REPORTAGE | Anders Stubkjær har besøgt Solsortesletten i Kosovo. Mens slettens betydning ofte pumpes gevaldigt op af de serbiske politikere, står den imidlertid i et påfaldende forfald. Dækker slettens påståede betydning i virkeligheden over kynisk realpolitik?
Jeg er på vej til Solsortesletten, der ligger nogle få kilometers kørsel fra Kosovos hovedstad, Prishtina. Et militært slag i 1389 og en politisk tale holdt af Slobodan Milosevic seks hundrede år senere har katapulteret Solsortesletten op i kategorien af steder med særlig betydning for serbisk identitet. Spørgsmålet er, hvor stor denne betydning egentlig er i dag.
Bilen kanter sig igennem Kosovos uforudsigelige trafikstrømme på hovedvej M2 i nordvestlig retning. Det overrasker mig, at ingen skilte på hovedvejen viser ind til Solsortesletten. Indkørslen minder mest af alt om en grusvej. Sten og affald er smidt i vejkanten, og vejens beton er hullet. Flere steder vokser der ligefrem græs op gennem hullerne.
For enden af den lille vej dukker der et godt to meter højt hegn op. Tv-kameraer, der ser ud til at være mindst ti år gamle, stirrer ned på hegnet og på os. Der er god plads, så vi parkerer lige ved siden af indgangen og går ind under den opslåede bom.
Lige indenfor hegnet står der en rusten rønne lidt til højre for bommen. Den ser ud til at have mindst 25 år på bagen. Det er en arbejdsplads for to betjente. En af dem kommer ud fra det tillukkede skur. Han har en hvid nystrøget skjorte på. Hans stemme lyder, som er den blevet slebet af smøger og kaffe i mindst 25 år. Betjenten indsamler høfligt vores pas, som skal opbevares hos ham under besøget.
Betjenten er en del af den politistyrke, som overvåger dette og andre steder med betydning for Serbien. Styrken består af både kosovo-albanere og serbere. Det er et særsyn, at det er lykkedes at få integrationen til at fungere på dette område, men det gør det tilsyneladende.
Solsorteslettens plads i historien blev cementeret i 1389. I et sagnomspundet slag mødte osmanniske tropper en samlet styrke fra forskellige områder på Balkan. De fik tæv, de lokale, af osmannerne. I løbet af de næste 100 år indtog osmannerne hele Balkan, som de formåede at bibeholde meget af kontrollen over, indtil det Osmanniske Imperium gik i opløsning omkring Første Verdenskrig.
I 1389-slaget var én af de dræbte på ”Balkan-siden” den serbiske prins Lazar, som samtidig var en af slagets ledende figurer. I den serbiske fortælling er Lazar blevet til en personificering af den uretfærdighed, der dengang blev begået mod serberne på Solsortesletten, hvor serberne efterfølgende også italesatte sig selv som ofre. I 1953 blev der bygget et tårn på stedet til minde om slaget, men ellers er der ingenting.
Intet ved Balkan er enkelt. Jeg forstår, at der i løbet af de efterfølgende godt 40 år faktisk var flere slag, der naturligvis også havde kolossal betydning – for alle implicerede. Den kompetente guide kaster sig ud i en redegørelse for de fleste af dem. Jeg går lidt koldt i årstalsentusiasmen og falder i staver over udsigten. Prishtina ligger ikke længere væk, end man hen over de blidt rullende bakker kan se byen tydeligt i horisonten. Vi er de eneste turister på området. Der er heller ikke skyggen af en solsort den dag. Er det normalen, eller udenfor sæsonen?
Det var i forbindelse med den tidligere serbiske præsident, Slobodan Milosevics tale her i 1989, at jeg selv hørte om Solsortesletten for første gang. Ingen ved præcis, hvor mange der overværede Milosevics tale, men flere gætter på omkring en million mennesker. Størstedelen blev kørt hertil med bus fra bl.a. Serbien. Nogle var Milosevic-proselytter. Andre var blevet udkommanderet til at deltage.
Det er næste umuligt at forestille sig en så enorm menneskemængde, når man står på den forfaldne plads. Det godt 2 meter høje metalhegn omkredser et område, der må svare til en kvart fodboldbane. Stedets charmegrad kan med lidt god vilje sammenlignes med en forfalden dansk losseplads.
I 1989 var Jugoslavien ved at krakelere. Det var den politiske kontekst for Milosevics tale, der var en bevidst markering af 600-året for slaget i 1389. I talen genoptog Milosevic fortællingen om serberne som ofre for en stor uretfærdighed. Opfordringen var, at serbere nu måtte overvinde den uretfærdighed, der blev begået mod dem dengang – om nødvendigt med våben.
Når man læser en engelsk oversættelse af talen, springer det i øjnene, at den kun taler til serbere; naturligvis dem, der på daværende tidspunkt boede i Serbien. Det implicitte budskab var dog også rettet til serbere i hele det tidligere Jugoslaviens territorium. Milosevics tale er efterfølgende blevet set som et af startskuddene til de væbnede konflikter, der kom til at dominere Balkan i de følgende år.
Fra fortid til nutid: Gentager historien sig?
En del af den aktuelle konflikt mellem Serbien og Kosovo handler om, at Serbien nægter at anerkende Kosovo, fordi Kosovo – eller i hvert fald flere geografiske steder i Kosovo som bl.a. Solsortesletten – udgør en central del af den serbiske nationale identitet, og fordi der bor serbere i Kosovo.
Informationsministeren for Slobodan Milosevic hed dengang Aleksandar Vucic. Han er i dag præsident for Serbien. Flere højerestående politikere omkring Vucic er i de senere år begyndt at italesætte en ide om et serbisk hjem eller et serbisk hus, hvilket minder om en nyfortolkning af Milosevics budskaber fra 1989.
Guiden antyder, at historien om at Kosovo udgør en del af den serbiske sjæl, er noget vrøvl. Kosovo har mineraler i undergrunden og er en praktisk politisk brik at kunne flytte rundt med. Alt det med klostre og kulturhistoriske steder som Solsortesletten kunne man nemt finde en løsning på, hvis det var det, man ville.
Hans bud er, at det for Serbien nok mere drejer sig om at holde konflikten med Kosovo kørende i så lang tid som muligt med det formål at få landet så mange politiske gevinster som muligt, både under forhandlingerne og ved en endelig aftale.
Den nystrøgne betjent giver os vores pas tilbage med et venligt nik og skynder sig tilbage for at lukke døren til sin rønne. Vi går ned til bilen ad den hullede grusvej.
Når man ser Solsorteslettens triste tilstand, er det svært ikke at give guiden ret og tænke, at en del af den aktuelle konflikt mellem Serbien og Kosovo i dag faktisk handler mere om et politisk spil end om politisk hjerteblod. Den onsdag var det i hvert fald svært at se, at dette sted har særlig meget konkret betydning for særligt mange.
