PARLAMENTSVALG | Det kroatiske parlamentsvalg fandt sted den 11. september 2016, i skyggen af en generelt skærpet nationalistisk retorik på Balkan. En genopblusset retorik, som indirekte kan ses, blandt andet, som et udslag af EU’s overordnede økonomiske og politiske problemer og den tiltagende nationalistiske retorik i de gamle EU-lande. Steen Ramsgaard analyserer.
Mindre end seks måneder holdt den kroatiske regering. Så faldt den på et mistillidsvotum, og derfor var kroaterne søndag den 11. september til parlamentsvalg for anden gang på kun ti måneder. Kun lige over halvdelen af de kroatiske vælgere stemte ved valget, 52,38 procent, og resultatet blev at det 151 mandater store parlament igen ikke har et absolut flertal til et enkelt parti eller koalition. Det konservative HDZ fik 61 mandater, socialdemokraterne SDP fik 54, HDZ’s tidligere koalitionspartner MOST fik 13 mandater imens det radikale anti-establishementsparti, Živi Zid klarede sig bedre end forventet og fik 8 mandater.
Efter november-valget i fjor tog det to måneder for HDZ, at forhandle sig frem til et regeringssamarbejde med grupperingen MOST, der står for “Broen af de uafhængige Lister” og er et samarbejde mellem flere små centrum-partier. HDZ og MOST tog i januar i år over efter de meget udskældte Socialdemokrater, SDP. SDP havde da regeret i fire år uden at nå ret mange andre resultater end en fortsat faldende levestandard og stigende arbejdsløshed. Den største skuffelse for kroaterne var, at end ikke optagelsen i EU 1. juli 2013 kunne skubbe gang i økonomien. Tværtimod gik den yderligere ned i gear. Dermed fik Kroatien den tvivlsomme ære, at være det første af EU’s 28 medlemslande, der ikke oplevede økonomisk fremgang umiddelbart efter optagelsen.
Turismen på vej op
Nu er økonomien endelig på vej frem igen. Omsætningen inden for Kroatiens vigtige turistindustri er steget med godt 20 procent i forhold til sidste år. Og salget af statsobligationer er gået forbavsende hurtigt – som udtryk for, at internationale investorer igen er ved at have tillid til den kroatiske økonomi. Efterspørgslen betyder også lavere rente.
På trods af dette stod Socialdemokraterne før valget i flere meningsmålinger til at vinde. Dog ikke nogen klar sejr, hvorfor SDP også allierede sig med flere små, uafhængige centrum-venstre partier og et større regionalt parti fra halvøen Istrien.
Begge koalitioner har lovet skattesænkninger og nedtonet snakken om de barske reformer, landet på et tidspunkt bliver nødt til at tage hul på. Ikke mindst den offentlige sektor skal trimmes, for udgifterne til både sygehuse og pensioner er enorme. Men ingen af partierne har turdet komme med løsningsforslag under valgkampen, og derfor betegnes den af politiske iagttagere som “temmelig kedelig”.
Anti-serbisk retorik fra uventet kant
Til gengæld er valgkampen blevet præget af en stadigt mere skinger nationalistisk tone, der i løbet af det seneste år er begyndt at lyde fra flere og flere lande på Vestbalkan.
Kroatiens naboland og evige rival, Serbien, har inddraget EU-Kommissionen i den kroatiske valgkamp. Det skete efter SDP-lederen Zoran Milanovic til manges store overraskelse gik i frontalt verbalt angreb mod Serbien. Overraskende, fordi Milanovic i sin tid som premierminister faktisk arbejdede på tilnærmelse og forsoning med Serbien efter krigen i 90erne Dette var også overraskende, fordi den nationalistiske retorik traditionelt set er HDZs gebet.. Også overraskende, fordi den nationalistiske retorik traditionelt er HDZ’s gebet.
I en tale til en gruppe krigsveteraner sidst i august sagde Milanovic bl.a., at den serbiske regering ønskede at “besidde det halve Balkan”. Det var en utvetydig henvisning til Serbiens nationalistiske retorik og blodige forsøg på at skabe et Storserbien med 1990’ernes erobringer af store dele af Kroatien og Bosnien.
Brugte “J-ordet”
“Serberne bliver fremstillet som en diplomatisk magtfaktor. Men Serbien består bare af en håndfuld miserable mennesker, der de sidste 150 år ikke har vidst, om de skulle rykke imod Makedonien, Vojvodina (Serbiens nordlige provins, red.), Bosnien eller Kroatien. De udgør ikke engang ti millioner mennesker”, sagde SDP-lederen ifølge webmediet “bne Intellinews”. Blandt meget andet brugte han “F-ordet” om Serbien – der på serbokroatisk er et “J-ord” – og betegnede den serbiske premierminister Aleksander Vucic som “arrogant og patetisk.”
På samme møde kaldte Milanovic Bosnien for “lort” og et land, der “ikke en gang er en stat.” Der var ingen tv-kameraer tilstede, og ingen ved, hvem der har lavet lydoptagelserne, men de har siden cirkuleret på både sociale og professionelle medier.
Den serbiske reaktion
Reaktionerne på Milanovic’ fornærmelser lod ikke vente på sig. Serbiens præsident (en ceremoniel post) Tomislav Nikolic trak det traditionelle serbiske fornærmelseskort i forhold til Kroatien og sammenlignede Milanovic med Ante Pavelic, lederen af Nazitysklands kroatiske lydstat under Anden Verdenskrig.
Samtidig klagede premierminister Vucic i stærke vendinger til EU-Kommissionen over “Kroatiens provokationer”, rapporterer den serbiske radiostation B92. Vucic bebrejdede bl.a. EU, at Kommissionen “ikke har reageret på udviklingen i Kroatien”, hvor den anti-serbiske politik ifølge Vucic er taget til i styrke.
En talskvinde fra EU Kommissionen beklagede i sit svar den generelt “eskalerende retorik på Balkan”. Samtidig understregede hun, at EU’s optagelsesproces på Balkan er baseret på forsoning, godt naboskab og regionalt samarbejde.
Formuleringen lød mest af alt som en henstilling til Serbien om at beherske sig i en situation, hvor landet søger om optagelse i EU og derfor burde vise sin gode vilje over for Kroatien, der som medlem er i stand til at blokere optagelsen.
Svaret faldt ikke i god jord i Serbien, hvor Vucic betegnede det som “helt utilstrækkeligt”.
Forværret stemning
Generelt er stemningen blandt de tidligere landsmænd i det forhenværende Jugoslavien blevet værre gennem det seneste år. I december i fjor fremkaldte de enorme strømme af flygtninge og migranter fra Nord- og Vestafrika, Mellemøsten og Afghanistan en decideret diplomatisk krise mellem Kroatien og Serbien, efter at Kroatien havde lukket en bro mellem de to lande.
Siden har Kroatien forsøgt at blokere Serbiens optagelsesforhandlinger med EU, fordi en serbisk lov betyder, at de serbiske myndigheder kan retsforfølge en hvilken som helst person, myndighederne mener har begået krigsforbrydelser i 1990’erne. Magasinet rØST har analyseret denne udvikling i maj og i august.
Kroatien mener at loven strider imod den aftale, som alle Balkan-nationer har indgået med det Internationale Krigsforbrydertribunal i Haag. Aftalen indebærer, at Haag-domstolen selv retsforfølger alle de store sager, f.eks. imod de bosnisk serbiske ledere Radovan Karadzic og Ratko Mladic, mens de mindre sager overlades til Balkan-landenes egne domstole – dvs. at en kroat, der er mistænkt for krigsforbrydelser, skal retsforfølges ved Kroatiens egen domstol osv.
Rehabilitering af ultranationalist
Samtidig er det yderste højre på fremmarch i både Serbien og Kroatien. I Serbien er det kommet til udtryk ved, at højreekstremisten, militslederen og tidligere vicepremierminister, Vojislav Sjeselj, nu samler titusinder af tilhængere til sine hadtaler, hvor han genopliver drømmen om et Storserbien, bestående af store dele af Kroatien og det meste af Bosnien samt Kosovo.
Derudover har en serbisk domstol sidste år rehabiliteret ultranationalisten Draza Mihajlovic. Han var under 2. Verdenskrig leder af Tjetnik-bevægelsen – en oprindeligt kongetro serbisk nationalistbevægelse, der under Osmannerriget bekæmpede tyrkerne. Under Anden Verdenskrig beskyttede den serbere, men begik samtidig krigsforbrydelser imod både muslimer og kroater i Bosnien.
Dom mod omstridt biskop ophævet
Tilsvarende har en kroatisk domstol her i sommer ophævet en dom fra årene efter Anden Verdenskrig. Dengang blev Zagrebs tidligere biskop Alojzije Stepinac af de kommunistiske myndigheder idømt 16 års fængsel og forvisning til en fangeø for kollaboration med Kroatiens Ustasha-styre og samarbejde med Nazityskland.
Stepinac er en meget omstridt person i Balkans historie. Mens serberne hævder, at han deltog i Ustashas etniske udrensninger af serbere i Kroatien 1941-45 ved at døbe ortodokse serbiske børn til den katolske tro, så hævder kroaterne, at han dermed reddede børnene fra den sikre død. Ustashas politik i årene 1941-45 gik i al sin enkelthed ud på, at en tredjedel af de ortodokse serbere i Kroatien skulle dræbes, en tredjedel fordrives og den sidste trejdedel konverteres til katolicismen.
Dertil kommer, at Kroatien har rejst en statue af en mand, som serberne betegner som krigsforbryder. Manden var en del af det hold kroatiske ekstremister, der i 1971 myrdede den jugoslaviske ambassadør i Stockholm. Han blev sat på fri fod af de svenske myndigheder i 80’erne og deltog som højtstående officer i det, som kroaterne officielt betegner som Uafhængighedskrigen 1991-95. Han er aldrig dømt for krigsforbrydelser, men det hindrer altså ikke de serbiske myndigheder i at betegne ham som sådan.
Ubehagelige minder
Den skærpede retorik mellem først og fremmest Kroatien og Serbien har bragt ubehagelige minder frem om omgangstonen i årene op til Jugoslaviens sammenbrud. Ligesom dengang dækker retorikken over, at der ligger mange problemer under overfladen, siger Jovo Bakic, der er politisk analytiker og docent ved Beograd Universitet, til webmagasinet Balkan Insight. Og fortsætter:
“Det hele er ved at ligne begyndelsen på 1990’erne. På Balkan har nationalismen altid været politikernes yndlingsvåben.”
Bakic peger samtidig på, at EU’s egne økonomiske og politiske problemer med bl.a. flygtningekrise og Brexit har haft en stærk indflydelse på den meget skingre nationalistiske tone på Balkan.
“Hvis konteksten havde været en anden, så kunne situationen ikke have udviklet sig sådan. Også i EU er nationalisme og racisme på fremmarch. I Frankrig er Marine le Pens Front National på fremmarch, og det samme gælder for Alternative für Deutschland i Tyskland. Det får nationalisterne på Balkan til at sige, at ‘vi opfører os jo bare normalt’, ” siger den serbiske politiske analytiker.
Det er i det lys, man skal se SDP-lederen Zoran Milanovic’ udtalelser – som et beskæmmende forsøg på at kapre vælgere fra højrefløjen. Her var Milanovic’ gambling, at han ikke risikerede at støde sine anti-nationalistiske vælgere fra sig. Der er nemlig ikke noget alternativ til ham i det kroatiske centrum-venstre. Gambitten kan dog ikke siges at være lykkedes, da SDP fik færre stemmer end HDZ ved valget den 11. september.
Steen Ramsgaard er freelance journalist med speciale i Balkan, foredragsholder, forfatter og lejlighedsvis rejseleder på Balkan. Han har netop udgivet bogen “Krigen i Europas baggård – historien om Jugoslaviens sammenbrud”. Denne artikel er hentet fra Magasinet Europa, hvor en tidligere version blev bragt den 9.9.2016, to dage før valget.
