering besluttede sig for at rykke hovedstaden til Podgorica. Den serbiske regerings argument for at indvielsen skulle foregå i Cetinje er således, at alle tidligere metropolitter er blevet indviet netop der.

Protesten d. 05.09.2021 kan betragtes som en del af en bredere konflikt, som tog sin begyndelse allerede i december 2010, da Montenegros præsident (som sad både dengang og nu), Milo Đukanović, vedtog ændringer i loven om religionsfrihed, som skulle vise sig at være yderst kontroversiel. Loven går basalt set ud på, at alle religioner i Montenegro skal registrere sig lokalt for at dokumentere deres ejerskab, hvilket den serbisk-ortodokse har været stor modstander af. Som modsvar udtalte SPC, at det er den Montenegrinske stat, som bør registrere sig i stedet, da kirken har eksisteret i flere århundreder – i modsætning til førnævnte. I denne sammenhæng frygtede SPC, at regeringen ville konfiskere deres ejendomme i form af kirker og klostre. SPC og den serbiske befolkning har siden lovens ikrafttrædelse arrangeret protester og demonstrationer imod Đukanovićog hans politiske bagland. Indbyggere med montenegrinsk baggrund arrangerede efterfølgende moddemonstrationer mod SPC i b.la Kotor og Podgorica. Begivenhederne er blevet døbt “Det Montenegrinske Forår”.  Selvom loven blev justeret året efter, har de kulturelle og etniske spændinger stadig været fremtrædende i samfundet.

Protesternes udspil

Đukanović, som har haft vigtige magtpositioner i landet siden 1991 med sit parti “Det Demokratiske Socialistparti” (DPS, Demokratska Partija Socijalista Crne Gore), kalder indvielsesceremonien d. 05.09 for endnu et forsøg på politisk indflydelse fra Serbien. Ifølge BBC opfordrede Đukanović demonstranterne til at forhindre indvielsen, som de blandt andet forsøgte ved at blokere flere indkørsler og veje til Cetinje med bildæk som barrikader.

Montenegros nuværende statsminister, den serbiske Zdravko Krivokapić fra koalitionspartiet “For Montenegros fremtid”, mødte i modsætning til Đukanovićikke op I Cetinje ud fra en vurdering om at hans tilstedeværelse ville skabe yderligere postyr og give ham et negativt image.

Det lokale politi har anvendt tåregas mod demonstranterne, som kastede med sten og emballage af forskellig art. Politiet har i kølvandet på protesterne arresteret 15 og i alt var der 60 sårede. Flere demonstranter har udtalt, at alle religiøse bygninger og monumenter på Montenegros territorium tilhører Montenegro, og derfor bør Serbien ikke have nogen magt over dem. Den nyligt indviede serbiske metropolit, Joanikije II, var således tvunget til at ankomme til byen med helikopter som følge af urolighederne. Viceministerpræsidenten, Dritan Abazović, har efter begivenhederne udtalt, at tåregas har været nødvendigt, fordi situationen kom ud af kontrol og Joankije var i stor fare.

Ugen efter, den 12 september, blev der afholdt endnu en protest i Cetinje i en mere fredelig tone, dog er budskabet stadig det samme; Serbien bør anerkende Montenegrinerne som en etnisk realitet, der har krav på egen kirke og identitet.

Den serbiske reaktion

Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, har som modsvar til Đukanović og den montenegrinske befolkning udtalt, at Serbien kun ønsker et venskabeligt og broderligt forhold til Montenegro. Hertil tilføjer han, at han ikke vil overgive Serbiens suverænitet til Đukanović, som han beskylder for bevist at underminere Montenegros serbiske befolkning, som udgør cirka en tredjedel af landets indbyggere.

En lignende holdning kan findes hos den serbisk-canadiske filminstruktør, journalist og medievært Boris Malagurski, som i medierne er blevet døbt ’’den serbiske Michael Moore”. I sin nyeste dokumentarfilm, “Montenegro – et splittet land” (Crna Gora – podeljena zemlja), forsøger han at belyse den den førnævnte konflikt som har rodfæst i loven om religionsfrihed. Malagurski, hvis kontroversielle stil ofte mødes af kritik, er blevet beskyldt af flere ikke-serbiske medier og offentlige personer i Balkanregionen, særligt albanske, for at lave decideret propagandamateriale.

Et historisk forhold

Når man ser tilbage på hvordan Montenegro og Serbien gennem historien har stået sammen og, bland andet, kæmpet sammen mod tyrkerne i Balkankrigene, virker det besynderligt at forholdet har taget så skarp en drejning siden 2006, da den sidste snert af Jugoslavien i form af Serbien og Montenegro gik i opløsning ved en folkeafstemning. Set fra et montenegrinsk perspektiv er den udbredte, moderne holdning, at landet har været underlagt serbisk indflydelse siden de to stater indgik en alliance og blev indlemmet i kongeriget Jugoslavien i 1918. For at understrege hvor drastisk forholdet har ændret sig, udviste Montenegro i november 2020 den Serbiske ambassadør Vladimir Bozovic på baggrund af Serbiens kontinuerlige indblanding i Montenegros indenrigspolitik.

Đukanović har bevidst kæmpet for at gøre Montenegro mere uafhængigt af Serbien ved løbende at indføre love om særskilt sprog, kultur og lignende, hvilket kan virke spøjst, når man tager i betragtning, at han indtil 1996 støttede op om Slobodan Milošević og hans politik om Serbisk dominans i regionen. Da Montenegro opnåede medlemskab af NATO tilbage i 2017, vakte det stor forargelse hos den serbiske befolkning, som kollektivt stadig mindes luftbombardementet af Jugoslavien i 1998. Forholdet mellem de to lande vil tage endnu skarp drejning, hvis Montenegro opnår EU-medlemskab, da den serbiske del af befolkning med opbakning fra Vučić søger støtte hos Rusland og Kina i højere grad end hos EU. Đukanović, der vil forblive præsident til 2023, har i landets korte historie som selvstændigt været den primære politisk forkæmper for EU. Krivokapić ønsker på samme fod at Montenegro bevæger sig tættere imod et partnerskab med Europa, men på samme tid fordømmer han den neoliberale politik Đukanović har ført indtil nu.

Fremtiden for det Montenegrinske samfund er stadig usikker, men som de politiske begivenheder har udviklet sig de sidste to år, tyder meget på at landet vil forblive politisk, kulturelt og etnisk opdelt i højere grad end hvad vi har oplevet frem til nu. For at kunne opnå fremskridt er regeringen nødt til at balancere de forskellige etniske gruppers interesser så ligeværdigt som muligt.