RUSLAND | D. 10.-16. september 2021 afholdte Rusland og partnere Zapad, en strategisk øvelse der afholdes hvert fjerde år, med henblik på at træne deployering af tropper i Ruslands vestlige retning. Granskning af øvelsens forløb og indhold kan give indsigt i, hvordan Rusland potentielt vil gå til en regional konflikt mod NATO i landets vestlig retning. I dette års øvelse var hovedtemaerne militær integration af Belarus, sammenfaldende øvelse i Arktis og ’new generation warfare’.
Zapad (vest) er en af fire gentagende strategiske øvelser udover Tsentr (center), Kavkaz (Kaukasus) og Vostok (Øst) i de russiske væbnede styrkers strategiske øvelsesregime. Øvelsen blev afholdt i kølvandet på den politiske krise i Ruslands partnerstat Belarus og en stigning i operationelle konfrontationer mellem Rusland og flere NATO-landes patrulje og øvelsesaktivitet. Muligvis af denne grund var størrelsen af øvelsen i år større end i den forrige Zapad i 2017. Som sædvanlig var øvelsesscenariet aktiv russisk-belarussisk modstand mod en vestlig koalition af europæiske lande støttet af USA. I årets scenarie var modstanderne de fiktive stater ”Nyaris”, ”Pomoria” og ”Polarrepublikken”, hvilke skulle repræsentere henholdsvis Litauen, Polen og Norge (eller et andet skandinavisk land) ifølge den amerikanske ekspert, Michael Kofman.
Militær integration af Belarus
En stor del af øvelsesaktiviteten i Zapad-21 blev afviklet i Belarus, hvilket i sig selv ikke er nyt. Dog har retorikken omkring øvelsen været mere velkommende fra regimet i Minsk i modsætning til tidligere år, hvor Lukasjenko og den belarussiske ledelse har udvist betænksomhed og ikke fuldstændig samarbejdsvilje overfor militært samarbejde med Rusland i større øvelser.
I år har styret i Minsk accepteret, at store dele af øvelsen har foregået på belarussisk territorium, hvilket er et tegn på, at Lukasjenkos regime er presset af den interne politiske krise i landet, hvor protester i år og sidste år blev mødt med repression fra regimets side. Tidligere har Lukasjenko nemlig kunne købe sig autonomi og støtte ved at spille EU og Rusland ud mod hinanden om indflydelse i landet, men efter EU’s sanktioner mod regimet er dette magtspil ikke længere muligt, hvorfor regimet nu er mere afhængigt af russisk støtte.
Denne støtte er Rusland villig til at give, men ikke gratis. Det militære samarbejde mellem de to stater under Zapad-21 er blot en mindre andel af en større militær integration af Belarus, der har været i gang de seneste år. Siden den politiske krise i Belarus begyndte, har det russiske og belarussiske forsvar afholdt et øget antal øvelser sammen, hvilket kan have været et påskud for at have russisk militær tilstedeværelse i landet, såfremt den politiske situation skulle udvikle sig uhensigtsmæssigt. Landene har ligeledes underskrevet en aftale om at genoptage det øgede samarbejde om luftforsvar i regionen, hvilket blandt andet indebærer, at Belarus huser et fælles træningscenter i Grodno med russiske kampfly. Det store belarussiske aftryk i Zapad bør derfor tolkes som et signal til Vesten om ikke at blande sig i landets politiske anliggender.
Sideløbende øvelse i Arktis
D. 9. september, dagen før starten på Zapad, startede en større øvelse med Nordflåden i de arktiske farvande i Barentshavet og på land tæt på den russisk-norske grænse. Ligesom Zapad var dette en øvelse af stort omfang med 50 krigsskibe, 120 luftfartøjer og omkring 8000 militært personel. Øvelsen indgik ikke som en del af Zapad på forsvarsministeriets oversigt over øvelseslokationer, men inddragelsen af ”Polarrepublikken” i Zapads øvelsesscenarie taler i retning af, at det næppe er tilfældigt, at Nordflåden afholdte sin øvelse på det tidspunkt og i det område.
Officielt er Zapad en øvelse i Ruslands vestlige militærdistrikt, mens Nordflåden for nyligt fik administrativ selvstændig status fra d. 1. januar i år. Det er derfor muligt, at Nordflåden holdes ude af Zapad på det officielle plan for at understrege distriktets selvstændige status. Det er ikke utænkeligt, at Nordflådens distrikt i fremtiden får sin egen større strategiske øvelse.
Konkret var øvelsesscenariet forsvar af den Nordlige Sørrute og baserne omkring Murmansk på Kola-halvøen. I øvelsen blev dele af det såkaldte Bastionsforsvar med kystbaserede missiler aktiveret på Aleksandra øen og Franz Josef øgruppen sammen med operationer både til søs og fra luften i Barentshavet. Kort forklaret er Bastionsforsvaret en ’area-denial’ operation, som Nordflåden kan iværksætte for at beskytte den Nordlige Sørrute, der har stor økonomisk betydning for Rusland og er uddsejlingen for baserne ved Murmansk, der huser størstedelen af Ruslands ubåde væbnet med atomvåben. At dele af denne operation øves sideløbende med Zapad er interessant, da der kunne spekuleres i, om en regional konflikt i Europa potentielt kan igangsætte Bastionsforsvaret i Arktis eller vice versa .
Aktivt forsvar og ’new generation warfare’
For både Rusland og NATO er det efterhånden blevet en floskel, at de militære ledelser understreger større øvelsers defensive motiv. Dette års Zapadøvelse var ingen undtagelse. Man bør dog være opmærksom på, at ”defensiv” i Rusland ikke nødvendigvis betyder ”afventende”. Efter Anden Verdenskrig, hvor det russiske hjemland blev udsat for store ødelæggelser, har den militære ledelse udtænkt, at fremtidige krige ikke må udkæmpes på russisk territorium. Derfor anvendes det såkaldte ’aktive forsvar’ der slører linjen mellem offensiv og defensiv strategi. I Zapad øves ’aktivt forsvar’, hvor især evnen til hurtigt at fremskyde store mængder tropper til Belarus og Kaliningrad øves. Herfra har det stor prioritet at ”lukke hullet” på den korte polsk-litauiske grænse (Suwalki-korridoren) og dermed afskære Baltikum fra resten af NATO’s styrker. Rusland ved godt, at de ikke har ressourcerne til at udkæmpe en lang krig mod Vesten, hvorfor målet er at tage initiativet i konfliktens første fase, afskære Baltikum og forhandle konfliktens ophør fra en styrket position bakket op af truslen om nuklear eskalation.
Det er ikke kun i forholdet mellem offensiv og defensiv strategi, at linjerne er slørede i den militære strategi, der bliver øvet under Zapad. ’New generation warfare’ eller ’hybridkrig’ øves på lige fod med de mere konventionelle strategier under øvelsen. Kort fortalt bygger denne strategi på en krigsopfattelse, hvor Rusland, særligt efter Maidan i 2014, anser sig selv som værende i en ikke-voldelig konflikt med Vesten (se Oscar Jonsson 2019). Især truslen fra vestligt igangsatte farverevolutioner opfattes som en trussel af den russiske ledelse og legitimerer brug af ’aktive midler’ (aktivnye meroprijatija), eller ikke-voldelige instrumenter som cyberangreb, misinformation og infiltrering af civilsamfundet som man så det på Krim i 2014. Dette indebærer, at ”sindet” tænkes som en vigtig slagmark i moderne krig.
Overordnet set er Zapad-21 en bekræftelse af den militære genoprustning, der har fundet sted i Rusland siden årtusindskiftet, hvor landet fandt fodfæstet igen efter Sovjetunionens opløsning. Både den militære integration af Belarus og den øgede aktivitet i Arktis er en tilbagevenden mod den militære styrke i Ruslands nordlige og vestlige regioner, der er i russiske øjne er nødvendig for at håndhæve suverænitet i et omfang, der ikke har været muligt før nu. I den sammenhæng viser øvelsen af bastionsforsvaret i Arktis, det aktive forsvar og ’new generation warfare’, at Rusland er forberedt på moderne konflikter, der kan eskalere fra ikke-voldelige midler til regulær krig.
