KULTUR | I Det Poestiske Bureaus nye antologi ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’ findes alle digtene på både originalsproget og på dansk. Læs bogens redaktør Thorvald Berthelsens tale om projektet.
Følgende tekst er Thorvald Bertelsens tale fra offentliggørelsen af bogen under den internationale litteraturfestival i Århus, LitteratureXchange. Talen afholdtes på både dansk og bosnisk/kroatisk/serbisk. Det talte ord gælder.
En to-sproget antologi
I disse dage udgiver Det Poetiske Bureaus Forlag antologien Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina, der forsøger at give et overblik over lyrikken fra selvstændigheden i 1992 og frem til i dag.
Det er udvalgte digte af 43 digtere. Antologien er tosproget – bosnisk/kroatisk/serbisk og dansk. Såvel ældre som yngre digtere fra Bosnien-Hercegovina er fyldigt repræsenteret, hvadenten de er bosniere, kroater eller serbere.
De fleste er bosat i landet, men flere er på grund af krigen 1992-1995 bosat i andre lande.
Mødet med Brčko
I 2015 deltog jeg sammen med den dansk-bosniske digter Milena Rudež i den 4. Internationale Lyrikfestival i Brčko. Det var mødet med digterne fra Bosnien-Hercegovina dér, som førte til at antologien blev til.
Brčko, med dens 90.000 indbyggere, var blandt de hårdest ramte områder under krigen på trods af, at serbere, kroater og muslimske bosniere længe forsøgte at holde byen udenfor krigen i enighed. Over 80 procent af byen og de omliggende landsbyer blev jævnet med jorden og 90 procent af byens muslimske og kroatiske indbyggere blev dræbt eller tvunget væk fra byen.
Det er toogtyve år siden Dayton-aftalen afsluttede krigen i Bosnien (1992–1995). I dag er Brcko genopbygget, selvom der stadig er et stykke vej igen til viljen til at samarbejde med og opbygge Bosnien-Hercegovina bliver reel fra alle sider, også fra EU’s side.
Men grundstemningen blandt de digtere, vi mødte, er den samme som udtrykkes i digteren Mak Dizdars ord, som de fleste bosniere kender: ”Valja nama preko rijeke” (Vi er nødt til at krydse floden).
Den nye digtergeneration
De lokale forfattere har i årevis udgivet tidsskriftet Riječ (Ord), grundlagt af Žarko Milenić, der udkommer i hele det tidligere Jugoslavien, og afholdt arrangementer som den 4. Internationale Lyrikfestival. Formålet er at forny den kulturelle udveksling og modarbejde nationalistisk forkrøbling
Jeg mødte også en digtergeneration, der er dybt præget af en barndom under krigen, men alligevel har overskud til at bygge bro over krigens afgrunde og til Europa og Verden.
Deres lyrik er i levende dialog med nutidig europæiske lyrik og er i løbende opgør med krigshetzens forkrøbling af menneskelighed og samliv henover kulturer og grænser.
Som Sead Husić skriver i digtet Barndom:
Det ser ud til at jeg er født i en tid
hvor civilisationen er klædt helt af.
Nogle tumper skændtes døgnet rundt
og forvandlede min barndom
til et livagtigt minde.
Udblik
Meget passende er denne antologi den første af en serie med ny lyrik fra områder i Verden, hvis kultur vi ikke kender ret meget til for: ”Der findes kun en civilisation – vores!”, som Pia Kjærsgaard har udtrykt det.
Antologien og serien modvirker forhåbentlig den slags ”uciviliseret” uvidenhed og fordomme. Den næste bliver Ny kurdisk lyrik.
Vi har i høj grad brug for at få et udblik med mere vidvinkel i verden. I de senere mange år har vores orientering været alt for domineret af nord- og vesteuropæisk kultur med fokus på USA, trods af vort mangeårige medlemskab af et EU, der nu også omfatter Sydøst- og Østeuropa.
Sprogets rolle i erkendelse og eksistens
Naturligvis spiller den blodige krig med etniske udrensninger, landet blev født i og som førte til en hidtil uset opsplitning i serbiske, kroatiske og bosniske områder, stadig en rolle for selv de yngste digtere i samlingen.
Men antologien lægger vægt på den nyere digtning, der i dialog med verdenslyrikken afviser nationalismens forkrøbling af menneskelighed og samliv på tværs af grænser og modarbejder, at sproget bliver spændt for nogensomhelst ideologier. ”Den politiske opgave er at modsætte sig enhver politisk opgave; kritik af herredømme er den produktive uro.” (hans magnus enzensberger)
Digtningen kredser i dag mere om en ny fælles eksistens med rod i – men også i opgør med Bosnien-Hercegovinas lange historie.
Hele regionen og den nuværende hovedstad, Sarajevo, fungerede tidligere som en kulturel smeltedigel, hvor Centraleuropa, Mellemøsten og østligemiddelhavsområdet mødtes.
Det eksil, som en del digtere blev tvunget ud i af borgerkrigen, har fornyetbåde deres og de hjemmeboende digteres forarbejdning af påvirkninger fra øst og vest, nord og syd til en poesi med fokus på sprogets rolle. Dets rolle i erkendelsen, bearbejdning af krigen og den helt nærværende efterkrigseksistens, så virkelig kommunikation kan opstå
Digtningens stemme kan ikke lægges i graven
Flyvende folk
forbinder mine blodplettede
skyer med håb
Deres tavse vinger
bærer mine trin
over en usikker himmel
De er de smilende punktummer
– spredt ud i det blå –
der afslutter himmelske sætninger
(Lidija Pavlović-Grgić i digtet Flyvende folk)
Digterne afviser, at digtning i dag kan være den store nationale, ideologiske identitetsskaber, i deres løbende opgør med nationalismens forkrøbling af menneskelighed og samliv henover kulturer og grænser.
Digtningen bliver først vedkommende når den engagerer sig i den nære virkelighed gennem den digteriske stemme, der ikke kan lægges i graven. De afmonterer den forældede tradition og den traumatiske stilstand, der hele tiden udskyder livet.
En ny kulturel identitet
Herinde i brystet banker
syv milliarder tidsindstillede bomber
Og hvad skal vi gøre og hvor skal vi gå hen
Hvordan skal vi se hinanden i øjnene
Hvordan kommer vi videre
Hvem skal vi stå til regnskab for
Også hvis der INTET sker
(Aleksandra Čvorović i digtet Forskrækkelsen 2012)
Med deres poesi er digterne gået i gang med at skabe ikke bare ny digtning men også en ny kulturel identitet i et Bosnien-Hercegovina i Europa og Verden.
Man kan ikke undgå at blive imponeret og inspireret af det digteriske overskud, der medfører en mangfoldighed af udtryk med nye udmøntninger af traditionen, sammen med en fornyelse af poesien gennem et endnu større udblik end vi er vant til.
Der tændes også advarselslamper om, hvor truet menneskelighed og mellemmenneskelig kommunikation hele tiden er. Men især demonstrerer den bosnisk-hercegovinske lyrik digtningens fornyelse af sproget og dets anvendelighed til virkelig kommunikation under selv de vanskeligste vilkår. Bosnien-Hercegovina bliver mere nærværende og digtene gør os klogere på den europæiske tradition og nutid, vi er en del af.
Tomislav Čale,Lidija Pavlović Grgić, Aleksandar Šajin, Sead Husić, Aleksandra Čvorović, Alen Mešković og Joso Živković præsenterer nu deres digte fra bogen og deres forfatterskab.
Thorvald Berthelsen er forfatter og redaktør af Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina.
Ved festivalen præsenteredes bogen af Tomislav Čale, Lidija Pavlović Grgić, Aleksandar Šajin, Sead Husić Beli, Aleksandra Čvorović, Alen Mešković og Thorvald Berthelsen i Skt. Lukas kirke den 15. juni.
Den 16. juni præsenteredes den på Godsbanen og bagefter deltog digterne i forfattermøde og oplæsning med de danske digtere Knud Steffen Nielsen, Brian P. Ørnbøl, Daniel Boysen, Poul Lynggaard Damgaard, Steffen Baunbæk, Thorvald Berthelsen og Annemette Kure Andersen i Skt. Lukas kirke. Ved den lejlighed blev flere af de århusianske digteres digte oversat til bosnisk/kroatisk/serbisk.
