KOMMENTAR | Den engelsksprogede, Kreml-finansierede TV-kanal RT-TV, har netop ansat Wikileaks-frontmanden Julian Assange som vært for sit eget tv-program. Peter Zacho Søgaard har kigget nærmere på kanalen.

I forrige uge blev det annonceret, at vestens enfant terrible, Julian Assange, får sit eget program på den londonbaserede nyhedskanal RT-TV. Kanalen, hvis forbogstaver står for Russia Today, er finansieret af Kreml som en underkanal til det statsfinansierede RIA Novosti og sender nyheder 24/7.

Offentliggørelsen er lidt af et scoop for kanalen, der hidtil har levet et stille liv i kabelæteren og giver lejlighed til at spørge, hvilken seriøs nyhedskanal der tør binde an med Assange, som efterhånden har et flosset ry.  Ud over at afsløre vestens dobbeltmoral igennem sine afsløringer af diplomatiske telegrammer, har Wikileaks også haft til formål at holde mediegryden i kog med Assange som festens centrum – og med sit eget TV show virker det som om de to dagsordener stadig går hånd i hånd.  Ifølge RT TV vil han i sit program interviewe centralt placerede personer med alternative synspunkter på globalisering – i hans egne ord ”Iconoclasts, visionaries and power insiders”. 

Det er ikke første gang Russia Today allierer sig med personligheder med et alternativt syn på nyhedsstrømmen. Max Kaiser – tidligere børsmægler på Wall street og kortvarigt vært på et underholdende finansshow på BBC World News – har på RT fået alt den airtime han kan inhalere med The Kaiser Report.  Goldman Sachs, ECB, Morgan Stanley og the Fed får alle at vide, at de er “financial terrorists” – når Max Kaiser i et 30 minutters langt rant flere gange om ugen gennemgår, hvem der slipper af sted med hvad i finansverdenens statsstøttede cirkus. Det er stærkt underholdende (casino)kapitalismekritik, men man får ofte tanken, at showet er så langt ude i sin stil, at de eneste der bliver hængende foran skærmen er Occupy bevægelsen, EU-modstandere og 9/11 truth’ere.

Vestlig nyhedsformidling med statssponsorer i ryggen
Både Assange og Max Kaiser viser, at RT TV er dedikeret til at vise et alternativ til et vestvenligt verdenssyn og som nyhedskanal er den en del af en større global tendens. De seneste 10 år er der kommet flere og flere internationale nyhedskanaler uden den traditionelle angelsaksiske vinkel på verdens “sande” tilstand, men med deres egen underliggende dagsorden.

Kina har sit stats-tv CCTV-9, der sender engelsksprogede dokumentarer om kinesisk historie, men er man ikke en supermagt som Kina hjælper oliepenge også på nyhedsformidlingen – det er tilsyneladende et must at eksportere nyheder, hvis man også eksporterer olie: Iran: PRESS TV med engelsksprogede nyheder, Qatar: Al-Jazeera, Venezuela: Telesur og Rusland: RT-TV. Og USA: Fox News kunne man tilføje.

Paradoksalt nok er vestens æstetik og journalistiske troværdighed stadig en forudsætning for at missionen kan lykkedes. Nyheder i fez, kimono eller pelshue dur ikke – hvis man skal påvirke en verdensopinion må man emulere den vestlige nyhedsvært perfekt og snige sine alternative vinkler på verden ind af bagdøren. Russia Today er således en kanal, der i alle aspekter af sin fremtoning, værter, grafik og sprog virker som en vestlig nyhedskanal, men som reelt har en statssponsor i ryggen. Om troværdigheden ryger helt med Assange som vært må tiden vise.

Cbsnews

Cdi.org

Guardian

The Independent

Af Peter Zacho Søgaard