Den makedonske præsident nægter at udnævne en regering, der bakkes op af parlamentet. Dermed er Makedonien fortsat hærget af politisk krise. Iagttagere frygter, at krisen kan munde ud i etniske spændinger mellem makedonere og det store albanske mindretal. Klaus Bjerre analyserer.
Den afgående regering hævder, at en ny regeringskoalition, der har flertal i parlamentet, vil splitte landet. Spørgsmålet er, hvem der reelt truer landets sammenhold.
På det seneste har der været store demonstrationer mod dannelsen af en ny regering, ledet af socialdemokraten Zoran Zaev, med støtte fra tre albanske partier. Tidligere var der store demonstrationer mod den tidligere regering, ledet af Nikola Gruevski fra det national-konservative parti VMRO-DPMNE. Gruevski regerede med støtte fra et af de albanske partier – den demokratiske union for integration (DUI) –som nu støtter socialdemokraterne i stedet. Politikerne er voldsomt polariserede, og det samme er vælgerne. Modsætningerne har en etnisk dimension, men de etniske spændinger, er snarere en konsekvens af den politiske krise end årsagen til den.
Den politiske krise tog fart i 2015 efter et støt voksende antal velunderbyggede påstande om, at premierministeren, Nikola Gruevski havde benyttet sig af valgsvindel, korruption og ulovlig aflytning af borgerne. Anklagerne kom fra den socialdemokratiske lejr, ledet af Zoran Zaev, som kunne fremlægge en række optagelser af samtaler mellem Gruevski og hans folk. Der blev rejst et sagsanlæg mod blandt andre Gruevski, men i foråret 2016 bebudede præsident Gjorge Ivanov, at han ville underskrive et dekret ”så sagsanlæg mod og blandt politikere indstilles”. Dekretet blev dog annulleret efter store demonstrationer i Makedonien og pres fra udlandet. EU og USA pressede på for at afholde nyvalg i Makedonien. Valget blev udsat to gange, men endelig gennemført i december 2016.
Gruevskis parti fik 51 mandater mens Socialdemokraterne fik 49. Resten af de 20 mandater gik til 4 albanske partier. Det største albanske parti, DUI, fik 10 mandater, og kunne have sikret Gruevskis fortsatte magt, hvis de ville støtte ham som før valget. Partiet havde dog fået en ordentlig vælgerlussing og er næsten halveret. Vælgerne mistænkte partiets ledelse for at have ladet sig købe til at støtte regeringen i stedet for at fremme albanernes interesser. En del af partiets vælgere gik til et nydannet albansk parti, men mange gik også til socialdemokraterne, hvilket er bemærkelsesværdigt. DUI er nu med i den socialdemokratisk ledede flertalskoalition.
Præsidenten afviser nydannet regeringskoalition
Præsident Ivanov begrunder sin afvisning af den nye regeringskoalition med, at en sådan regering vil splitte landet, den vil være til fare for Makedoniens suverænitet og den vil være en platform for et fremmed land. ”Ifølge den ed jeg har svoret … kan jeg ikke give mandat til nogen, der truer Makedoniens suverænitet”, udtaler præsidenten ifølge Reuters.
Begrundelsen er, at de tre albanske partier, som indgår i koalitionen, har bilagt nogle indbyrdes stridigheder på et møde i nabolandet Albanien og at Albanien derfor skulle have øvet indflydelse på deres politik. Regeringsgrundlaget indeholder løfter om en større ligestilling af det albanske sprog, og en fortsat tilnærmelse til EU. De nationalistiske politikere mener, at større indrømmelser til albanerne kan føre til en føderalisering af Makedonien, og at den vestlige del senere vil kræve at indgå i et ”Storalbanien”. De undlader dog at fortælle, at kun et lille albansk parti med 3 mandater går ind for en kantonisering eller føderalisering af landet.
Præsidentens afvisning af den nye regeringskoalition dækker sandsynligvis i virkeligheden over et forsøg på at undgå undersøgelser af den gamle regering og det nationalkonservative parti, som både Gruevski og Ivanov tilhører. På en af de optagelser, der er blevet offentliggjort, hører man da også den daværende indenrigsminister sige til andre ministre at, ”en skønne dag kan vi komme i fængsel for det her”. Iagttagere mener, at det Gruevski og Ivanov har gang i kan være farligt. De puster til ilden, når de taler om albanske trusler mod Makedoniens suverænitet.
Makedonske albanere.
Albanere udgør mellem en fjerdedel og en tredjedel af indbyggerne i Makedonien. Siden Ohrid-aftalen i 2001 har de haft flere rettigheder og mere ligestilling end tidligere. Herefter har ledende albanere fremhævet, at deres fremtid ligger i Makedonien, men også at Ohrid-aftalen skal implementeres bedre. De albanske ledere i Makedonien har også for nylig benægtet ethvert ønske om grænseændringer eller føderalisering.
Siden 2001 har der været relativ ro i forholdet mellem albanere og flertalsbefolkningen i Makedonien. Albanerne er i større tal indgået i politistyrkerne og andre offentlige stillinger. Således var den makedonske ambassade i København i en periode ledet af en charge d’affaires af albansk herkomst.
Der er dog også fortsat spændinger. I 2015 kom det til en voldsom konfrontation i Kumanovo nord for Skopje og nær Kosovo. Regeringen satte tungt bevæbnede politistyrker ind mod, hvad der angiveligt var et terrorangreb fra albanere, hvoraf en del kom fra Kosovo. En snes mennesker omkom og mange huse blev raseret ved regeringens angreb mod ’terroristerne’. En undersøgelse af, hvad der egentlig lå til grund for aktionen, er aldrig blevet gennemført. I Makedonien mener mange af regeringens kritikere, at der var tale om et set-up fra regeringens side, hvor målet var at bortlede opmærksomheden fra anklagerne om regeringens magtmisbrug.
Store demonstrationer mod regeringen fortsatte i 2015. En teltby foran regeringsbygningen samlede deltagere fra hele landet, og mange steder vajede det albanske flag ved siden af det makedonske, for at understrege, at begge befolkningsgrupper var imod regeringen.
Makedonsk frygt
Nu demonstreres der igen, denne gang til støtte for Ivanovs og Gruevskis modstand mod en ny regering under socialdemokraten Zoran Zaev. Her er der kun makedonske flag og bannere mod ”forræderne som vil splitte landet”. De støttes af pressen, som i høj grad er domineret af Gruevskis folk. Offentligt ansatte har længe skullet vare sig mod at kritisere Gruevskis regering, og mange af dem ønsker ikke en magtændring, som kan true deres jobsikkerhed. Mange stillinger er besat ud fra ”loyalitetshensyn” frem for kvalifikationskriterier.
Selvfølgelig bunder modstanden mod det nye flertal også i en dybereliggende frygt for, at makedonerne er truede. Grækenland modsætter sig energisk, at staten må hedde Makedonien, og internationalt bruger man officielt betegnelsen FYROM (Former Yugoslav Republic of Macedonia). Bulgarien har ganske vist anerkendt den makedonske stat, men hævder, at der ikke eksisterer et makedonsk folk eller et makedonsk sprog: Makedonerne er i virkeligheden bulgarer, som taler en bulgarsk dialekt.
Det vakte stor opstand da en amerikansk politiker foreslog, at Makedonien skulle ophøre som stat, fordi det ikke var en vellykket statsdannelse. Staten kunne så deles mellem Bulgarien og Albanien. Det republikanske medlem af Repræsentanternes hus, Dana Rorabacher, kom med udtalelsen i begyndelsen af året. Rorabacher var på det tidspunkt på tale som mulig udenrigsminister for Donald Trump. Han har senere trukket i land, men udtalelsen kan forsat bruges i de nationalkonservatives propaganda. Både Bulgarien, Albanien og Kosovo har taget afstand fra forslaget. De ønsker ikke ny uro på Balkan.
Makedonernes frygt kan føre mange til at støtte en autoritær anti-albansk politik, der vækker minder om Milošević politik overfor Kosovo-albanerne. En sådan politik ville hverken gavne makedonere eller albanere.
Internationale reaktioner
USA og ikke mindst EU har set med bekymring på den politiske lammelse i Makedonien. Flere gange har EU’s udvidelseskommissær Johannes Hahn været på besøg i landet. Han er bekymret over det stadig mere autoritære præg, som den foregående regering gennem 10 år har udviklet. Hahn var med til at presse sidste års valg igennem, og han opfordrer nu præsident Ivanov til at lade Zoran Zaev danne regering sammen med de albanske partier. Der er omgående brug for en ny regering, så der kan sættes gang i en reformproces, siger Hahn. Imidlertid har præsident Ivanov her i marts nægtet at modtage Hahn og sagt, at han hellere skulle møde demonstranterne og lytte til deres krav.
Rusland bakker i modsætning til Hahn op om de nationalkonservative og deres frygt for et Storalbanien, men dette bunder nok mere i, at Socialdemokraterne og de albanske partier arbejder for en tilslutning til EU.
Klaus Bjerre, lektor i historie, har arbejdet med og rejst på Balkan i årtier.
