MINDRETALSRETTIGHEDER. En regional domstol for Vilnius har idag, onsdag 5. maj, trukket tilladelsen tilbage, til afholdelsen af Baltic Pride i Vilnius, lørdag den 8. maj.

Byrådet i Vilnius gav ellers tidligere på året, for første gang nogensinde, tilladelse til afholdelsen af en homo-parade i byen.

Men ifølge nyhedssiden Baltic Reports, er denne tilladelse imidlertid blevet trukket tilbage, idet domstolen ikke vurderer, at politiet kan garantere paradedeltagernes sikkerhed.

Domstolens beslutning blev truffet på baggrund af en klage fra en byrådspolitiker fra Kaunas sammen med statsanklageren i Vilnius, Raimondas Petrauskas – der ellers i sidste måned afviste at søge paraden forbudt med baggrund i en ny kontroversiel litauisk lov.

Beslutningen om at tilbagetrække tilladelsen har fået Litauens populære præsident Dalia Grybauskaitė op af stolen.

Hendes talsmand, Linas Balsys, fremhævede således efter domstolens beslutning, at enhver lovlig gruppe har en forfatningssikret ret til at mødes offentligt og ytre sig, og at det er politiets pligt at sikre fred og undgå konflikt. Præsidenten undrer sig i følge Balsys over den dårlige kommunikation, der må være mellem forskellige myndigheder i Vilnius, hvor politimesteren Kestutis Lancinskas godt vurderer, at politiet kan garantere for deltagernes sikkerhed.

At paraden er vigtig at afholde i Vilnius, viser en meningsmåling fra april, hvor 70 procent af litauerne var imod paradens afholdelse og 69 procent ikke kendte homoseksuelle i deres miljø, imens 43 procent anså homoseksualitet som en slags sygdom.

Baltic Reports 5/5

Amnesty International 5/5

Man kan læse mere om forløbet op til Baltic Pride i Vilnius og møde talskvinden for paraden i maj-nummeret af Magasinet NOTAT, der er lavet i samarbejde med Magasinet rØST. Find temanummeret her.

 

Af MBL