Foto: Unsplash
BULGARIEN | Søndag d. 2. april blev der afholdt et vigtigt parlamentsvalg i Bulgarien. Landet står midt i en inflationskrise, ulmende korruptionsopgør og længerevarende parlamentarisk dødvande, der svækker selve parlamentarismens troværdighed i landet. Uden regering til at gennemføre reformer står landet samtidig ikke til at modtage vigtige midler fra EU og samtidig svækket overfor russiske interesser.
De mange kriser
Søndag d. 2. april blev der afholdt et vigtigt parlamentsvalg i Bulgarien. Landet står midt i en inflationskrise og et ulmende og tilsyneladende fastfrossent opgør med en korruptionsmistænkt og -sanktioneret politisk gruppering. Alt imens begynder tålmodigheden med parlamentarismen efter 5 parlamentsvalg på to år også at rinde ud i landet med cirka 7 millioner indbyggere. Og så er der også kritiske midler fra EU på spil: Det drejer sig i første omgang om 750 millioner € fra den europæiske genopretningsfond, som skulle gå til grønne infrastrukturprojekter. De er sandsynligvis allerede gået tabt som følge af en manglende regering til at vedtage reformer på blandt andet retsområdet. I 2023 følger 2 milliarder € fra fonden, som beror på en række reformer i bl.a. energisektoren. Det er vigtige milliarder, der ville skulle garantere omstillingsparathed i den bulgarske energisektor og sikre et stort antal arbejdspladser indenfor energisektoren. Uden regering til at fremlægge og vedtage de konkrete reformer står de 2 milliarder € til at gå tabt til juni. Og så rumsterer spøgelserne Rusland og Vladimir Putin i baggrunden: De to lande har historisk set tætte forbindelser. Derfor frygtes det også, at flere år til uden fungerende parlament og under ledelse af den prorussiske præsident Rumen Radev blot vil svække landet yderligere overfor de russiske interesser. Alt er med andre ord på spil i Bulgarien.
Arven fra sommeren 2021: Opgøret der udeblev
Valget søndag 2. april, det femte parlamentsvalg på to år, skulle stik imod forventning vise en mulig vej ud af det efterhånden tilfrosne opgør mellem de to største partier PP-DB (Vi Fortsætter Forandringen-Demokratisk Bulgarien) og GERB (Borgere For Europæisk Udvikling af Bulgarien), som landet har befundet sig i siden 2021. Meningsmålingerne i ugerne op til 2. april pegede ikke på nogen umiddelbar løsning i fordelingen af mandater, og forventningerne fra de fleste kommentatorer og eksperter inden valgdagen var da også, at befolkningen nok skal forberede sig på endnu et parlamentsvalg senere på året.
Det er vigtigt at forstå, hvordan valget d. 2. april ligger i forlængelse af de foregående fire parlamentsvalg siden det første i rækken i april 2021. Dette første valg kom i slipstrømmen af kontroversielle sager om bl.a. aflytning og misbrug af retsvæsenet, der implicerede den daværende premierminister Boyko Borissov (2009 – 2013; 2014 – 2017; 2018-2021). I sommeren 2020 brød skandalerne ud i lys lue og antændte de største demonstrationer siden murens fald i landet. Her fik de to partier PP og DB fik deres store politiske gennembrud med deres målsætninger om grundlæggende reformer af det bulgarske retssystem og et kompromisløst opgør med Boyko Borissovs klientilisme. Da blev de og deres relativt unge ledere sammen med en række andre mere eller mindre populistiske partier betragtet som repræsentanter for Bulgariens politiske fremtid, mens den pressede Boyko Borissov uhørt svækket lignede fortiden.
Selvom protesterne med omkring 400.000 deltagere var bredt forankrede i befolkningen, skulle der hele tre parlamentsvalg til i 2021, før de to liberale og euroatlantiske partier PP og DB kunne finde mandater til at danne en usandsynlig koalition med det andet nye populistiske parti ITN (Der Findes Sådan Et Folk) og ikke mindst det etablerede og korruptionsmistænkte magtparti BSP (Det Bulgarske Socialistparti). Den umiddelbart usandsynlige og i praksis urealiserbare koalition havde som erklæret mål at implementere de nødvendige retsreformer og gøre op med Borissov og hans parti GERB og dermed efterleve demonstranternes krav fra sommeren 2020.
Efter blot seks tumultariske måneder ved magten måtte regeringskoalitionen dog se sig blive væltet af sin egen koalitionspartner, partiet ITN. De begrundede et mistillidsvotum i luftige udsagn om, at det ikke kunne se sig selv i PP’s og DB’s ønske om at løfte det bulgarske veto overfor nabolandet Nordmakedonien i sin EU-kandidatsproces.
Der blev derefter afholdt parlamentsvalg i oktober 2022. Resultaterne i oktober 2022 viste et parlament kløvet i fire lejre, hvis positioner på enten udenrigspolitik eller i korruptionsopgøret gør det umuligt for dem at samarbejde på tværs: 26% til de euroatlantiske antikorruptionspartier PP og DB, 37% i alt til de euroatlantiske og korruptionsmistænkte partier GERB og DPS. 9% gik til det russofile og konservative socialistparti BSP, mens det anti-ideologiske populistprojekt ITN slet ikke kom over valgtærsklen på trods af den ellers så vovede politiske satsning på at vælte regeringen over det populistiske favorittema, Nordmakedonien.
Vigtigt at nævne er det også, at kun 39% af de stemmeberettigede vurderede, at det gav mening for dem at stemme tilbage i oktober, den laveste stemmeprocent i landets historie. Og i den forbindelse viste valget tilbage i oktober 2021, at det momentum for reformer, der fra sommeren 2020 og ind i efteråret 2021 havde en imponerende bred folkelig og politisk forankring, efterhånden var ebbet ud. Andre politiske sager begyndte at fylde mere: Blandt andet har den russiske invasion af Ukraine og dens geopolitiske forviklinger gjort latentliggende værdi- og udenrigspolitiske brudflader højaktuelle igen. Men vigtigst for vælgerne er energikrisen og inflationen på omkring 16-18% – og over 20% på fødevarer, der i høj grad kan mærkes i landet, hvor medianlønnen ligger på omkring 11.000 kroner.
April: Kompromisløs valgkamp, kompromisløse resultater
Resultaterne d. 2. april så GERB konsolidere sin føring over koalitionen PP-DB med 26% mod 24%, men udover det var valget mere eller mindre end gentagelse af det sidste valg i oktober, hvor det også er tytdeligt, at PP-DB bliver ved med at miste vælgere. Det tætte resultat for GERB og PP-DB peger umiddelbart imod samme blindgyde som sidst, idet hverken GERB og PP-DB har de fornødne 121 mandater til at danne regering. Den store overraskelse var de 14% til det ekstreme højrefløjsparti Vazrazhdane, der sammen med over 4% blanke stemmer og en valgdeltagelse på 40% er udtryk for en udbredt træthed af de etablerede partier.
Resultatet fulgte ovenpå en valgkamp, der i løbet af marts bar præg af netop metaltræthed og en betændt stemning mellem de to dominerende partier GERB og PP-DB. Det vidnede også de TV-transmitterede debatter om, idet de ofte endte i tirader af nederdrægtige beskyldninger – særligt fra GERB mod PP-DB – og dermed sjældent gjorde vælgere klogere på, hvordan landets økonomiske og politiske udfordringer helt konkret skulle løses. En af de vigtigste politiske punkter for befolkningen om et prisloft på blandt andet fødevarer og energi blev ifølge flere meningsmålinger ikke forklaret godt nok for borgerne. Det kan måske skyldes, at der fra begge partier var et udpræget fokus på at aktivere det flertal af ikke-stemmende på 60%. Dem forsøgte man at nå frem til ved hjælp af følelsesmæssigt stærke appeller og meget generelle politiske formuleringer om demokratiets værdi.
Forsøget på at aktivere denne del af vælgerkorpset sås blandt andet i PP-DB’s kampagne. Her forsøgte de at italesætte den vedvarende og særdeles kritiske emigration af landets unge ved at tale de bulgarske vælgere op med velproducerede valgvideoer og budskaber om et “normalt og europæisk Bulgarien”, og at “de skulle stemme på PP-DB for deres børns fremtid i Bulgarien – ikke i udlandet”. Derudover slog de sig også på deres (næsten) hemmeligholdte støtte til Ukraine under deres regeringstid. Her formåede de to provestlige partier PP-DB til trods for at være regeringspartner med det prorussiske parti BSP at forsyne ukrainerne med våbenleverancer på et ganske kritisk tidspunkt i krigen. Desuden var Bulgarien under deres ledelse blandt de lande, der internt i EU-Rådet pressede hårdest på for en aktiv og helhjertet støtte til ukrainerne under invasionens indledende timer, hvor de europæiske lande var i chok og vildrede.
Derimod var den rutinerede Boyko Borissovs strategi ganske jordnær og ligetil; nemlig som den sikre søjle i de rørte vande. Til lokale valgmøder gjorde han iklædt lang læderfrakke sin entre til guitar-riffet i Survivor’s “Eye of the Tiger”, og på den måde forsøgte han måske at signalere, at GERB’s comeback som landets mest magtfulde parti ikke blot var sikret men også retfærdiggjort af fortællingen om ham alene. Endda til sådan en grad, at det ideologiske produkt træder i baggrunden – en strategi der generelt kan siges at kendetegne pragmatikeren Borissov.
“Borissov eller kaos” var altså mere eller mindre hans konkrete budskab, mens han gang på gang påpegede det politiske dødvande siden protestsommeren 2020 og docerende mindede bulgarerne om den økonomiske stabilitet og vækst i løbet af hans regeringstid. At væksten i virkeligheden var relativt lav og kun kom en lille klasse til gode, at der samtidig blev skåret voldsomt ned på lønningerne i den offentlige sektor, og at hans tid ved magten siden 2009 har været præget af et utal af korruptions- og efterretningsskandaler, blev elegant forbipasseret. I hvad, der af nogle kommentatorer betegnes som en krise for den bulgarske parlamentarisme, er Borissovs fortælling om stabiliteten under hans ledelse ved at udvikle sig til en effektiv politisk myte og besnærende modkur. Netop fordi den netop præsenterer sig selv som et apolitisk alternativ til de uundgåelige konkrete kompromisser mellem partierne, de bulgarske vælgere parlamentsvalg efter parlamentsvalg har præsenteret deres politikere for.
Under de sidste dage i valgkampen blev der dog også plads til et form for kompromisforslag. Det var faktisk Borissov, der ud fra de ensartede meningsmålinger uden tegn på forløsning først erkendte, at en majoritetsregering udenom PP-DB så ekstremt usandsynlig ud. Ved mere eller mindre seriøst at foreslå en regeringskoalition med PP-DB forsøgte han at præsentere sig selv som den voksne i lokalet, der var villig til at give køb på noget af sin magt, hvis det altså betyder et stabilt fungerende parlament under hans ledelse. PP-DB var hurtigt ude og afvise forslaget, og fredag d. 7. april meddelte de to partiledere Kiril Petkov og Hristo Ivanov utvetydigt, at de fortsat ikke på nogen måde vil samarbejde med hverken Borissov eller hans parti GERB.
Mens Borissovs forslag om koalition mellem de stridende parter PP-DB og GERB for udefrakommende betragtere måske virker som en fornuftig løsning – hvilket det sandsynligvis også ville være i mange tilfælde med udpræget dødvande – er det imidlertid vigtigt at nævne, at den konkrete situation fordrer agtpågivenhed overfor Borissov. Ikke alene har han tidligere erfaring i at indgå i koalitioner med udfordrende partier, som efterfølgende har set deres positioner smuldre. Vigtigst af alt har PP-DB desuden også som deres erklærede raison d’etre, at de vil gøre op med netop den korruption og klientilisme, som Borissov har styret landet ved hjælp af. Argumentet imod samarbejde går således på, at en eventuel regeringskoalition med ham vil slå bunden ud af PP-DB’s troværdighed, ligesom det vil legitimere Borissov igen. Konkret er det også svært at forestille sig de absolut nødvendige reformer af retssystemet med Borissov som koalitionspartner. Reformerne vil netop kompromittere hans vigtigste magtredskab.
Voksende utålmodighed med parlamentarismen
Selvom den hårde kerne af PP-DB’s vælgere måske er eksalterede over partiets principfasthed, som signalerer, at kampen imod korruptionen stadig lever, er der imidlertid også tegn på splittelse og frustration i det liberale storbysegment. Alle prognoser peger på, at en sjette valgkamp blot vil føre til mere eller mindre samme resultat uden udsigt til, at nogen af blokkene kan danne regering. Jo længere tid parlamentet viser sig impotent, jo flere er det, der vælger at blive hjemme – eller alternativt og værre at stemme på anti-etablissementspartiet fra det ekstreme højre, Vazrazhdane. Partiet, der slår sig op på at være prorussisk, anti-EU, anti-NATO, anti-LGBT, anti-roma og anti-tyrkisk – og i det hele taget anti alt det de liberale PP-DB står for – gik 10% frem og fik 14% af stemmerne i april.
Deres fremgang ved det sidste valg kommer paradoksalt nok fra en ikke ubetydelig mængde PP-vælgere. Det er vælgere, som PP i første omgang formåede at tiltrække i kraft af deres populistiske retorik om et opgør med den korrumperede elite. Nu er de imidlertid øjensynligt blevet ramt af den selvsamme politikerlede. Selvom en del kommentatorer og analytikere mener, at Vazrazhdane ved det overståede valg har nået sit fulde potentiale, er der en tværpolitisk frygt hos PP-DB, GERB, DPS og BSP for, at Vazrazhdane kan fortsætte sin kapitalisering af den vedvarende og udsigtsløse konflikt imellem mainstream-partierne. Skulle Vazrazhdane komme til magten – hvilket dog er ganske usandsynligt – er der ingen tvivl om, at de vil forsøge at trække Bulgarien væk fra den liberale og konservative euroatlantisme, som PP-DB og GERB trods alle uenigheder faktisk godt kan blive enige om.
Alt imens er der en anden aktuel risiko for landets parlamentarisme og dets euroatlantiske position, nemlig Rumen Radev, landets præsident, der er i gang med sin anden periode i embedet. For et par år tilbage var Rumen Radev et af ansigterne på opgøret med daværende premierminister Borissov. Men med den russiske invasion og Bulgariens geopolitiske prekære situation er tiden nu en anden, og Radev er tæt forbundet med det prorussiske socialistparti, BSP. Omend præsidentskabet i Bulgarien kun er ceremonielt, har han i løbet af de sidste to års kriser, haft mandat til at nedsætte og udpege op til flere midlertidige regeringer. Disse midlertidige regeringer har i princippet kun mandat til at implementere parlamentets politik, men flere sager har imidlertid vist, at både Radev og senest premierminister Galab Donev ser stort på parlamentet. Det har de gjort ved direkte at modarbejde dets linje, blandt andet på det ekstremt kritiske energiområde. Derudover har præsident Rumen Radev også ved flere lejligheder undsagt landets udenrigspolitiske linje ved møderne med de andre statsledere i EU-Rådet.
Rumen Radev er en skikkelse, der er svær at blive klog på. Mens bulgarske kommentatorer forsøger at få begreb om hans ideologiske og professionelle projekt, har han frem til december 2022 nydt relativ høj tiltro fra de bulgarske vælgere. Efter flere kontroversielle beslutninger og udtalelser er der dog indikationer på, at bulgarerne er ved at mistet tilliden til ham: “Approval ratings” fra december 2022 og frem viser dødt løb mellem “for” og “imod” Radev – begge på omkring 38%. At have som målsætning at bevare et godt forhold til Rusland får man ikke en bredt funderet opbakning på. Selvom det anslås, at godt en fjerdedel af landets befolkning er prorussiske, går denne politiske linje stærkt imod størstedelen af befolkningens ønsker. Meget tyder derfor på, at den bedste strategi for Radev er at bevare det effektive røgslør, der har været så kendetegnende for ham i hans første periode og i stedet præsentere sig selv som mediator mellem stridsparterne – og ikke som udenrigspolitisk charlatan.
Sikkert er det dog, at det kun er Rumen Radev og Vazrazhdane, der profiterer på den politiske og parlamentariske konflikt i Bulgarien. Det er derfor to aktører, man gør klogt i at holde øje med den kommende tid. Deres relativt store popularitet i befolkningen skal ses i lyset af den parlamentariske krise. De udtrykker hver og især to forskellige ønsker og forsøg på at overkomme udfordringerne ved den nuværende parlamentariske situation på: Den første er i yderste konsekvens parlamentarismens afslutning og indførslen af præsidentrepublik, noget som undertiden foreslås af profilerede analytikere, kommentatorer og tidligere politikere. Den anden, Vazrazhdanes højreradikalisme, skal ses som direkte modsvar til det liberale demokratis kompromisser; Partiet har erklæret, at det ikke vil støtte nogen andre og kun vil pege danne en regering med sig selv. Og således udtrykt i henholdsvis Rumen Radev og Vazrazhdane ser man altså to “utopier” om at komme hinsides parlamentarismens krise
Nyvalg eller kompromis: Catch-22 for PP-DB
Det er givetvist den erkendelse, der har fået dele af PP-DB’s vælgerkorps til at råbe vagt i gevær. Den vedvarende tendens er tydelig, og den viser, at endnu en valgkamp blot vil være ørkesløs og forstærke politikerleden for dermed at forsyne Vazrazhdanes og Rumen Radevs sag med yderligere legitimitet. Ved et nyvalg er det efterhånden utænkeligt, at det ekstremt polariserede vælgerkorps vil vandre fra henholdsvis GERB over til PP-DB eller omvendt. Dødvandet vil altså sandsynligvis fortsætte mellem de to største partier. Argumentet fra PP-DB’s vælgerkorps er derfor, at det ikke blot er omsonst og respektløst overfor parlamentarismen at blive med at udskrive valg, til man på et tidspunkt får det ønskede resultat, men at det faktisk også risikabelt, når man tager Vazrazhdanes og Rumen Radevs stigende popularitet i betragtning. Derfor bør PP-DB og GERB forsøge at finde et fælles fodslag i deres euroatlantisme og med kompromisser dele magten imellem sig. Borissovs metier taget i betragtning er det som nævnt en risikabel sti at gå ned ad, som uværgerligt vil kræve mange flere ofre af PP-DB, end de kan være villige til at give. Mens tiden altså går, og de bulgarske vælgeres tålmodighed rinder ud, ser det i højere grad ud til, at PP-DB står i en situation, hvor de kun kan tabe: Enten koalition og legitimering af Borissov og tab af troværdighed og vælgere eller nyvalg og tab af de vælgere, der trætte af den kompromisløse stil efterhånden blot ønsker et nogenlunde funktionelt parlament til at vedtage den forsinkede finanslov og indføre de nødvendige reformer på energiområdet.
Alt imens de bulgarske vælgere holder vejret, står GERB som det største parti med mandat til at indlede regeringsforhandlingerne. Efter PP-DB’s ultimative afslag om koalition med GERB d. 7. april er der udover det evigt loyale tyrkiske minoritetsparti DPS ingen sandsynlige kandidater til en flertalsregering. Det skulle da lige være Vazrazhdane og socialistpartiet BSP. Men i kraft af deres erklærede prorussiske position virker de som usandsynlige partnere for GERB. For et parti, der i offentligheden altid har ført sig frem på en udtalt euroatlantisme, ville et samarbejde med netop dem være politisk selvmord. Omvendt så vi BSP i en – omend ganske skrøbelig – koalition med euroatlantiske PP-DB i 2021-22, og Borissovs politiske pragmatisme og udtalte bejleri til bogstaveligt talt alle partier gør det måske mindre usandsynligt.
Det mest sandsynlige er dog nok, at bulgarerne skal forberede sig på endnu et parlamentsvalg, som tidligst kommer til at ligge i juni – det sjette på lidt over 2 år. Der vil det blive interessant at følge med i, om valgtrætheden og politikerleden styrker Vazrazhdane på både PP-DB’s og GERB’s bekostning, eller om de to store partier får mobiliseret en del af de så eftertragtede 4 milioner sofavælgere. Indtil da må befolkningen indstille sig på, at den i tiltagende grad magtfulde præsident Rumen Radev står i en gunstig position med sin fortsatte de facto-ledelse af landet og forsøg på at bevare det gode forhold til Rusland, ligesom også store og kritiske støttemidler fra EU til den grønne omstilling står på vippen. Som sagt er alt på spil i Bulgarien i disse dage.
