KLUMME | På søndag afholdes anden runde af præsidentvalget på Cypern. Den konservative Nicos Anastasiades forventes at vinde valget. Han overtager i så fald et økonomisk kaos og en frosset konflikt med den tyrk-cypriotiske nord-ø. Peter von Kohl ser her nærmere på den lille ø-stat med de store problemer.
Hestekødsskandalen har et centrum – Cypern!
Det forekommer nærmest absurd, at den lille Middelhavsø er centrum i en af de største fødevare-skandaler, Europa har oplevet: Salg af hestekød under foregivende af, at det er oksekød. Men en nøje undersøgelse af det pågældende køds vej viser, at det hele er foregået via en mellemhandler på Cypern. Og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi der på Cypern eksisterer helt specielle muligheder for at bedrage omverdenen. Og det endda helt legalt!
Begrundelsen er en del af den tragedie, der på ægte græsk vis har ramt kærlighedens ø, hvor Afrodite steg op af havets skum for at gå i land til sin elskede Adonis.
I dag ville Adonis nok tale russisk og ikke græsk – for en gudeskøn kvinde vil næppe vælge en nu i alles øjne fattig græsk-cypriot som mål for sin attrå, men derimod en velhavende russisk forretningsmand, der bor legalt eller illegalt på øen. Godt 250.000 russere menes at opholde sig på øen – heraf kun godt halvdelen legalt (Cypern har i alt godt 1,1 million indbyggere, heraf ca. 77 procent græsk-cyprioter og ca. 18 procent tyrk-cyprioter).
Den russiske indflydelse
Russerne er veletablerede på øen, især i den sydlige by, Limassol, hvor de har forretninger, skoler, gymnasier og egen kirke. De hvidvasker store summer penge og driver uden at blinke handel med narko, våben og ulykkelige mennesker såsom flygtninge og prostituerede, fortrinsvis via deres kontakter i de tidligere Sovjetstater. Og så har de godt fat i de såkaldte ’offshore companies’.
Idéen med disse foretagender var oprindeligt god nok. For knap 40 år siden havde Cypern udviklet sig til Mellemøstens finansielle knudepunkt. Borgerkrigen i Libanon fra midt-70’erne havde ødelagt landets status som finansielt centrum, så Cypern, der kun ligger ca. 60 kilometer fra Libanons kyst, var den naturlige arvtager. Så her mødtes politikere, forretningsfolk og mellemhandlere fra nær og fjern – enten helt åbent eller under fortrolige forhold .
Pengene strømmede ind i de cypriotiske banker, også fra de arabiske kongefamilier der lejede hele etager på Limassols luksushoteller for at holde ferie med ikke alene deres enorme familier, men også med de omfattende stabe. Cyperns centrale og strategisk vigtige position gav dog ikke mindst russiske forretningsfolk gode betingelser for at kunne operere fra øen, blandt andet via oprettelse af de nævnte offshore selskaber, der blot behøvede en adresse på øen for at opnå enorme skattemæssige fordele, også for lokalt ansatte.
Historisk set var der gode forbindelser mellem Cypern og Sovjetunionen. Forbindelser, som den første cypriotiske præsident siden selvstændigheden i 1960, ærkebiskop Makarios den 3., forstod at udnytte. I sine bestræbelser for at tilhøre den dengang 3. verdensmagt, nemlig stater uden for både den vestlige og østlige interessesfære, formåede Makarios med stor dygtighed at bruge Cyperns sovjetiske forbindelser til egen fordel i stil med statsledere som Nehru, Nasser og Tito.
Cypriotisk kommunisme
Alt, hvad der kunne vinde en ’ven’ uden om USA, fik enhver tænkelig støtte fra Kreml. Den sovjetiske ambassade i Cyperns hovedstad Nicosia voksede sig til at blive den næststørste USSR-ambassade, kun overgået af ambassaden i Washington. Cyperns strategiske betydning – især i og over for Mellemøsten, men i det hele taget – var åbenlys.
På Cypern voksede det kommunistiske parti AKEL sig stort og kunne sammen med en dygtig AKEL-ledet fagbevægelse, PEO, give græsk-cyprioterne stor fremgang. Den græsk-cypriotiske udgave af kommunismen udviklede sig hurtigt til noget, der lignede en farce, for det var udelukkende materielle goder, der stod på ønskelisten hos alle involverede. Det var derfor let for AKEL og PEO at svinge med, da Sovjetstyret faldt, og Gorbatjov lancerede sin moderne linje.
Cypern har siden 2008, som eneste EU-medlem nogensinde, haft en kommunistisk præsident, Demetris Christofias. Hans formodede afløser efter anden runde af præsidentvalget på søndag, Nicos Anastasiades, er konservativ og leder af DISY-partiet.
Anastasiades er interessant nok også den eneste af de ledende politikere på Cypern, der i 2004 var fortaler for et ja ved folke-afstemningen om den såkaldte Annan-plan til løsning af Cypern-problemet. Ved afstemningen stemte tyrk-cyprioterne klart ja, mens et overvældende flertal af græsk-cyprioter sagde nej. Afstemningen fandt i øvrigt sted umiddelbart inden optagelsen i maj samme år af hele øen i den Europæiske Union.
Invasion og international boykot
Og så er vi ved endnu en af grundene til det besynderlige i, at Cyperns økonomi – vel at mærke den græsk-cypriotiske del – er brudt sammen.
Siden 1964, altså i snart 50 år, har UNFICYP, FN’s fredsbevarende styrke på Cypern, sikret en stabil udvikling på øen. Ikke mindst efter den tyrkiske intervention og siden invasion i 1974 har der været ro og dermed grobund for økonomisk fremgang.
Den tyrkiske invasion var en reaktion på et mislykket kupforsøg orkestreret fra Athen af Grækenlands daværende militær-junta, som havde ENOSIS (forening med Grækenland) som mål. ENOSIS blev opnået i syd, mens det tyrk-cypriotiske nord blev straffet med en international handelsboykot for Tyrkiets invasion – en handling den tyrk-cypriotiske befolkning ikke selv havde begået.
Tyrkiet gennemførte den i øvrigt nødvendige militære aktion i overensstemmelse med London/Zürich-aftalerne om Cyperns selvstændighed, garanteret af tre stater – Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien – men bevirkede altså hermed en international handelsboykot af det nordlige Cypern.
Penge forsvandt i græske banker
Allerede i midt-1970’erne var Grækenland bevidst om den lille ø-stats rigdom – og den ville have tilført den allerede dengang slunkne græske statskasse en enorm gevinst. Men sidenhen gjorde de græske banker sig de ihærdigste anstrengelser for at udnytte græsk-cyprioternes påståede rædsel for endnu en tyrkisk invasion. Ud fra devisen ’anbring bare jeres penge i Athen, så er de sikret!’ gjorde de græsk-cypriotiske banker som Athen ønskede.
Nu har de græske banker så ikke længere de græsk-cypriotiske penge, som er forsvundet ned i det dybe græske gældshul. Tilbage står den græsk-cypriotiske ledelse og befolkning med håret i postkassen. Kreml har tilbudt ø-staten belejligt mange penge, men dette er druknet noget i debatten om, hvorvidt den Europæiske Centralbank, den Internationale Monetære Fond og EU skal hoste op med en hjælpepakke.
Sidstnævnte løsning har ikke mindst Jörg Asmussen (fra Flensburg, deraf det dansk-klingende navn), det tyske medlem af ECB, været en ivrig fortaler for, idet Cypern med udgangen af marts står på bar bund.
Asmussen mener, at i fald Cyperns økonomi kollapser, vil EU stå i samme situation, som da Grækenland stod endnu tættere på afgrundens rand, end tilfældet er nu for Cypern. Og her kommer så de mange spørgsmål:
- Bør EU ikke sige til den nye græsk-cypriotiske præsident: ’Få så lavet en hurtig aftale med Tyrkiet om en føderal løsning på Cypern-spørgsmålet!’?
- Bør EU ikke sige til sit kandidatland Tyrkiet: ’Se nu at få en aftale med den nye græsk-cypriotiske præsident om en føderal løsning på Cypern-spørgsmålet!’?
- Bør EU ikke sige til både Ankara og Nicosia: ’Se nu at få en aftale om udvindingen af naturgas fra undergrunden i havet mellem de to stater!’?
- Bør EU ikke indføre tyrkisk som et af sine officielle sprog, når nu gælisk kunne indføres sidestillet med engelsk som Irlands officielle sprog – godt en femtedel af Cyperns befolkning taler dog tyrkisk, tæller det slet ikke?
- Bør IMF ikke sige til den nye græsk-cypriotiske præsident: ’Find nu ud af dels hvem af de mange russere på øen, der er der legalt, dels hvad de foretager sig!’?
- Bør ECB ikke sige til den nye græsk-cypriotiske præsident: ’Få nu gjort de græsk-cypriotiske banker totalt uafhængige af de græske banker!’?
- Bør FN ikke sige til alle parterne: ’Nu er det slut med UNFICYP’s tilstedeværelse på øen – og med den internationale boykot af Nordcypern!’?
