KRIG | Tyrkiet valgte i sommer at gå i krig mod IS. Anne Schøtt kommer her med fem grunde til, hvorfor Tyrkiet, som tidligere har støttet IS, nu har skiftet politisk kurs.
Efter mange måneders forhandlinger og pres fra USA indgik USA og Tyrkiet den 23. juli en aftale, som involverer Tyrkiet direkte i krigen mod Islamisk Stat (IS). Aftalen giver USA mulighed for at bruge Incirlik Air Base i det sydøstlige Tyrkiet til ubemandede droner og kampfly, som dermed kan undgå den lange flyvetur fra de øvrige benyttede baser i Golfen. Samtidig har Tyrkiet givet løfte om selv at engagere sig militært over for IS i det nordlige Syrien. Endelig hævder Tyrkiet, at de to lande er blevet enige om at oprette en sikkerhedszone i det nordlige Syrien, som skal presse IS sydpå og væk fra den tyrkiske grænse. USA afviser, at have indgået aftale om en sikkerhedszone.
En ny politisk kurs
Tyrkiet har her i sommer altså valgt at gå i krig mod IS. Tyrkiet har tidligere støttet islamistiske oprørere i Syrien, herunder også IS, i kampen mod Assad regimet. Så hvorfor denne nye politiske kurs?
Der kan nævnes fem grunde til Tyrkiets ageren, som rækker fra de åbenlyse udenrigspolitiske grunde og aktuelle sikkerhedsmæssige udfordringer, som Tyrkiet har, til de indenrigspolitiske grunde, hvor ”det kurdiske problem” igennem Tyrkiets historie har været et helt centralt omdrejningspunkt for tyrkisk politik. Spørgsmålet er da også om det i virkeligheden er en ny kurs vi ser eller om Tyrkiets ageren blot er udtryk for samme indenrigspolitiske mål, som altid har været fremherskende, nemlig er at holde sammen på den tyrkiske nationalstat.
1. IS truer Tyrkiets sikkerhed
De arabiske opstande i 2011 betød et sammenbrud for Tyrkiets ”zero problems with neighbors” udenrigspolitik. Op gennem 00’erne gav den fredelige kurs over for naboerne Tyrkiet politisk kapital som mægler i regionen og betød ikke mindst øget handel med Iran og de arabiske naboer mod syd til glæde for tyrkisk økonomi. Da borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011, gik Tyrkiet ind på oprørernes side i kampen mod regimet og har sat krav om præsident Bashar al-Assads afgang. Tyrkiet har støttet oprørerne både politisk og militært, fx med træning af den Frie Syriske Hær. Tyrkiet har ligeledes tilladt ”foreign fighters” at komme ind til de islamistiske grupper i Syrien over den tyrkisk-syriske grænse i det, som er blevet kaldet ”gateway to jihad”. Nu er IS imidlertid blevet for stærk i området op mod den syrisk-tyrkiske grænse, hvor der op til aftalen med USA var flere skudvekslinger mellem IS og tyrkiske soldater.
Et afgørende element for Tyrkiets involvering var også en selvmordsaktion foretaget af IS på tyrkisk territorium, som fandt sted den 20. juli i grænsebyen Suruç og som kostede 32 mennesker livet og sårede over 100. Selv om IS i Syrien kæmper mod det syriske regime og mod kurdisk dominans i det nordlige Syrien, udfordrer de nu også Tyrkiet, hvor deres terror i stigende grad opfattes som en trussel mod Tyrkiets egen sikkerhed.
2. Godt forhold til USA
USA har længe, og lige siden koalitionen sidste år indledte Operation Inherent Resolve mod IS, søgt opbakning fra sin NATO allierede i regionen. Tyrkiet har dog haft andre prioriteter i forhold til borgerkrigen i Syrien, hvor Assad har været den vigtigste fjende, man har søgt allierede imod. I takt med, at Tyrkiet i stigende grad er blevet udfordret ved den syrisk-tyrkiske grænse, er behovet for international støtte ligeledes steget.
Ved at indgå en aftale, som giver USA bedre operationsmuligheder i kampen med IS og giver løfte om direkte militær støtte, får Tyrkiet den ønskede rygdækning til sin ageren i regionen. Dette betyder også, set fra Ankara, opbakning til etablering af en sikkerhedszone, der i praksis kan øge Tyrkiets indflydelsessfære ind over grænsen til Syrien, uden at det kommer til at fremstå som om Tyrkiet krænker syrisk territorium i kampen mod Assad.
Tyrkiet har ikke brug for et godt forhold til USA i sig selv, men brug for en taktisk allieret. Tyrkiet har tidligere ikke været bange for at gå imod USA i lignende situationer. I 2003 afviste Tyrkiet således at lade USA bruge tyrkiske baser til angreb mod Irak i forbindelse med den daværende koalitions krig mod terror.
3. Tyrkiet ønsker kontrol med flygtningesituationen
Flygtningestrømmen nåede for alvor Europa i sommer, efter at Libanon og Jordan med hhv. 1,1 mio. og 600,000 registrerede syriske flygtninge lukkede grænserne for yderligere flygtninge fra Syrien. Tyrkiet har længe været et transitland for flygtninge, idet flygtningeruterne fra både Afghanistan og Syrien går via Tyrkiet til Europa. Tyrkiet har ca. 2 mio. registrerede syriske flygtninge ifølge UNHCR. Dertil kommer et ukendt antal flygtninge, som ikke er registreret. Endelig er der også over 300.000 flygtninge fra andre lande, fx Irak, Afghanistan, Iran og Somalia. Tyrkiet har oprettet 22 store flygtningelejre, men de fleste bor i lejede lejligheder eller på gaden i de store tyrkiske byer. Flygtningene er en kæmpemæssig økonomisk og social udfordring, som truer Tyrkiets stabilitet. Ligesom Jordan ønsker Tyrkiet at oprette sikkerhedszoner i Syrien med henblik på at sikre sig mod yderligere immigration.
4. Humanitær begrundelse
I forlængelse af den økonomiske og sikkerhedsmæssige begrundelse for sikkerhedszoner i Syrien fremføres også det humanitære argument. Med internationalt håndhævet flyveforbud i udvalgte zoner vil man skabe en slags safe zones for civilbefolkningen, idet et flyveforbud kan forhindre Assad regimets fly i at bombe den syriske civilbefolkning. Argumentet bakkes op af internationale kommentatorer med reference til flyveforbudszonen i det nordlige Irak efter Golfkrigen i 1991, som skabte grobund for udvikling af forholdsvis økonomisk og politisk stabilitet i irakisk Kurdistan. Problemet i forhold til et flyveforbud er imidlertid, om man kan opnå international opbakning og støtte til håndhævelse af flyveforbuddet, samt ikke mindst at et flyveforbud uden samarbejdende styrker på landjorden giver frit spillerum for alle tilstedeværende militser, med mindre mandatet udvides til at bekæmpe humanitære overgreb begået på landjorden som i Libyen i 2011.
5. Det kurdiske spørgsmål
Den 24. juli, samme dag som tyrkiske fly for første gang bombede IS stillinger ind over grænsen til Syrien, indledte Tyrkiet også en bombekampagne rettet mod PKK’s lejre i Qandil-bjergene i det nordlige Irak. Tyrkiet har gennem de seneste to måneder angiveligt dræbt over 1.000 PKK krigere i Irak. Hertil kommer et antal dræbte og sårede fra konfrontationerne i Tyrkiet. Våbenhvilen, som blev etableret i forbindelse med fredsforhandlingerne mellem den tyrkiske stat og PKK fra efteråret 2013, er således brudt, og begge parter anklager hinanden for at være den aggressive part. Faktum er, at aftalen med USA fremstår som et skalkeskjul for at genoptage kampen mod PKK, som har fundet sted on and off siden 1984.
Hvad kan være formålet med at stække PKK på nuværende tidspunkt? Der kan nævnes to grunde. For det første ønsker Tyrkiet at svække den kurdiske magt i det nordlige Syrien. I takt med, at de syriske regeringsstyrker trak sig tilbage fra de kurdiske områder i det nordlige Syrien fra 2012, har det syrisk kurdiske parti PYD og dets militære gren YPG etableret en autonom kurdisk region, kaldet Rojava (i.e. ”vest”= Vestkurdistan), bestående af tre kantoner Cisire, Kobane og Efrin. Et selvstændigt kurdisk område opfattes af Tyrkiet som en trussel mod den tyrkiske nationalstat, idet det kan udgøre en inspiration for Tyrkiets kurdere i kampen for autonomi. I forsommeren formåede YPG at vinde terræn, således at to af de tre kantoner smeltede sammen. Med den før omtalte sikkerhedszone i Syrien kan Tyrkiet skyde en kile ind mellem de to kurdiske områder og forhindre et sammenhængende Rojava. Derudover ses PYD som PKK’s søsterorganisation i Syrien, og der er ingen tvivl om, at der i praksis er tæt kontakt og samarbejde mellem de to organisationer. Hvis Tyrkiet kan reducere PKK’s styrker, vil det således også svække kurdisk indflydelse i det nordlige Syrien.
Besværligt valgresultat
For det andet står præsident Recep Tayyip Erdogan og regeringspartiet AKP i en prekær indenrigspolitisk situation. Ved valget den 7. juni i år mistede AKP sit absolutte flertal og kan dermed ikke gennemføre en ønsket forfatningsændring, som vil sikre Erdogan øget magt i præsidentembedet. Hovedårsagen til AKP’s dårlige valgresultat er, at det pro-kurdiske parti HDP fik 12,9 procent af stemmerne, og dermed kom over spærregrænsen på 10 procent. Derudover viste det sig ikke muligt at danne en koalitionsregering, hvorfor der skal være nyvalg den 1. november. Den eskalerede konflikt med PKK ses af mange som et forsøg på generelt at diskreditere kurderne, så HDP mister vælgertilslutning og må forlade parlamentet, hvorved vejen er banet for forfatningsændringen.
Det paradoksale ved Tyrkiets kamp mod PKK er, at mens USA og koalitionspartnere bomber IS i mere eller mindre formelt samarbejde med YPG, så bekriger Tyrkiet PKK inden for egne grænser såvel som i Nordirak. I september eskalerede Tyrkiet konflikten yderligere ved at tage landtropper i brug ind over den irakiske grænse i jagten på PKK. Bagved hele misseren ligger muligvis en kalkule foretaget af IS, hvor formålet med organisationens terrorangreb i Suruç den 20. juli skulle være at involvere Tyrkiet i kampen mod PKK. Hermed vil IS’s stærkeste modstander på landjorden, nemlig kurderne, blive svækket.
