Filmanmeldelse
Til dette års CHP:DOX kunne Christopher Gerwig tage os med på sin tyveårige jagt efter de unikke og skjulte sovjetiske busstoppesteder, der fortæller historien om, hvordan skønhed og frihed fandt frem i det forrige århundrede.
Historien vil ustandseligt blive glemt før eller siden i den omskiftelige verden, vi lever i – enten på grund af den smerte, der er forbundet med den, eller fordi, der simpelthen ikke er plads til den i vores nutidige bevidsthed.
Noget af det, der kan holde historien i live er dokumenteringen af den. Det besluttede den canadiske fotograf Christopher Gerwig sig for i 2002, da han på sine rejser gennem Mellemøsten faldt over et helt unikt busstoppested, der ikke lignede noget, han før havde set. Det skulle vise sig at være blot et af mange tusinde busstoppesteder, der blev bygget i den sovjetiske periode, og Gerwig har siden gjort det til sin mission at fange billeder af så mange af dem som muligt, inden de uundgåeligt forfalder. Da danske Kristoffer Hegnsvad, så det første billede af et af de smukke busstoppesteder, satte han sig for at dokumentere Gerwigs mission om at uddødeliggøre busstoppestederne. Dokumentaren, som er resultatet af en otte års rejse med Gerwig, er ikke blot fortællingen om en kunstners besættelse. Det er fortællingen om friheden, der formåede at sive gennem undertrykkelsens faste greb og blomstre op som smukke arkitektoniske huller i jerntæppet.
Dokumentaren tager en befriende afstand til den politiske diskurs, der fylder meget i den østeuropæiske bevidsthed, og det føles mere som at være medpassager i Gerwigs flotte, ustandselige Lada, hvor det eneste man kan er at nyde turen, så længe den varer. Busstoppesteder er nok ikke noget, der klinger med særlig meget begejstring hos de fleste, men med Gerwig som guide, kan man ikke andet end smittes af hans utrættelige passion for de gamle monumenter. Turen underbygges af Gerwigs fortællinger og samtaler med arkitekterne bag busstoppestederne. Arkitekterne fortæller om at være kunstner under Sovjetunionen, hvor arkitektur, ligesom alt andet, blev udført under konstant overvågning af regeringen. Men hvor al kunst skulle have et formål og berette om det kommunistiske paradis, blev de små uskyldige busstoppesteder uden for storbyerne til tider overset. Det betød, at disse konstruktioner var en af de eneste muligheder, arkitekterne havde, for komplet, kreativ frihed, og blev på den måde til det lille oprør, der var muligt, mod den grå og ensartede storby.
Udover skaberne af busstoppestederne møder vi de lokale, der benytter dem til daglig, hvor vi for alvor mærker, hvordan de små lokalsamfund føltes under Sovjetunionen og stadig føles den dag i dag. Det står i stor kontrast til storbybilleder fra metroer og offentlige pladser, hvor Lenins monumenter og sociale boligbyggerier stadig dominerer. Mens Gerwig fotograferer busstoppesteder, må han gang på gang forklare de lokale, hvad der er så særligt ved dem, og det bliver tydeligt, hvorfor busstoppestederne er på vej væk. Disse interaktioner med de lokale viser både, hvor svært det kan være at få øje på skønheden i vante omgivelser, men også hvor meget smerte, der kan være forbundet til det, der minder dem om sovietperioden. Vi får blandt andet at se, hvordan et af busstoppestederne i Ukraine er blevet malet over med gule og blå farver, og hvordan mange af de lokale overhovedet ikke vil forbindes med busstoppestederne.
Dokumentaren er understøttet af musik komponeret af det lettiske band Zodiac i bedste 80’er synthpopstil og mindes, ligesom billederne, en anden tid, der kun kan findes i de efterladte mindesmærker. Vi følger kunstneren, der håbløst forsøger at holde fortiden i live til tonerne fra ungdommen, mens den langsomt men sikkert forsvinder.
Hegnsvad fører dokumentaren fint fremad i en koncentreret retning med store flotte billeder af busstoppestederne og landskaberne rundt om, der helt lever op til Gerwigs episke rejse. Den eneste skuffelse, som man efterlades, er, at dokumentaren ikke er længere end lidt under en time. Selvom det nogle gange kan føles som en vlog på Youtube med sine små unødvendige gags, er det hele meget stilfuldt udført, og dokumentarens helhed er en oplevelse, man ikke bør gå glip af, hvis man sætter pris på skønheden i det skjulte.
