INTERVIEW | Forsoning er ikke det samme som at glemme fortiden, og processen går i stå når politikerne tror det. Det slår den serbiske historiker Marijana Toma fast i denne dialog med den polske forsker Tomasz Lachowski. Løsningen er en bred indsats med en fælles sandhedskommission, rigtige erstatninger til ofre og vigtigst af alt: anerkendelse af hvad det var, der skete i 1990erne.
Artiklen her er en dialog mellem den serbiske historiker Marijana Toma, tidligere vicedirektør ved menneskerettighedscenteret (Fond za humanitarno pravo) i Beograd og koordinator for arbejdsgruppen for RECOM – den fælles sandhedskommission for hele det tidligere Jugoslavien og Tomasz Lachowski, journalist og forsker ved juridisk fakultet på Lodz Universitet i Polen.
Retsopgør, reform, sandhedsvidne og erstatninger
Tomasz Lachowski(TL): Der er gået enogtyve år siden en af de værste grusomheder i moderne tid – massakren i Srebrenica. Det kan være svært at forstå, så lang tid efter massakren, men der er stadigvæk lig, der mangler at blive identificeret og der er fortsat mange savnede. Pårørende forsøger, ved at søge efter de jordiske rester af deres familier, at realisere deres ret til sandheden om, hvad der skete da Ratko Mladić’ troppers angreb Srebrenica i juli 1995. Det virker som om overgangen til retfærdighed er en skrue uden ende i Bosnien-Hercegovina, er forsoning overhovedet mulig i et sådant miljø?
Marijana Toma (MT): I de seneste år har vi observeret en tendens til, at politikerne i det tidligere Jugoslavien argumenterer for, at forsoning bør være baseret på at glemme fortiden, særligt forbrydelserne begået i 1990erne, for i stedet at fokusere på en fælles fremtid i EU. Denne tilgang kan være succesfuld i nogle lande, men den er ikke, kan ikke, være en opskrift på forsoning og varig fred i Balkanlandene. Selv i dag, enogtyve år efter afslutningen af krigene i Kroatien og Bosnien-Hercegovina og sytten år efter krigen i Kosovo, møder vi fortsat familier, der desperat søger efter deres slægtninge, som stadigvæk er savnet, ikke kun i Srebrenica men overalt i det tidligere Jugoslavien. Forsoning i lokalsamfund og i de tidligere jugoslaviske lande bliver nødt til først at være baseret på retten til sandheden – ikke kun for de overlevende, ofrene og familierne men for hele samfundet. Anerkendelsen af sandheden om forbrydelserne imod disse menneskers kære og slægtninge er den allervigtigste del af dette.
For det andet må forsoningen baseres på retsforfølgelse af de ansvarlige. Dette gælder især dem der opnåede høj og mellemhøj rank i hærene og politistyrkerne under konflikterne. Retsforfølgelse af disse mennesker vil også åbne spørgsmålet om ansvaret for staternes krigsforbrydelsespolitikker.
Retsopgøret må efterfølges af institutionel reform med grundige sikkerhedsundersøgelser, hvor individer, der har begået forbrydelser eller tilladt dem at blive begået straffrit under krigene, bliver fjernet fra institutionerne.
Sidst men ikke mindst, må forsoning i de tidligere jugoslaviske lande bero på ofrenes ret til erstatninger, både materielle og symbolske. Hvis vi kigger på de nuværende resultater af overgangsprocesserne i de tidligere jugoslaviske lande, må vi indrømme at vejen til retfærdighed for de fleste lande kun er, så at sige, ved afslutningen af begyndelsen og vi er stadig meget langt fra det endelige mål om egentlig forsoning.
Kampen om narrativet
TL: Har du det indtryk, at Srebrenica-massakren har domineret narrativet om Jugoslaviens opløsning, særligt i de vestlige lande? Der er formentlig også en del, der kender til den tragedie der var besættelsen af Sarajevo, men der er ikke megen opmærksomhed og viden om koncentrationslejrene i Prijedor og områderne omkring Omarska, Trnopolje og tilsvarende. Er Vesten allerede færdig med Balkan-krigene og finder Balkans problemer kedelige?
MT: Folkemordet i Srebrenica er klart den mest kendte af forbrydelserne i det tidligere Jugoslavien, hovedsageligt fordi det var den eneste af forbrydelserne, der juridisk blev kvalificeret som folkemord af den internationale krigsforbryderdomstol for Jugoslavien (ICTY), men også på grund af intensiteten og det meget store antal ofre på meget kort tid. Det virker dog som om mange af de forbrydelser, der blev begået i Bosnien-Hercegovina, Kroatien og Kosovo kun bliver husket og anerkendt i den lokalsamfund og af de mennesker som led under dem. Det gælder koncentrationslejrene i Prijedor, voldtægtslejrene i Foca og massakrerne i Visegrad, Ahmici, Vukovar, Dubrovnik, de forbrydelser der blev begået under den kroatiske operation Storm i august 1995, Suha Reke, Prizren, Decani, Podujevo og så videre. På samme tid er størstedelen af disse forbrydelser enten ikke anerkendt, aktivt benægtet eller ligefrem forsvaret i de samfund, hvis militær stod bag.
Det er ikke så underligt, at det internationale samfund, som de sidste ti år eller mere har stået overfor adskillige situationer, der minder om Balkan i 1990erne, mærker en engagementstræthed i forhold til samfund, der er så modstræbende overfor af starte en ærlig proces med at håndtere fortiden. Min opfattelse er, at det kun er manglen på direkte konflikter imellem de post-jugoslaviske lande der gør, at det internationale samfund har nogensomhelst tilfredshed med udviklingen i området.
ICTY’s rolle
TL: Der er gået mere end to årtier siden Dayton-aftalen(1995) og oprettelsen af ICTY(1993). Hvad har, i dine øjne, været de vigtigste resultater og de største fiaskoer?
MT: ICTY har opnået nogle af de vigtigste resultater i form af retsforfølgelse af de ansvarlige for krigsforbrydelserne, herunder tidligere statsoverhoveder og højtrangerende i militær og politi. ICTY har også bidraget til at indsamle store mængder dokumentation og fakta om forbrydelserne, og har hermed gjort krigene i det tidligere Jugoslavien til de bedst dokumenterede konflikter i nyere historie. Der har også været nogen positiv udvikling i forhold til retsforfølgelser i nationalstaterne, særligt i Bosnien-Hercegovina, men der har også været problemer i Kroatien, Serbien, Kosovo og især i Montenegro, så jeg kan ikke vurdere de nationale retsprocesser entydigt positivt.
Når det kommer til udviklingen indenfor retten til sandheden, så er det kun civilsamfundsorganisationer, der har opnået positive resultater. Organisationerne er opstået løbende og har siden 2006 udviklet og aktivt støttet ideen om en regional sandhedskommission.
Den største fiasko er helt klart manglen på erstatninger. Der har stort set kun været symbolske erstatninger, såsom undskyldninger, og størstedelen af disse blev givet for at opnå politiske mål i det internationale samfund. Ofre kategoriseres stadigvæk efter etnicitet, hvor deres rettigheder kun respekteres hvis de tilhører den dominante etniske gruppe, civile behandles heller ikke ligesom tidligere militær og ofre for seksuelle overgreb kæmper fortsat for anerkendelse i deres lokalsamfund.
TL: Hvordan vurderer du ICTY’s virke, ikke kun som en straffedomstol men også som et element i post-konfliktmiljøet?
MT: Som jeg nævnte tidligere, så har ICTY bidraget til overgangen til retfærdighed, ikke kun igennem retsforfølgelse af de ansvarlige, men også ved at fremskaffe, indsamle og konservere værdifuld dokumentation til at fastslå fakta om forbrydelserne. En stor del af dokumentationen er allerede gjort tilgængelig i ICTY’s offentlige database og er en væsentlig kilde for forskning i krigene i Jugoslavien. Særligt den dokumentation domstolen har indhentet om militær og politi ville aldrig have været blevet gjort tilgængelig for forskere og efterforskere, hvis det ikke havde været for ICTY.
Af disse grunde kan vi slå fast, at ICTY har været den institution, der har bidraget mest til retfærdighedsprocessen med at etablere individuel ansvarlighed for forbrydelserne og til sandhedsprocessen med at finde og etablere fakta.
TL: ICTY har længe været opfattet som en ’anti-serbisk’ domstol, endnu et instrument som USA og EU kan bruge til at stigmatisere serbere med for forbrydelserne i 1990erne. Ser du nogen forandring i denne opfattelse hos dine landsmænd?
MT: Opfattelsen af ICTY har ikke ændret sig. Fra den første regering efter overgangen til demokrati til den nuværende, har ICTY været opfattet enten som en domstol designet til at retsforfølge serbere/serbiske styrker eller som et instrument til at opnå finansiel eller politisk støtte i EU-integrationen. Samarbejdet med domstolen har aldrig været en moralsk forpligtelse for Serbiens politiske ledere, hvis styrker, og styrker som de havde stor kontrol over (kroater og bosniske serbere) begik størstedelen af forbrydelserne under konflikterne i 1990erne. En oprigtig diskussion af Serbien og serbernes ansvar har aldrig været et vigtigt emne når politikerne debatterede samarbejdet med ICTY.
Flere domme, såsom frifindelsen af Ante Gotovina (kroatisk general) og Ramush Haradinaj (tidligere leder af Kosovos befrielseshær – KLA – og premierminister i Kosovo) styrkede kun opfattelsen af ICTY som en anti-serbisk domstol, uden at de fakta, der blev slået fast ved disse domme blev diskuteret. På den anden side er domme, der har fastslået medlemmer af de serbiske styrkers ansvar for forbrydelser, blevet benægtet eller taget ud af kontekst til at fortsætte de nationalistiske politikker som stod bag forbrydelserne i første omgang.
De fejlede sandhedskommissioner og idéen om RECOM
TL: Vi forbinder ofte overgangsprocessen på Balkan med ren gengældelse, retsopgør og straffeprocesser enten i Haag eller i de lokale krigsforbryderkamre i Sarajevo og Beograd. Men hvad med de ikke-strafferetlige processer såsom søgen efter og etableringen af fakta og sandhed? Hvorfor er sandhedsinitiativerne mislykkedes? Her tænker jeg særligt på sandheds- og forsoningskommissionen i forbundsrepublikken Jugoslavien i 2001, kendt som ‘Vojislav Koštunica-kommissionen’, eller idéen i 2007 om at oprette en sandhedskommission i Bijeljina i det nordøstlige Bosnien-Hercegovina for den serbiske koncentrationslejr der lå der.
MT: De eksperimenter, du nævner, er begge eksempler på, hvor uansvarligt de politiske eliter har behandlet retten til sandheden. Modellen for etableringen af kommissionerne, deres sammensætning og deres medlemmer – som var tæt på de personer, der havde begået forbrydelserne – og manglen på et klart mandat, er alt sammen beviser på at begge kommissioner var designet til at fejle. Motiverne for at etablere disse kommissioner var ikke at finde sandheden, fastslå fakta eller at gøre op med fortiden. Vi kan nu fastslå at deres egentlige formål var at forsøge at afslutte processen med sandhedsvidner og at forhindre meningsfuld søgen efter sandheden.
TL: I 2000 og 2001 arbejdede du som koordinator for udarbejdelsen af vedtægterne for den regionale sandhedskommission (RECOM) som skal dække hele territoriet for det tidligere Jugoslavien. På papiret, når man tager kommissionens meget stærke mandat med i overvejelsen, virker RECOM til at have potentiale til at kunne blive en meget stærk institution i post-konflikt landskabet på Balkan. Hvordan vurderer du for nuværende de reelle chancer for at RECOM bliver til noget?
MT: Med den nuværende politiske situation i de tidligere jugoslaviske lande og krisen i EU, som har støttet RECOM-ideen, er chancerne desværre meget små. På den anden side er RECOM, i mine øjne, den bedste mulighed for regionen som helhed ærligt at håndtere arven fra grusomhederne i 1990erne.
Erindringskrig i uddannelsessystemet
TL: Den britiske journalist, Ed Vulliamy, forfatter til bogen The War is Dead, Long Live the War: Bosnia, the Reckoning, har fremhævet vigtigheden af fuld offentliggørelse af fakta om krigsforbrydelserne og officiel anerkendelse af den lidelse de har medført, ikke kun fra myndighederne, men også fra almindelige borgere. Som vi begge ved, kan forbrydelser som dem der er begået på Balkan, ikke bare glemmes. I en situation som den nuværende, hvor de etniske opdelinger er så fastlåste hos almindelige mennesker, hvordan vurderer du muligheden for at uddanne den nye generation ud fra ’aldrig igen’ principper?
MT: Med den nuværende udvikling i overgangsprocesserne, ville jeg argumentere for at uddannelsen af de yngre generationer er den vigtigste præmis for forsoning på Balkan. Det bliver nødt til at være den nye generation, der gennemfører forsoningsprocessen, da den gamle generation så tydeligt har fejlet.
Som det er nu, oplever vi en erindringskrig, eller en krig for erindring, hvor hver enkelt etnisk gruppe fremfører en version af fortiden hvor deres gruppe offergøres, og hermed forhindrer en ærlig proces med at håndtere fortiden. Denne situation uddanner de nye generationer til at være arge modstandere af forsoningsprocessen, og den eneste strategi, der kan forhindre dette, er uddannelse på baggrund af etablerede fakta om forbrydelserne.
Regionen for det tidligere Jugoslavien, har modsat andre overgangssamfund, den fordel, at der allerede er mange etablerede fakta, indsamlet og konserveret af ICTY, klar til at blive inkorporeret i landenes uddannelsessystemer. Desværre er jeg bange for, at der kommer til at gå lang tid før vi ser den udvikling. Uddannelsessystemerne anses af de nationalistiske eliter for at være det sidste bolværk for deres ideologi.
TL: Er du blevet mere optimistisk eller pessimistisk efter enogtyve års implementering af post-konfliktmekanismer i Balkanlandene i forhold til at opnå målene for overgangs- og forsoningsstrategierne i Vestbalkan?
MT: Efter at have fulgt overgangspolitikkerne i de nye lande i territoriet for det tidligere Jugoslavien, må jeg sige, at jeg er blevet mere pessimistisk. Jeg er, alvorligt talt, bekymret for fremtiden i vores region, hvis vi bliver ved med at ligne forsoning med forglemmelse og skjuler narrativet om konflikterne og forbrydelserne under gulvtæppet.
Tomasz Lachowski har en PhD i folkeret og forsker ved Lodz Universitet, han er desuden chefredaktør ved Obserwator Miedzynarodowy, et polsk webmagasin om internationale forhold, imens Marijana Toma er tidligere vicedirektør for Fond za humanitarno pravo i Serbien, nu koordinator for udfærdigelsen af den juridiske aftale bag RECOM, den foreslåede regionale sandhedskommission for hele det tidligere Jugoslavien.
Artiklen her er oversat til dansk fra originalen på engelsk udgivet på JusticeInfo.net den 12.9.2016 efter tilladelse fra JusticeInfo.
