Dette er en rejseberetning. Beretningen er udtryk for skribentens egen holdning
Sammenlignet med Rusland kan udveksling i Letland virke undervældende, men det lille land har vist sig at have langt mere at tilbyde, end jeg lige havde troet, skriver universitetsstuderende.
At være studerende på Ruslandstudier i en tid med aktiv krig mellem Rusland og Ukraine, er en meget speciel oplevelse. Pludselig skifter uddannelsen gear, og man besidder en ny rolle; på trods af at man er langt fra færdiguddannet. Men ikke nok med at undervisningen er vendt på hovedet, så rammer konsekvenserne af krigen særligt, når det kommer til den planlagte udveksling. For hvad gør man, når det ikke længere er en mulighed at tage til Rusland?
For mange af de studerende på Aarhus Universitet har svaret været at tage til Letlands hovedstad, Riga. Det er noget besynderligt at være i et land, hvor Rusland, som er omdrejningspunktet for hele ens uddannelse, tydeligt bliver betragtet som fjenden. Og så giver opholdet i det midterste af de tre baltiske lande en indsigt i en ellers ofte overset region.
Solidaritet i bybilledet
Når jeg er færdig med undervisning om eftermiddagen og begiver mig hjemad i det kolde, grå, lettiske vejr, støder jeg ofte på de blå og gule farver, der udgør det ukrainske flag. Allerede fra universitetets hovedindgang, hvor det hænger side om side med Letlands flag, til busserne, der har flagene klistret på dørene. Diverse caféer, restauranter og butikker har flagene hængende i vinduerne. Ja, selv de gule reflekser på lygtepælene bliver pyntet med en blå stribe for oven.
Men det ukrainske flag er ikke det eneste man ser, om end det er det man ser oftest. Er man opmærksom, så kan man i ny og næ finde det belarusiske oppositionsflag, der med sine røde og hvide farver flager ved Letlands nationalbibliotek på den anden side af den store Daugava flod. Hvis jeg tager den stille vej til universitetet – den vej, hvor bygningerne alle er lidt nedslidte og nogle af dem helt forladte – ser jeg Belarus’ protestbevægelses flag malet på en større væg. Den belarusiske protestbevægelses kamp for frihed og demokrati virker ikke glemt i lyset af Ruslands invasion af Ukraine. Tværtimod hænger de to måske på mange måder unægteligt sammen.
Brugen af flag i Letland er i særdeleshed en anden oplevelse, end hvad jeg er vant til fra Danmark, men flagets betydning i Danmark er også en hel anden, end i Letland og de andre tidligere lande i østblokken. Efter årtiers undertrykkelse af national identitet er flagets rolle som nationalsymbol kun blevet forstærket.
I Danmark er det ukrainske flag et symbol på Danmarks støtte til Ukraine; blot et symbol, da danskere ikke har en stærk følelsesmæssig forbindelse til Ukraine.
Men i Letland er det ukrainske flag en konstant påmindelse om den trussel, som også letterne kan nikke genkendende til. Mange lettere mærker stadig sovjettiden enten i egen erindring eller igennem forældres og bedsteforældres fortællinger. På samme tid er det ukrainske flags tilstedeværelse i bybilledet et broderskabssymbol: et forhold jeg vil mene er specielt for de postsovjetiske lande.
Mærket af Sovjettiden
Sovjettiden har efterladt mange sår for Baltikum i form af undertrykkelse af de friheder og rettigheder vi kender, men helt særligt i form af undertrykkelse af nationalidentitet. Russificeringen af Baltikum var omfattende: Nationalsprogene blev erstattet med russisk, store dele af lokalbefolkningen blev tvangsflyttet til dele af Rusland, hvor russere i stedet flyttede til, og grundet frataget ytringsfrihed havde lokalbefolkningen ingen mulighed for at udtrykke sin nationalidentitet; og hvis de gjorde ventede der straf.
Anspændtheden i forholdet mellem Rusland og Letland går langt tilbage, men den er blevet mere presserende de seneste år, især siden annekteringen af Krim i 2014 og invasionen af Ukraine i 2022. Den lettiske majoritet og den russiske minoritet i Letland har siden 1991 haft mange uenigheder, og diskussionerne har været præget af stærke følelser.
Sprogsituationen i Letland er også speciel, især efter krigen i Ukraines udbrud. De unge lettere, jeg har talt med til forskellige fester og arrangementer, giver udtryk for, at de har båret en frustration over at skulle bruge det russiske sprog i deres land næsten så længe de har kunne huske. Til et lettisk kulturarrangement fortalte en af musikerne, at Letland har to sprog: lettisk og latgalian (en særlig dialekt talt i det østlige Letland) – men ikke et ord om russisk, på trods af at ca. en kvartdel af befolkningen i Letland har russisk som deres modersmål.
Mange af de russisktalende i Letland har slægtninge, der flyttede til Letland under Sovjetunionen, da russisk var det officielle sprog overalt i Sovjet. Det er i høj grad denne gruppe, der er roden til den betændte sprogsituation i Letland. Den nemme løsning ville være, hvis de russisktalende vendte tilbage til Rusland, men rigtigt mange af dem er født i Letland, og har derfor intet hjem i Rusland at kunne vende tilbage til; deres hjem er Letland. Det er lykkedes at integrere de yngre generationer, og mange af dem er tosprogede med russisk og lettisk. Men situationen er stadig kompleks, især efter Ruslands invasion af Ukraine.
På trods af dette er russisk blevet et nødvendigt værktøj. De ukrainere, der flygter til Letland kan som udgangspunkt ikke lettisk til at begynde med. De samme lettiske unge, jeg har talt med, fortæller desuden, at det er en stor fordel at kunne tale russisk i Letland, da det åbner for jobs og kultur. Når jeg har fortalt, at jeg studerer russisk, og til dels taler sproget, bliver jeg mødt af de unge lettere med et anerkendende nik, ofte efterfulgt af ’jeg vil ønske, at jeg var bedre til russisk, end jeg er.’
Et lille land med meget sjæl
Ved siden af universitetet ligger Café Barev; et lille sted, drevet af armeniere, der kender deres kunder som var de familie. Jeg skal ikke tage mere end et skridt ind af døren, før manden bag kassen går i gang med at lave en café latte til mig – fordi 3 timers russisk grammatik hele formiddagen nogle gange er hårdt uden. Desuden laver de nogle helt fantastiske hačapuri, et pizzaformet ostebrød fra Kaukasusregionen, der varmer om hjertet i den ellers kolde lettiske vinter.
På den måde er det svært at forestille sig et Letland, der ikke var en del af Sovjetunionen. Man glemmer nemt, hvor internt international Sovjetunionen var – hvor selvmodsigende det end lyder. Men man kommer hurtigt i tanke om det når man i løbet af en gåtur kommer fordi både et usbekisk supermarked, en aserbajdsjansk kebabbod, og på det store marked kan finde litauiske og ukrainske madvarer uden besvær.
Det er en helt særlig form for multietnicitet, man oplever i det her land, der er præget af øst og vest og en historie, som vi andre kan have svært ved at forestille os. Det er fortællingen om et land, der stadig søger sin egen kultur, er stolt af sin historie og er klar til at kæmpe for sin frihed; noget jeg tydeligt ser, når jeg kigger op mod frihedsmonumentet, mens jeg går ned ad frihedsboulevarden og forsøger at varme mine hænder med en varm kop lettisk urtete.
