SAMFUND | Russisk enighed om modstand mod Rusland? I Estland og Letland er omkring 25% af befolkningen etniske russere, og siden krigen i Ukraine brød ud, har tusinder af russiske statsborgere ansøgt om og fået turistvisa i disse to baltiske lande med intentioner om at fortsætte videre til andre EU-lande. For nogle er turistvisummet en midlertidig flugt fra Rusland og en lille drøm om måske at kunne blive boende i udlandet, men fra den 18. august er det ikke længere muligt i Estland, og Letland overvejer det samme. Samtidig er vestlig mishag ved alt russisk blot vokset og vokset, så hvordan overkommer den derboende russiske befolkning det?
«Мы не латыши и не россияне, мы латышские и русские» (”Vi er ikke letter og heller ikke russere, vi er lettiske og russiske”)
Citatet stammer fra en samtale jeg havde med en tilfældig gruppe af russisktalende på en restaurant i Riga i juni 2022. Som russiskstuderende uden mulighed for at rejse til Rusland i længere tid – først på grund af to års pandemi og derefter på grund af den nu næsten ni måneder lange krig i Ukraine – hungrede jeg efter at anvende min viden og mine evner i praksis. Jeg rejste derfor til hvad der kan siges at være et af de sidste tilgængelige områder med et russisk aftryk, nemlig Baltikum, dog med det ovenstående vestlige syn in mente – måske var det ikke særlig velanset at tale russisk?
Russisk modstand mod ”krigen” i Ukraine
Rusland invaderede Ukraine den 24. februar og blev omgående fordømt af Vesten, der herefter indførte kraftige sanktioner mod den russiske økonomi. Umiddelbart herefter sås flere eksempler på intern modstand i Rusland mod invasionen, heriblandt demonstrationer i Sankt Petersborg og Moskva med tusindvis af russiske demonstranter samt Marina Ovsjannikovas skilteprotest på åben skærm. Til protesterne blev et større antal demonstranter anholdt, Marina Ovsjannikova blev sendt i husarrest, og Aleksej Navalnyj, som via kommunikationsplatformen Telegram opfordrede til demonstrationerne, fik forlænget sin dom for angiveligt underslæb. Sandsynligvis som følge deraf blev det allerede i marts gjort ulovligt at omtale kamphandlingerne i Ukraine som en ”krig” eller ”invasion”, men selvom de fra russisk statslig side endnu betragtes som en ”specialoperation”, forekommer ordet ”krig” jævnligt i diskussionerne mellem trodsige russisktalende på Telegram.
Hvor mange af disse kanaler hvis IP-adresser er i Rusland, ved jeg ikke, men i mit forsøg på at finde ”russere” og tale russisk blev jeg selv inviteret til at følge et par stykker – og de er estiske. En kanal, lad os bare kalde
den ”Lasnamäe mod krig”, navngivet efter en bydel i Tallinn med mange russisktalende, er skabt af beboerne selv. For selvom næsten alle beboerne her opfatter sig som etniske russere, er de født i Estland efter Sovjetunionens opløsning, taler estisk og har estisk statsborgerskab og pas, men det foretrukne sprog på Telegram er russisk. Da jeg efterhånden fik talt mig varm, fandt jeg ud til egen overraskelse ud af, at en række af kanalens følgere var ukrainske flygtninge. Senere gik det dog op for mig, at pointen ikke var, at russisk var lingua franca, men at alle er enige om, at der er tale om en krig i Ukraine.
Kun få af disse ”russere” har oplevet ”den syngende revolution”, der på meget ikke-krigslignende manér førte til de baltiske landes løsrivelse fra Sovjetunionen og efterfølgende selvstændighed og statsdannelse. Endnu færre af beboerne i Lasnamäe husker Sovjetunionens invasion af Afghanistan, og nogle har hørt om 2. verdenskrig fra deres bedsteforældre eller oldeforældre. Alligevel ved de tilstrækkelig meget om kamphandlingerne i Ukraine til at vurdere dem som en reel krig, og det står de ved, på trods af at den udkæmpes af deres landsmænd. Da jeg spurgte om deres holdning dertil, lød svaret, at de ikke var repræsentative for den generelle russer.
For en ruslandsentusiast er denne påstand måske ikke særlig chokerende, men for mig var det alligevel iøjnefaldende, hvordan disse etniske russere konsekvent og så skarpt tog afstand fra Rusland. Til sammenligning med mit eget billede af Danmark og særligt den danske nationalstat er det svært at forestille sig, hvordan man kan være dansk og ikke dansker, og det ledte mine tanker hen på den omfattende russiske diaspora i det postsovjetiske område, for ”russere” findes jo også i Ukraine.
”Russisk” sympati med Ukraine
Foran den russiske ambassade i Tallinn er gadebilledet fyldt af plakater, tegninger og bannere med hård kritik af ikke mindst Putin, men også hele den ”russiske civilisation”. Blandt stakkene finder man desuden korte oplysende tekster om tsar-russisk ekspansionisme og lige så uretfærdige og ondsindede angreb på andre mindre stater som det nuværende i Ukraine. En ester forklarede mig, at foruden lygtepælene her kan man rundt omkring i byen finde lignende plancher om Ukraines historie, som primært er sat op for at vise sympati dermed, men også for at mindes Estlands egen århundredelange uafhængighedskamp mod overmagterne.
Det samme er tilfældet i Riga. Sympatien med Ukraine findes overalt; for eksempel er en lille udstilling om belejringerne af de forskellige ukrainske byer netop blevet indviet overfor den russiske ambassade på den anden side af vejen. Under skiltene er der lagt blomsterbuketter og billeder til minde om de faldne soldater.
Disse kreative fremstillinger er lavet af folk som Lasnamäe-gruppens medlemmer. Under mit besøg i Estland og Letland fortalte disse og adskillige andre russisktalende mig om deres familier, venner og bekendte i Ukraine, som led på grund af krigen, og samtidig udtrykte ukrainske flygtninge utrolig taknemmelighed for den hjælp de havde fået. Ingen havde noget problem med, at jeg talte russisk, for som en bartender sagde, er jeg jo ikke en russisk soldat – og han er selv ukrainer.
Et fællesskab mod Rusland?Så selvom man er russisktalende og af etnicitet eller identitet russisk, men statsligt og juridisk er ester eller lette, er man i Baltikum alligevel fælles om modstand mod Ruslands invasion af Ukraine. Lige præcis i forhold til denne konflikt tæller det etnisk russiske mindretal på lidt under 25 % plus de omkring 70.000 bærere af det såkaldte ”fremmedpas” eller ”ikke-statsborgerskab” og de omkring 195.000 bærere i henholdsvis Estland og Letland ikke som ”russere”, men blot som en del af ”fællesskabet”. Nu er spørgsmålet så bare, om fællesskabsfølelsen blandt de lokale estere, letter, ukrainere og russere kan fortsætte, hvad enten man er statsborger i det pågældende land eller ”russer” – specielt efter Estlands kommende indrejseforbud.
Foto: Magasinet rØST collage
