Hvad foregår der? Hvem er alle disse forvirrede russere? – Det er en modig satsning af Århus teater at tage en – i Danmark – så lidet kendt bid af verdenslitteraturen op som Mikhail Bulgakovs hovedværk Mesteren og Margarita, særligt taget dens noget forvirrende handlingsforløb i betragtning. Men til trods for en stor del af publikum lignede store spørgsmålstegn efter forestillingen og man tyst hviskede, at ”man skulle da vidst have læst bogen inden forestillingen”, lykkedes Susanne Markos dramatisering og Christoffer Berdals iscenesættelse af Mesteren og Margarita forbløffende godt.
Det er nemlig ikke en sand påstand, at man skal kende handlingen på forhånd. Bogens handling er nemlig meget forvirrende, surrealistisk, mærkelig og usandsynlig og den visuelle gengivelse på Århus teater fik en forbløffende mængde detaljer fra bogen præsenteret på de skrå brædder og fulgte Bulgakovs manuskript overraskende præcist.
Kort fortalt beskriver stykket, hvordan Satan, i skikkelse af Hr. Woland (Søren Østergaard), professor i sort magi, ankommer til Moskva med sin mandshøje sorte kat midt i stalinismens storhedstid. Den ateistiske kulturelle elite i byen får sig en slem overraskelse, da Woland og katten beslutter sig for at tage dem alle grueligt ved næsen, gerne med døden til følge.
Først i anden akt præsenteres vi for hovedpersonerne i historien, Mesteren (Niels Ellegaard) og Margarita (Kristine Nørgaard Sørensen). Mesteren er en fattig forfatter (en delvis personificering af Bulgakov selv), der indleder et dybt passioneret kærlighedsforhold til den skønne, men allerede gifte Margarita, der gengælder kærligheden totalt, blandt andet på grund hendes dyrkelse af Mesterens manuskript til en roman om Pontius Pilatus.
Efter den lange introduktion af Wolands/Satans ankomst til Moskva i første akt udspiller den egentlige handling sig primært i anden akt, hvor Margarita (med klare referencer til Goethes Faust) benytter Woland og hans sorte magi til at gense sin elskede Mesteren, som imidlertid er indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Parallelt ser man plukvis ned i Mesterens manuskript (delvist fremlagt af Woland som den skinbarlige sandhed), hvor en nedtrygt, men sympatisk prokurator Pontius Pilatus (Lars Junggreen), plages af dårlig samvittighed og angrer over den kendte, men hårde dom over fangen Joshua, Jesus Kristus. En interessant irettesættelse af de kendte religiøse skrifter.
Jo tak, vi bliver kastet igennem et utal af litterære, politiske og religiøse referencer, samtidig med at handlingen på psykedelisk vis vælter derudad i sin forvirrende karakter. Men det sker med en kæk humor og fornuftigt iscenesat i den sovjetiske kontekst, med karikerede russiske kostumer og dertil er stykket elegant spundet sammen af musikken fra Channe Nussbaums klezmertrio, der svæver med rundt på scenen og blandt publikum med jødiske og russiske toner. Stemningsfuldt, effektfuldt.
Bulgakovs kritik af den sovjetiske ensartethed og stalinismens absurditet bliver præsenteret spiseligt og pædagogisk, selvom det i romanen ofte kun fremgår som antydninger. Bulgakov selv var begrænset i sin produktion af værker på grund af sovjetstyrets censur og forfølgelse af intellektuelle. Selve værket Mesteren og Margarita blev først afsluttet, da Bulgakov lå på sit dødsleje, hvor han dikterede de sidste rettelser til sin kone. Flere elementer i bogen – til trods for surrealismen bygger på hans egne oplevelser som forfatter og del af den kulturelle elite.
Skuespilpræstationerne er overbevisende og alle roller er velcastede. Margarita forekommer måske en smule kunstig og småhysterisk (hvilket stemmer dårligt overens med anmelderens indre billede af Margarita i romanen), men dette bliver blandt andet vejet op af Mesterens godmodige charme og underspillede humor. Søren Østergaard, som vi normalt kender som fald-på-halen-komiker fra Zirkus Nemo og Hatten Rundt, brød befriende med kritiske anmelderes fordomme og viste sit talent for tæt kontakt med publikum og bidragede på positiv vis til stykkets bærende let humoristiske atmosfære. Spillet med publikum var et særligt stærkt aspekt af stykket.
De negative sider af forestillingen er generelt bagateller op imod de positive, men med den korte tid, som et teaterstykke desværre er begrænset til, sammenlignet med en hel roman, blev der vævet en anelse for meget over det vanskelige projekt til sidst at binde en logisk knude over den forvirrende handling. Dette var unødvendigt og kedeligt og publikum troede flere gange fejlagtigt at stykket var slut. Derudover var stykket ikke særligt mainstream og appellerer formentligt reelt til en begrænset publikumsskare, men for litteratur- og Østeuropanørder er det en fornøjelse at se Bulgakovs værk slået stort op på Århus teaters store scene. En oplevelse, der bestemt kan anbefales.
