REPORTAGE | Gik du glip af vores Østeuropakonference – “25 år efter Muren”? Fortvivl ikke for rØSTs Kristian Foss Brandt har skrevet en udførlig rapportageartikel, så man nærmest var der selv. Bare uden duften af ungarsk gullasch. Læs med her om konklusionerne fra en indholdsrig dag i Alexandersalen.
Med cremen af danske udenrigskorrespondenter, der var udstationeret ved Murens fald i 1989, lagde ”Forandringer i Østeuropa – 25 år efter Muren” blidt fra land. Kendte navne som Jan Jakob Floryan, Vibeke Sperling og Poul Erik Skammelsen fik sat ansigter på de allerede velkendte stemmer. Jan Jacob Florian, der tidligere var korrespondent for Danmarks Radio i Berlin, Warszawa og Moskva, beskrev Berlinmurens opførelse, der fra den ene dag til den anden – og med tysk præcision – skilte 3,7 mio. mennesker i Berlin fra hinanden. Han blev dog hurtigt indhentet af sin egen grundighed og måtte vige for ordstyreren Peter Zacho Søgaard, der gerne så, ”at vi også fik revet muren ned igen”. Floryan fik afsluttet sin 20 minutters taletid med historien om “Erik Honeckers lampebutik” og om DDRs 40 års jubilæum i oktober 1989, der blev fejret i pomp og pragt, lige før det hele ramlede om ørerne på regimet, blot en måned senere.
Vibeke Sperling, kendt for sin tid i Moskva for Danmarks Radios P1, fulgte op med erindringer om en tid, som hun kaldte for en glansperiode som journalist: ”Der er ingen anden begivenhed i nyere tid, som har været med til at forme min generation som Berlinmurens fald. Alle de oprør, vi så rulle hen over det østlige Europa, var jo en glansperiode som journalist”.
“Man troede jo, Rusland ville blive som os”
”Murens fald er også historien om optakten til katastroferne, som vi oplever dem i dag. Russerne har det jo med at sige, at de blev lovet, at Nato ikke ville blive udvidet mod øst, og de taler meget om, at de er blevet ydmyget, mens sagen er, at det nok var lige omvendt. Rusland er blevet kolossalt fejlvurderet. Man troede jo faktisk, at Rusland ville blive ligesom os inden for en kort periode,” sagde Vibeke Sperling, inden hun gav stafetten videre til TV2s tidligere udenrigskorrespondent i Prag, Moskva og Washington, Poul Erik Skammelsen, der også medgav, at murens fald var det, som formede danskernes verdenssyn. Et verdenssyn, der måske var kimen til et alt for optimistisk syn på, hvad vi kan ude i verden.
”Murens fald var en befrielseshistorie. Det var en af de få lykkelige begivenheder dengang. Folket opdagede, at frygten for stasierne ikke længere var der. Men i dag ser vi jo, at man har genindført frygten og løgnen i Rusland. Forskellen er måske, at vi ikke står med den samme dybe ideologiske modsætning, som vi gjorde dengang. Vi står over for en lang, lang konflikt med Rusland, men vi må afgøre, hvad det er for en konflikt,” sagde Poul Erik Skammelsen.
Steffen Gram med på Skype
Steffen Gram, senior-korrespondent for Danmarks Radio samt redaktør og vært på Danmarks Radios udenrigsmagasin Horisont, var med over en skypeforbindelse fra Wien og gav sit indspark i form af historier fra det daværende kommunistiske Rumænien, der oplevede et voldeligt kup, frem for en fredelig revolution i 1989. Et land, som var og er meget fodslæbende i forhold til reformer, og hvor korruptionen stadigvæk florerer i rigt omfang.
”Rumænien var og er et korrupt samfund, hvor lønningsniveauet er så lavt, at der ikke er noget proportionelt forhold mellems ens uddannelse og ens lønningsniveau. Rumænerne har været aldeles åbne over for Nato og EU, da de afskyr Rusland. Men de føler sig også ladt i stikken som et latinsproget land, der aldrig er kommet ind i det gode selskab i Europa på trods af utallige henvendelser,” sagde Steffen Gram, der også understregede, at de central- og østeuropæiske lande har haft forskellige forudsætninger for at kunne transformere sig til velfungerende demokratier efter murens fald.
Transitionens veje er uransagelige
Bolden blev dermed givet videre til eksperterne Uffe Østergaard, Søren Riishøj og Karin Hilmer Pedersen, der gav et lidt mere nuanceret billede af de forskellige lande med tanke på landenes historie og kulturelle indentitet. Blandt andet måtte Uffe Østergaard, der er professor i europæisk historie, medgive, at beliggenheden af Østeuropa i dag er oppe til forhandling.
”Det er Rusland, som gør en del af Europa til Østeuropa. Set i lyset af den nuværende konflikt er vi i øjeblikket i gang med en forhandling om, hvor det ligger henne,” sagde Uffe Østergaard, der gav Polen en meget stor del af æren for, at Danmark klarede sig godt under højkonjunkturen, og fortsat var forundret over danskernes manglende interesse for og viden om dette kæmpe naboland (der i øvrigt klarede sig bedst af alle de europæiske lande under krisen). Til gengæld fastslog han også, at korruptionen fortsat spiller en stor rolle i de østeuropæiske lande – som den i øvrigt har gjort igennem historien.
For Søren Riishøj, der er lektor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, var det nødvendigt at fastslå, at der er stor forskel på, hvad man forventede i de forskellige lande efter murens fald – og ligeledes hvordan den såkaldte økonomiske ”chokkur” virkede.
”Efter murens fald var der en forventning om, at de Central- og Østeuropæiske lande som eksempelvis Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn langsomt ville få samme levestandard som os i vesten. Men selvom man har klaret sig ok i f.eks. Polen og Tjekkiet, er det ikke nødvendigvis gået den rigtige vej med Ungarn, der havde samme forudsætninger for et økonomisk velfungerende og demokratisk samfund, som disse to stater,” sagde Søren Riishøj, der understregede, at Ukraine også kan blive et økonomisk sort hul, hvis man skruer forventningerne for meget i vejret.
Internationalt panel
Således opmuntret – og med en lækker frokost fortæret undervejs – tog konferencen springet videre til tre udenlandske oplægsholdere i form af Sabrina P. Ramet, professor i statskundskab på Norwegian University i Trondheim, Anamaria Dutceac Segesten, adjunkt på central- og østeuropastudier på Lund Universitet i Sverige og Inge Christensen, Ph.d.-studerende på Greifswald Universitet i Tyskland med særligt fokus på seksuelle minoriteters vilkår i Rusland og Ukraine efter sovjetunionen.
Sabrina P. Ramet startede med at indrømme, at hun tilbage i starten af halvfemserne havde skudt forbi, da hun i en af sine mange forudsigelser havde skrevet, at Ungarn som et af mange europæiske lande ville udvikle sig til et stabilt demokrati. Til gengæld ramte hun lige i øjet, da hun forudsagde Jugoslaviens opløsning og den efterfølgende krig på baggrund af en masse faktorer som blandt andet landets gæld, uddannelsesniveau og religiøse tilhørsforhold.
Anamaria Dutceac Segesten tog over og gav et overblik over de politiske og økonomiske transitioner, som landene i Sydøsteuropa havde været igennem, mens hun understregede, at den største transition, der var sket i disse lande efter krigen, var den normative indflydelse, som EU havde haft på regionen.
”De normative kræfter har spillet ind i lande som Rumænien, Serbien, Kroatien, Slovenien og Albanien i forhold til, hvordan man skal opføre sig, og hvad man forlanger af sine politikere. Den mest indflydelsesrige rolle, som EU har haft i denne region, er den værdisættende. Det handler om, hvad indbyggerne kan acceptere, og hvad de ikke kan acceptere,” sagde Anamaria Dutceac Segesten, der understregede, at det blandt andet kan ses med det rumænske valg, hvor den nyvalgte præsident blandt andet blev valgt på at gøre op med korruptionen, der gennemsyrer landet.
Ruslands sårede stolthed
Som rosinen i pølseenden havde konferencens arrangører gemt diskussionen af Ukraine og Rusland. Ifølge Karsten Jakob Møller, der er tidligere militærattaché i Rusland og pensioneret senioranalytiker ved DIIS, skabte Sovjetunionens sammenbrud en bitterhed og ydmygelse, som russerne fortsat har svært ved at vaske af sig i dag. Det lever Putin højt på, når han forsøger at skabe genfortællingen om et stærkt, samlet Rusland.
”Som forsvarsattaché oplevede jeg en bitterhed og vrede over, at de havde ladet det falde sammen. Vi regnede alle med, at tiden ville læge alle sår. Men hele bevidstheden om den ydmygelse, man var igennem, og den kraft, som man mistede som supermagt, er ikke væk i dag. Derfor er Putins hovedbudskab i dag, at sammenbruddet er den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede. Og han har befolkningens opbakning i dag,” sagde Karsten Jakob Møller, der dog også understregede, at de mennesker, som stod for Rusland i halvfemserne, forspildte chancen for at knytte Rusland tættere til vesten. I dag er de skubbet ud af russisk politik, og Putin har ingen eller meget ringe modstand på den politiske scene.
”Efter Duma-valget i 2011, hvor vi så massive demonstrationer fra den nye middelklasse, der var træt af korruption og politisk manipulation, skulle Putin skabe en ny fortælling. Den fortælling handler i dag om, at Rusland lever i en meget farlig verden, hvor fjendtlige kræfter kun ønsker Rusland det dårligt. Og den er nu alment accepteret blandt befolkningen,” sagde Jakob Karsten Møller.
Ruslands militær ruster op
Claus Mathiesen, der er tidligere ass. militærattaché i Warszawa og militærattaché i Kijev, samt i dag lektor i polsk og russisk ved Forsvarsakademiet, fortsatte med at fortælle om et Rusland, der i høj grad fortsat lever på sin militære styrke. Selvom materiellet er gammelt – og på ingen måde på højde med USA – så har Rusland sat et voldsomt investeringsprogram i værk. Rusland har nu det tredjestørste militærbudget i verden efter kun USA og Kina. Selvom russerne ikke har den militære kapacitet til at udgøre en global supermagt, er man i gang med at forøge militærudgifterne i en sådan grad, at man i 2015 vil bruge over 500 mia. danske kroner. Desuden vil udgifterne til militæret stige støt de kommende år.
”Efter Georgien-krigen konstaterede russerne, at man måtte reformere militæret. Militæret gennemgår derfor en betydelig reformation netop nu, hvor blandt andet materiellet bliver opgraderet, mens militæret også bliver forandret til at stå mere globalt samt mere defensivt. Det står klart, at militæret og militærindustrien i højere grad skal spille en rolle i fremtidens Rusland,” sagde Claus Mathiesen.
Ukrainernes frihedstrang
Freelancejournalist Johannes Wamberg Andersen, der har været bosat i Ukraine i mange år, gav sit besyv med i forhold til sit syn på konflikten i Ukraine, der har udviklet sig til en stor international diplomatisk krise. Ifølge ham må man se Ukraine som en forsinket nationalstat, der fortjener al mulig støtte fra vesten, hvis landet ikke skal ende med at blive ligesom Bosnien-Hercegovina.
”Ukraine er en forsinket nationalstat og har en selvidentifikation, som ikke kan sammenlignes med Rusland, der har en herskermentalitet. Vi bliver nødt til at støtte op om landet med både våben og penge, hvis det ikke blot skal blive en fejlslagen bufferstat imellem Rusland og resten af Europa,” sagde Johannes Wamberg, der dermed kritiserede EU for at være alt for eftergivende overfor Ruslands ønske om en plads ved bordet i forhandlingerne om Ukraines tilhørsforhold.
Efter et glas vin kunne gæsterne forlade Alexandersalen med mange indtryk og et gratis eksemplar af Magasinet rØSTs nye temanummer om Ukraine, trykt til lejligheden.
