RUSLAND OG UKRAINE | Fra flere Østeuropa-eksperter har der de seneste par uger lydt en kritik af konservative og venstreorienterede mediers fokus på NATOs eskalerende rolle op til den russiske invasion af Ukraine. Ifølge kritikerne er læsningen udtryk for en reduktiv forståelse af Østeuropa og Ukraine, som ikke afspejler de sociale, historiske og politiske forhold i regionen, ligesom det også forbigår det autoritære russiske styres ideologiske fundering. Det er ifølge dem derfor ikke primært en trussel fra NATO Putin reagerer på, men derimod følgevirkninger af Euromaidan i 2014, som potentielt ville kunne destabilisere styret i Kreml.

Russisk og vestlig kritik af NATO

I tiden op til den russiske invasion af Ukraine stod NATO jævnligt for skud i dækningen af forhandlinger mellem Rusland og vesten. Fra russisk side blev der ofte henvist til, hvordan NATO-udvidelser i den russiske indflydelsessfære var brud på aftaler formuleret tilbage i 1990’erne. Derfor foreslog russerne tilbage i december 2021, at konflikten kunne løses ved at stille det geopolitiske ur tilbage til 1997. Det ville betyde, at medlemslande der var medlemmer før den første bølge af østeuropæiske lande i 1997, skulle indvillige i ikke at stille tropper i de nyere medlemslande, hvilket i praksis ville afskære østeuropæiske medlemslande fra militær beskyttelse. Ligeledes skulle Georgien og Ukraine have fjernet deres status som potentielle NATO-medlemslande, og for fremtiden skulle øvrige tidligere sovjetiske republikker også være udelukket NATO. Reaktionen var i sagens natur negativ, og generalsekretær Jens Stoltenberg afviste og forklarede, at det var anliggender alene enkelte stater havde suverænitet til at afgøre.

Russerne henviste i den forbindelse flere gange til en aftale, der skulle være blevet lavet ved Vest- og Østtysklands genforening. Her skulle Sovjetunionen have fået lovning på, at NATO ikke ville udvide mod øst samt en veto-ret i forhold til nye medlemmer. Men selvom det ganske rigtigt blev nævnt under forhandlingerne, blev det ifølge historikeren Mary Sarotte aldrig en del af aftalen. Vigtigere er imidlertid, at forestillingen og myten om en aftale har levet videre som en betydelig psykologisk faktor i russisk politik siden da.

Parallelt med det russiske ræsonnement har flere eksperter og forskere i international politik udtalt, at vesten kunne have undgået invasionen af Donbass i 2014 og annekteringen af Krim samt den igangværende krig, hvis den havde gjort Østeuropa til en neutral bufferzone, sådan som russerne senest krævede i vinters. Mens konservative teoretikere kritiserer den liberale “naivitet”, der ligger til grund for fraværet af kompromisløsninger, lyder der fra venstrefløjen en kritik af amerikansk hegemonisk dominans i en udlægning, der i nogle tilfælde gør krigen til en faktisk proxy-krig mellem USA og Rusland om Ukraine. Udlægningerne fokuserer hermed overvejende på vestens, særligt USAs og NATOs gøren og laden op til den russiske invasion. Det entydige fokus på NATO kritiseres imidlertid fra flere sider; dels da invasionen har virket kontraproduktiv, hvis det oprindeligt var Putins formål at svække NATO, siden militæralliancen nu står stærkere i Østeuropa. Dels fordi det faktuelt også kan bestrides, at NATO havde planer om og politisk var i position til at udvide og optage Ukraine. Ligesom det også kan diskuteres, hvorvidt det er NATO russerne overhovedet har følt og føler sig truede af.

Reduktive forklaringer

I en artikel i The New Republic kritiserer forskerne Jan Smolénski og Jan Dutkiewicz fokusset på NATO, fordi det forbigår betydningen af forholdene i selve regionen. “Westplaining” betegnes det som og de forklarer, hvordan det består i en ofte brugt reduktion af komplekse forhold i Østeuropa til vestlige aktører – der mangler med andre ord fornemmelse for konfliktens specifikke træk:

“As much as U.S. militarism and imperialism should be criticised, it has to be acknowledged that in Eastern Europe it is not the U.S. or NATO who have been an existential threat. In the twentieth century the formative experience for the countries of the region was direct and indirect Soviet control”

Ved udelukkende at fokusere på NATO som imperalistisk aggressor – i en ellers jævnligt berettiget kritik af militæralliancens handlinger – forbigås, at den konkrete imperialisme i Østeuropa i det 20. århundrede, faktisk kom i skikkelse af Sovjetunionen. I Ukraine såvel som resten af regionen har NATO og EU traditionelt set derfor stor folkelig og politisk opbakning, større end i vesteuropæiske lande, idet et medlemsskab af disse betragtes som middel til højnelse af levestandarden, styrkelse af de demokratiske institutionerne og bekæmpelse af korruption – samt et værn imod en regional stormagt som Rusland, der altså historisk set har domineret, og – som vi har været vidner til på det seneste – stadig er enormt aktiv i regionen.

Netop denne folkelige og politiske interesse i at orientere sig mod vestens liberale demokratier og verdensorden – på trods af alle dets begrænsninger og skuffelser siden 1989 – får Smolénsky og Dutkiewicz til at præcisere: Det er ikke NATO eller EU, der udvider sig mod øst. Der er derimod tale om østeuropæiske lande, der frit har søgt medlemskab. Selvom det bare ligner det, er det faktisk ikke et spørgsmål om semantik alene. Præciseringen kan nemlig være med til at rette fokus på betydningen af udviklingen af centrale politiske og sociale opfattelser i Ukraine såvel som forholdet til Rusland de forgangne år. Det kan være med til at pege på, hvordan den russiske invasion af Ukraine i højere grad kan være drevet af en bekymring for situationen i selve landet.

Liberale trusler og Euromaidan

Mens NATO ikke har optaget et tidligere medlemsland af Warszawa-pagten siden 2004, har planerne om at fortsætte udvidelsen i den russiske indflydelsessfære også været fastlåste siden især Putins korte og intense invasion af Georgien i 2008. Det er opfattelsen i Vesten, at invasionen markerede en rød linje fra russerne angående Ukraines og Georgiens planer om medlemsskab, som særligt Tyskland og Frankrig efterfølgende accepterede, idet de åbent modsatte sig præsident G. W. Bushs kampagnearbejde for et medlemskab til landene. Men også den amerikanske udenrigspolitik ændrede sig efter den udenrigspoltiske udfarende Bush-periode, da præsident Barack Obama i 2009 lancerede ‘Reset’ som en blødere politisk strategi, der skulle forsøge at imødekomme russerne mere konstruktivt efter konflikten i Georgien året forinden. Det betød, at NATO-medlemsskab til Georgien og Ukraine i praksis blev afskrevet. Samtidig har Putin også – ganske paradoksalt – haft en støtte i selve NATO i form af Ungarn, idet det centraleuropæiske land ved flere lejligheder har modarbejdet associeringer og samarbejder omkring eksempelvis cybersikkerhed mellem Ukraine og militæralliancen.

Derimod har der været større fremgang i Ukraines kulturelle, sociale og økonomiske integration i EU, en udvikling som for alvor tog fart efter Maidan-revolutionen i 2014, også betegnet som Euromaidan. Oprindeligt blev protesterne antændt af præsident Viktor Yanukovitjs – efter lang tids vægring – afvisning af en frihandelsaftale med EU til fordel for en aftale med den russiske Eurasiske Økonomiske Union (EAEU). EAEU blev oprettet i 2010 med Belarus og Kazakhstan som medstiftere, men i vid udstrækning ledt af Rusland og betragtes som et forsøg fra Putins side på at inddæmme EUs integration i nærområdet og samtidig etablere et alternativ. Aftalen med EAEU blev imidlertid aldrig til noget, idet protesterne udviklede sig, og Yanukovitj blev tvunget til at træde af og flygte fra landet. Siden har Ukraine i stedet fået et tættere forhold til EU: I 2019 gik 40% af Ukraines eksport til EU, en frihandelsaftale mellem EU og Ukraine blev indgået i 2017, visum-lempelser for Ukrainere i EU i 2019 samt iværksættelsen af et økonomisk-socialt samarbejde med Polen og Litauen i 2021, Lublin-Trekanten, med henblik på at styrke dets kandidatstatus. Desuden har korruptionen også været faldende i landet.

På sigt ville udviklingen potentielt betyde et stort vesteuropæisk-sindet og demokratisk naboland til Rusland, der tilmed kulturelt, sprogligt og historisk har mange fællesnævnere med dem – og ikke mindst en betydningsfuld fælles mytisk-religiøs oprindelse ifølge Putin – hvilket ville udgøre en særlig type trussel, som det autoritære styre længe har været bekymret for. Forskerne Maria Popova og Oxana Shevel påpeger, at Kreml i lang tid har været opmærksomme på konsekvenserne af farve-revolutionerne og demokratiseringsbølger i frygt for, at det ville opløse det autoritære styres greb. Nyere forskning i Kremls konspirationsteorier viser, at narrativer om vestlig orkestrering af farve-revolutionerne i 2003-5 og Euromaidan er de mest anvendte i det russiske medie-apparat. Mens derimod NATOs udvidelser i samme periode har fået langt mindre opmærksomhed. Ifølge politologen Dimitar Bechev er der tegn på, at det er den bløde magt, der udgår fra eksempelvis EU, og som har ansporet til integration og fungerer som en vigtig faktor af udviklingen af et demokratisk Ukraine, der i virkeligheden truer Rusland.

Hvilket kan være med til at forklare, hvorfor Putins aggressive invasion følges op af en fortælling om en dyb og særlig enhed mellem russere og ukrainere. Styret i Rusland har længe svøbt begrundelsen for sin autoritære styreform i civilisatoriske argumenter og forestillinger om en særlig illiberal styreform, “suverænt demokrati” og fremstillet den i modsætning til den dekadence, de ser udgå fra de liberale demokratier i Vesteuropa. Ved at indskrive Ukraine i kerneforestillingen om “Russkij Mir” og delegitimere staten som en nation, der historisk også har centraleuropæiske rødder og tætte forbindelser til Polen, er det Putins målsætning at pacificere de ‘europæiske’ tendenser som en potentiel trussel for det russiske styre. En proces som allerede blev igangsat som reaktion på ukrainernes væltning af Yanukovitj og afvisning af EAEU ved invasionen af Donbass og annekteringen af Krim i 2014.

Foto: Unsplash