RELIGION VI | Bektashierne, en sufi-orden der stammer fra middelalderens Anatolien, er ad historiens veje og vildveje endt med næsten kun at have overlevet op til vor tid blandt nutidens albanske befolkninger. Emil Saggau fortæller om den mystiske retning inden for islam, der tidligere var frontkæmpere for albansk nationalisme.
Når man krydser fodboldbanen og det lokale farverige, kaotiske marked i den nordmakedonske provinsby Tetovo, når man en ældre og faldefærdig mur ved en bjergskrænt. Skiltet på porten er skrevet på ældre tyrkisk, der kun tales af en meget lille del af den albanske majoritet, der bebor området.
Vover man sig indenfor, kommer man ind i på en kirkegård efterfulgt af en lund og et mindre kloster. Ved klostret hænger et grønt banner, hvorpå en løve snor sig i bedste arabiske kalligrafi-stil. Teksten på løven siger på arabisk: ”Ali er en løve” og følges af et andet slogan, ”An al-haq” – jeg er sandheden.
Første gang jeg ankom til dette kloster, Harabati-tekken, blev jeg mødt af stedets dervish, dvs. den indviede, der fulgte mig til stedets baba, dvs. fader. Vi satte os i et hjørne af en lund, og velsignet frugt og ganske almindelig te blev delt rundt af en smilende ældre kvinde i stramme Harley Davidson leopard-gamacher.
Her blev vi, en omrejsende gruppe forskere, velsignet og tilbudt en genfortælling af Albaniens og regionens historie.
Den sande islam
Klostret er et af de sidste overlevende i Makedonien og tilhører en munkeorden, der hedder Tariqa Bektashi(iya). Ordenen blev grundlagt i middelalderens Anatolien under indflydelse fra Iran og det moderne Afghanistan, og det udviklede og spredte sig parallelt med Det Osmanniske Rige.
Ordenens grundlægger var Haji Bektash, som siges at nedstamme fra Muhammed og hans svigersøn Ali. I islams filosofiske guldalder udviklede der sig en række af disse såkaldte sufi-ordner, der af danskere nok bedst kendes som mænd i hvide dragter og røde huer, der hvirvler rundt i ekstase i Tyrkiet.
Mange af disse ordner kom på kant med andre muslimske grupper for deres filosofiske åbenhed og mystiske tilbøjeligheder. En af de afgørende tænkere ytrede efter sigende ordene ”An al-haq” – jeg er sandheden, da han i ekstase følte sig som ét med Gud, hvorpå han blev henrettet for gudsbespottelse, da kun Gud kan besidde sandheden i mere traditionel islam.
Ad historiens omveje, gennem de mange krige på Balkan og Tyrkiets hårde fødsel ved afslutningen af sidste århundrede, endte denne orden, kaldt bektashierne, med nærmest kun at overleve i organiseret form blandt de albanske befolkninger. Bektashierne vedholdte, at de var den sande islam, Alis ægte efterkommere og den sande vej tilbage til Gud. De er sandheden.
Den albanske fødsel
Bektashierne er endt med at spille en besynderlig og ret afgørende rolle i Albanien. I Det Osmanniske Riges sidste år i 1890’erne blev der på bektashiernes initiativ dannet en national liga i den Kosovo-albanske by Prizren. Denne Prizren-liga skulle arbejde for albansk selvstændighed og endte dermed med at blive center for den tidlige albanske nationalisme.
Ligaen tog form efter dens middelalderlige forbillede, Lezhë ligaen, der var ledet af den albanske nationalhelt Skanderbeg, som bektashierne hævede i virkeligheden hverken var kristen eller muslimsk, men derimod bektashi.
Denne sammenblanding af islamisk mysticisme, dyrkelse af den albanske fortid og et stærkt netværk af klostre og munke gjorde bektashierne til hovednerven i albansk nationalisme. En nerve som er yderst synlig i den albanske nationalpoet Naim Frashëris digte fra 1890’ernes, der er grundlaget for albansk litteratur og det moderne albanske sprog. Hos Frashëri gøres det at være albaner nærmest til lig med at være bektashi.
Bektashierne fik dog aldrig religiøst monopol på albanerne, da den katolsk-italienske jernhånd og græsk-serbiske ortodokse indflydelse var stærkere end som så. Et homogent og samlet Albanien forsvandt ud af syne, da mere end en tredjedel af alle albanere endte med ikke at bo i det nye selvstændige Albanien, der blev oprettet i 1912.
Hoxa ønskede et kommunistisk præsteskab
De benhårde albanske monarkier (1914-39) og italienske fascister (1939-44) havde travlt med at holde et religiøst status quo, hvorfor Enhver Hoxa og hans kommunister overtog et land med en uhomogen religiøs befolkning.
Til at begynde med troede Hoxa og kommunisterne, at de kunne anvende bektashierne som en slags ideologisk frontløberorganisation for det nye kommunistiske styre takket være deres liberale attitude til religiøse forskrifter, ligestilling og generelt alt verdsligt. Kommunisterne begyndte derfor en langsom magtovertagelse af organisationen, der dog kulminerede voldeligt i starten af 1950’erne.
I front for den kommunistiske overtagelse af Bektashi-organisationen stod to yngre baba´er, der ønskede, at bektashierne skulle blive fuldkommen sekulariserede, som en slags kommunistisk præsteskab. Derfor ønskede de en ophævelse af bektashi-munkenes cølibat og pressede den øverste bektashi-leder, Deden (bedstefaderen), til at tale for emnet på organisationens konference.
Deden følte sig langsomt trængt op i en krog, og som sin sidste udvej indbød han de to baba’er til forhandlinger over te. Teselskabet endte blodigt, da den ældre hvidskæggede Dede nedhuggede de to baba’er for derefter at tage sit eget liv. Kort tid efter igangsatte Hoxa sin religiøse udrensning af Albanien, hvorefter landet var fanget i et benhårdt ateistisk styre frem til de tidlige 1990’ere. Bektashierne blev derfor enten forfulgt, gik under jorden eller i eksil.
Alle er bektashier
Efter indførelsen af tilnærmelsesvis demokratiske forhold i Albanien og omegnene er bektashierne kommet frem i samfundslivet igen – nogle af dem efter at have været under jorden fra 1950’erne til 1990’erne.
Ordenen og dens tilhængere, der efter eget udsagn udgør mere end en tredjedel af de albansktalende befolkninger på Balkan, synes på overfladen at forsvinde fra det albanske samfund. Katolikkerne og de ortodokse henter penge og støtte udefra, og de mere almindelige islamiske retninger får penge og trosindhold fra saudierne.
Siden Kosovokrigen er der sket en voldsom tilvækst af rabiate muslimer (salafister) blandt albanerne, der er begyndt at besætte Bektashi-klostre og forfølge munkene. I Tetovo har salafister besat Bektahsi-moskéen og – ifølge de lokale – sat ild til det gamle kloster for at slippe af med bektashierne.
På overfladen bløder organisationen også i rene tal, hvilket den sidste folketælling i Albanien vidner om. Den reducerer dem fra tidligere 30 % af befolkningen til kun 5 % i 2013.
Men der er altid forbundet en vis usikkerhed med bektashiernes antal og tilstedeværelse. Bektashi-læren foreskriver, at man sagtens kan være kristen eller ”almindelig” (sunni)muslim, imens man er bektashi.
En religiøs blankocheck
De anvender en shia-forskrift, der tillader dem offentligt at fornægte deres tro, hvis deres liv er i fare – en forskrift der i bektashiernes øjne er lidt af en religiøs blankocheck. I deres øjne er alle religioner partielt gode, da de alle indeholder en sand kerne – nemlig den sandhed, som Haji Bektash pegede på.
Dette religiøse kamæleontræk gør, at når man spørger rundt, så peger albanerne altid videre og siger, at det er den næste landsby, der er bektashi. Og man kan høre bektashi-folkehistorie og -vittigheder i munden på fromme albanske muslimer, når de et øjeblik lægger masken, men hvis man spørger nærmere ind, benægter de alt.
Endda har jeg undertiden hørt dem – lidt i sjov – hævde, at de ortodokse kristne, der jo ikke er ”rigtige” kristne (dvs. katolikker) i deres øjne, da må være bektashier, idet de klæder sig lige underligt og siger lige underlige ting.
En islamforsker, der stammer fra de tyrkisktalende albanske mindretal i Makedonien, har lidt for sjov og lidt i alvor peget på, at alle albanske muslimer på en gang ikke er bektashier og så alligevel er.
Bektashiernes kulturelle og religiøse normer er spredt ud i samfundet og har blandet sig med lokale skikke, fester og kultur. Det er derfor umuligt at adskille de kristne og muslimske albanere fra bektashierne, da de for altid er forbundet i enten afvisning eller tilslutning til denne sufisme og dens humanistiske filosofiske lære – for de har, med Frashëris ord: ”et stort håb, at Gud aldrig vil forlade Albanien”
Læs mere om Bektahsiernes religionshistorie og deres lære i ”Bektashi-traditionen – en folkelig sufisme?”, Tidsskrift for Islamforskning – Sufismens Paradokser nr. 2 – 2013, http://islamforskning.dk/files/journal/2013/FIFO-2013-2-del3.pdf
Emil B. H. Saggau er cand.theol og har en årrække arbejdet ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet.
Artiklen er en del af en serie om religion.
