Ciprian Pânzaru giver en oversigt over landene omkring sortehavet fra et geostrategisk og geopolitisk perspektiv

Sortehavet er placeret imellem Sydøsteuropa, Kaukasus, Mellemøsten og Middelhavet. Havet er en bro, men også en skillelinje, imellem tre kontinenter med alle de betydelige fordele og besværligheder, en sådan placering medfører. Havet leverer en forbindelse imellem Østeuropa og Nordafrika, såvel som en imellem Middelhavet og Østersøen. Sortehavskysten måler 4.000 km, spredt ud på de følgende opgrænsende stater: Tyrkiet 34%, Ukraine 31%, Rusland 15%, Georgien 14%, Bulgarien 7% og Rumænien 6%.

For Rumænien – som for de fleste andre Sortehavsstater – udgør Sortehavet eneste adgang til det store verdenshav, og tilbyder dermed vigtige geopolitiske og geostrategiske fordele.

Fra et økonomisk synspunkt er vigtigheden af handelsforbindelserne i regionen udenfor enhver tvivl: Centralasiens energireserver bliver stadigt mere væsentlige for det transatlantiske politisk-militære samarbejde – såvel som for en stabil verdensmarkedspris på olie. For øjeblikket importerer EU landene, hvoraf mange er NATO-medlemmer, omkring 50 % af deres energiforsyninger, og i 2020 vil dette tal være steget til 70 %. Den ekstra import vil komme igennem ledninger og handelsruter omkring og over Sortehavet.

Det er umuligt at ignorere de åbenlyse sikkerhedspolitiske udfordringer, der eksisterer på tværs af grænserne i landende omkring Sortehavet; at fremme sikkerhed, fred og stabilitet i regionen vil bidrage direkte til at formindske en række af konventionelle og ukonventionelle risici for europæisk sikkerhed som f.eks. trusler mod det fælles luftrum, organiseret kriminalitet, international terrorisme, våbensmugling og illegal handel med atomart materiale.

En række ’frosne konflikter’ dominerer Sortehavsregionen – fra Transnistrien i det østlige Moldova, over Abkasien og Sydossetien [i Georgien] til Nagorno-Karabakhs bjergtinder på grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. I hver af disse fastfrosne konflikter, der alle blev startet i borgerkrigene i Sovjetimperiets sidste tid, har der været brutale kampe og etnisk udrensning, der stadig kan nå at komme op til overfladen igen.

I Transnistrien, Abkasien og Sydossetien har den transnationale kriminalitet fundet permanent fodfæste, og der har udviklet sig baser for salg af våben, narkotika, kvinder og børn. Sovjetunionens kollaps medførte blandt andet en stigning i antallet af Sortehavsstater, og gjorde dermed Sortehavsregionen til et højrisikoområde, kendetegnet ved politiske, militære og økonomiske konflikter imellem  kyststaterne og ved tredjelandes bekymring og revidering af deres interesser i regionen.

I Sortehavsregionen står NATO og SNG-styrker overfor hinanden, hver især i forsøget på at skabe en gunstig situation for sig selv, på trods af de evindelige hensigtserklæringer om ”ædle hensigter” udtrykt af politikerne. Udviklingen i relationerne imellem de to magtpoler vil i sidste ende bestemme, under hvis interessesfære de forskellige stater vil høre i fremtiden.

Rusland er den stat, der har den mest uforudsigelige politik i regionen, hvilket har direkte implikationer for kyststaternes sikkerhedssituation. Som arving til hovedparten af det sovjetiske militærarsenal forbliver Rusland en global militærmagt, der fortsat har 1,8 mio. mand under våben, og hvis militære kapacitet ikke bør undervurderes pga. fiaskoerne i Tjetjenien. Rusland er for stort og for gennemsyret af imperiale rygmarvsreflekser til at acceptere en ydmyg rolle, der afspejler dets korte Sortehavskystlinje. Rusland forsøger derfor at styrke sin strategiske position som NATOs særlige partner, samtidig med et parallelt forsøg på opbygningen af et sikkerhedssystem i SNG-regi, der på sigt kunne fungere som startpunkt for en ny militæralliance.

Ukraine – der for nyligt med Janukovitj’ magtovertagelse igen er kommet i kridthuset i Moskva – er også en vigtig brik i spillet om vestens energiforsyning [fra centralasien], på trods af at landets insignifikans som sømagt i øvrigt (i sammenligning med Rusland, og selv Tyrkiet). Med olieterminalen i Odessa er Ukraine i stand til at regulere strømmen af olie fra det Kaspiske Hav og Mellemøsten til Europa, men selv hvis Ukraine hermed forbliver en spiller med en hvis vægt på et subregionalt niveau, er det klart, at dets succes som medspiller afhænger af hvordan det går i samspillet imellem Vesteuropa og Rusland.

Bulgarien har pga. sin afhængighed af russiske råmaterialer og dårlige økonomiske og finansielle muligheder kun ringe indflydelse på udviklingen i Sortehavsregionen.

Georgiens situation er unik blandt kyststaterne. Da det brød ud af Sovjetunionen stod det i en uoverkommelig økonomisk situation med borgerkrig og Abkasiens stræben efter autonomi, hvilket resulterede i at landet forblev under Ruslands interessesfære som den eneste måde, hvorpå landet kunne bevare sin territoriale integritet.

I Tyrkiet er Ankara blevet klar over sin nye rolle som en regional magt, efter at landet er blevet en stærk NATO partner i den nære orient. Givet dette gunstige øjeblik er Tyrkiet derfor begyndt at styrke dets førerposition i forhold til Balkan og Sortehavsregionen både på det økonomiske og militære område.

I den komplicerede geopolitiske struktur, som Sortehavsregionen udgør, kan kystlinjestaterne og særligt EU igennem mekanismer som Den Europæiske Naboskabspolitik (ENP) udgøre en motor for interregional integration, gennem assistance i demokratiserings og statsbygningsprocesser, dialog, konsultation, politisk fokus og generelt partnerskab, eller på andre områder.

 

Af Ciprian Pânzaru, PhD. Forelæser på West University of Timisoara, Sociologisk afdeling.

Oversat af Peter Zacho Søgaard og Michael Birkkjær Lauritsen, Magasinet rØST