RUSSISK MILITÆR I KAZAKHSTAN | Der er en del igangværende russiske militære aktiviteter i Kazakhstan. De militære aktiviteter er alle en arv fra Sovjetunionens tid, men der er voksende utilfredshed i den kazakhstanske befolkning, imod hvad de ser som en kolonial mentalitet der skader Kazakhstans interesser.
Rusland ser Kazakhstan som en militær nøglepartner i Centralasien, og det russiske medie Eastttime.ru kalder militærbaserne i Kazakhstan ”militære objekter af største vigtighed i det tidligere Sovjetunionen”. Disse objekter tæller Bajkonur, der bliver anvendt til rumopsendelser, samt flere prøvesprængningsbaser, og en flyvestation nær Kostanaj by i det nordlige Kazakhstan. Men Ruslands aktiviteter får kazakhstanernes øjenbryn til at rynke, specielt blandt nationalistiske grupper.
Atomarven og de misdannede børn
I 2013 publicerede den kazakhstanske avis Uralskaja Nedelja et fotogalleri fra en lille landsby i det vestlige Kazakhstan, tæt ved et tidligere sovjetisk atomprøvesprængningsområde under den nu russiske base Kapustin Jar, som stadig er aktiv – dog nu uden atomprøvesprængninger. Basen befinder sig på den russiske side af grænsen, mens prøvesprængningsområdet ligger på kazakhstansk jord, og er lejet af Rusland indtil 2048. Der blev foretaget minimum elleve atomprøvesprængninger her i 1950erne, noget der har bevirket en massiv radioaktiv forurening der stadig kan måles og er farlig i dag.
Uralskaja Nedeljas fotogalleri viste mange børn og unge født med alvorlige handicap og misdannelser på grund af den radioaktive forurening i området. Og det er ikke første gang at den radioaktive arv fra Sovjetunionen har fået negativ opmærksomhed i Kazakhstan. I sin bog ”Verdens Epicenter” diskuterer siddende præsident Nursultan Nazarbajev stråleforureningen fra de sovjetiske atomprøvesprængninger, og understreger at Kazakhstan har et ansvar for at arbejde for en atomvåbenfri verden, fordi kazakhstanerne selv har lidt under dette. Og for befolkningen tæt på prøvesprængningsområdet Kapustin Jar er livet ikke blevet lettere.
De slår os ihjel
Det er nemlig ikke kun sovjetiske atomprøvesprængninger som gør kazakhstanere utilfredse med det russiske militærs tilstedeværelse: Kapustin Jar er stadig i dag brugt til raketprøvesprængninger, og flere aktivister og bevægelser har forsøgt at forstå konsekvenserne ved dette.
Ifølge den delvist ulovlige politiske bevægelse ”Antigeptil”, indeholder raketbrændstof et kemikalie, som på russisk kaldes ”Geptil” (usymmetrisk dimethylhydrazin). Ifølge ”Antigeptil”, er der giftstoffer i raketbrændstof som ikke kun har målbare negative konsekvenser for naturen i de påvirkede områder, men også har seriøse sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker, der er udsat for de giftige komponenter. Iklædt dramatiske gule gummidragter og gasmasker afholder ”Antigeptil” ofte demonstrationer mod de russiske testsprængninger på kazakhstansk jord.
Den oppositionsvenlige tidligere politiske aktivist Mukhtar Taizhan har nævnt problemet gentagne gange i interviews, og på de sociale medier citeres han ofte, med en løftet pegefinger mod Rusland: ”Hvis du er vores ven, så skulle du skynde dig at lukke disse prøvesprængningsbaser, fordi de slår os ihjel!”. Slogans som disse fra Taizhan og andre aktivister kan især ses i opslag fra den populære nationalistiske Facebook-gruppe ”Den Kazakhiske Horde”.
Hvad med Ukraine?
Det giftige raketbrændstof er selvfølgelig ikke den eneste grund til kazakhstanernes utilfredshed med det russiske militær på deres jord. Siden Ruslands indlemmelse af Krim og krigen i den østlige Ukraine har der selvsagt været mange spekulationer omkring Ruslands intentioner i Kazakhstan blandt lokale og udenlandske kommentatorer. Som det er tilfældet med Ukraine, har Kazakhstan flere russiske militærbaser, en stor russisk minoritet tæt ved den russiske grænse, og et vestvenligt regime. Disse argumenter bruges ofte af nationalistiske grupper i Kazakhstan til at kaste lys på det dobbeltsidede aspekt af Ruslands militære aktiviteter i Kazakhstan.
I foråret 2014 øgede Kazakhstan sin militære indsats i de sydlige og vestlige grænseområder. Officielt var årsagen potentielle trusler fra Afghanistan. Men kun Rusland grænser op til det vestlige Kazakhstan, så med mindre den såkaldt afghanske trussel kom fra Rusland, kunne man se dette som et træk der kunne give et hint om en indirekte fjendtlighed og en mulig mistanke om Ruslands reelle syn på landets territoriale integritet. De kazakhstanske statsmedier har kraftigt nedtonet sådanne spekulationer, og man kan kun gisne om den reelle årsag til oprustningen.
Tidligere i år begyndte det kazakhstanske militær også at lave øvelser mod, hvad de kaldte ”separatister” – officielt på grund af ”geopolitiske ændringer”, som nyhedsportalen Eurasianet berettede. Dette kunne være et tegn på, at frygten for russisk intervention ikke kun var at finde blandt befolkningen, men også i regeringen.
Radio Free Europe har også nævnt sådanne spekulationer i en række artikler sidste år, og sådanne spekulationer har også været synlige selv i det kazakhstanske parlament. Radio Free Europe kædede den russiske militære tilstedeværelse sammen med frygt for Ruslands intentioner i det overvejende russiske nordlige Kazakhstan, fordi med næsten perfekt timing meldte den polemiske russiske nationalistiske politiker og Duma-medlem Vladimir Zjirinovskij ud, at Rusland skulle gøre krav på det nordlige Kazakhstan. Som en konsekvens af dette blev han gjort til persona non grata i sit fødeland, Kazakhstan.
Eduard Limonov, en anden nationalistisk russisk politiker, kom med samme udmelding til Kreml på sin personlige Facebook-side tidligere sidste år: ”Jeg håber at en del af Ukraine vil blive russisk… og at det nordlige Kazakhstan vil, så vi kunne få vores russiske byer tilbage i Rusland…”
Rusland strammer grebet
Defensenews skriver at den kazakhstanske hær også samarbejder med den russiske hær i udlandet. I maj i år blev der afholdt militære øvelser i Tajikistan ved den store russiske base dér. Enheder fra Tajikistan, Kazakhstan, Armenien og Hviderusland deltog sammen med de russiske tropper. Kazakhstan og Tajikistan er ikke de eneste postsovjetiske lande, hvor der er russisk militær aktivitet. Også Armenien, Hviderusland, Georgien, Kirgistan, Moldova og Ukraine (Krim) har russisk militær inden for deres grænser.
Mange mener, at denne russiske militære tilstedeværelse er et russisk forsøg på at sikre og styrke deres indflydelse i det tidligere Sovjetunionen, og det virker tilsyneladende. Kirgistan har lukket den amerikanske luftbase i Manas lufthavn ved hovedstaden, men har bibeholdt den russiske luftbase ved byen Kant, og Kirgistan er også – flankeret af Armenien, Hviderusland og Kazakhstan – blevet medlemmer af den Eurasiske Økonomiske Union. Kazakhstanske nationalister forsætter med at fordømme dette træk – de understreger at de ikke længere stoler på deres nordlige nabo.
Link til Uralskaja Nedeljas fotoreportage: http://www.uralskweek.kz/2013/05/21/deti-na-dne-yara/
Artiklen er bragt i samarbejde med det europæiske magasin Vocal International.
