Andrej Kurkov: Gartneren fra Otjakov. 352 sider. Oversat af Jan Hansen. Forlaget Hovedland (2012). Pris: 269 kr. Anmeldt af Tenna Jensen
Gartneren fra Otjakov er den seneste roman fra Andrej Kurkov, og modsat God ven af liget (da. 2010) og Døden og en pingvin (da. 2004) som Kurkov fik udgivet i Ukraine i midt 1990’erne, så er denne nærmest frisk fra den ukrainske trykke med originalversionen fra 2010. Og det er ikke det eneste nye ved Gartneren fra Otjakov, i denne opstår der nemlig også et overnaturligt element, udtrykt igennem en tidsrejse tilbage til Sovjetunionens æra – året 1957.
At opklare sin egen tatovering
Den 30-årige Igor bor i Irpen, Ukraine, sammen med sin mor, Jelena Andrejevna. Da den ældre gartner – Stepan – dukker op, bliver han hyret af Igors mor til at tage sig af haven. Stepan har en udtværet tatovering, som han ifølge familieoverleveringerne har fået af sin far. I mangel på andet at foretage sig tilbyder Igor at hjælpe med at tyde tatoveringen, og i den forbindelse tager Igor og Stepan på tur til Otjakov, hvor Stepan oprindeligt er fra. Med tilbage derfra har de 3 gammeldags kufferter, og kufferternes indhold bliver, for Igors vedkommende, indledningen til adskillige rejser tilbage til Otjakov – men ikke med traditionelle transportmidler og ikke i nutiden. Plottet i Gartneren fra Otjakov drejer sig nemlig om to akser, en »Irpen 2010 akse« og en »Otjakov 1957 akse«.
Igor er som sådan ikke en ny karakter i Kurkovs univers, og hans litterære brødre hedder Tolja og Viktor, og er at finde i God ven af liget og Døden og en pingvin. Kurkov skildrer endnu en gang det passive menneske, som på trods af de 15-18 år der er gået, siden Tolja bestilte en lejemorder til sig selv, stadig har svært ved at finde en identitet og en vilje til handling: Igor er arbejdsløs og bor hjemme hos sin mor, som stadig må hyre en gartner til haven, fordi Igor ikke kan tage sig sammen.
Fortiden som nyskabelse
Man kunne derfor godt få den tanke, at Kurkov sidder fast i sine beskrivelser af det postsovjetiske samfund, men det er ikke tilfældet. For selv om vi indirekte får en beskrivelse af Ukraine efter Sovjets sammenbrud, og en god beskrivelse af en kultur, som på mange måder ligger os fjern, så er det også en mere fjern sovjetisk fortid, som her kommer under behandling. Og det er måske ikke bare for udlandets (og Kurkovs mange udenlandske læseres) fornøjelse, men måske også for at fortælle de unge ukrainere lidt om deres lands fortid. Er Igor en repræsentant for sin generation, så udviser han i hvert fald et utroligt dårligt kendskab til og forståelse af det sovjetiske samfund, da han dumper ned i det – og det på trods af at han er født i dets sidste årti:
»De to bundter 100-rubelsedler fra sovjettiden var overraskende tunge, da han tog dem op. Igor tænkte sig om. Hvor meget vidste han egentlig om den tid, hvor landets møntfod havde heddet rubler, som man i vore dage for længst ikke kunne købe noget for? Praktisk taget ingenting. Det vil sige, han var selvfølgelig selv blevet født dengang, under den sidste sovjetiske ”femårsplan”, som hans mor plejede at sige.«
Traditionen og bruddet
Otjakov 1957 giver en ekstra dimension til Igor-problematikken. I Irpen 2010 er der et stort modsætningsforhold mellem Stepan og Igor, hvor Stepan mest af alt minder om den for sovjettiden så typiske positive helt, som ikke kan sidde stille, og som bare måudføre dagens dont. Igor derimod er det overflødige menneske – et levn fra Pusjkins Onegin, Lermontovs Petjorin og Turgenevs Rudin – og Igors gode intentioner bakkes ikke op med handling. Han kan næsten ikke engang overskue at tage ind til Kiev for at mødes med sin ven og drikke sig i hegnet. Og det er ikke ubetydelige mængder alkohol der bliver sat til livs i Gartneren fra Otjakov, og Igors udbrud: »Skål for mig!« hviskede han, for det var et skråplan at drikke uden at skåle med nogen«, synes at kunne retfærdiggøre mange liter cognac, vodka og hjemmebrændt.
Efter at Igor har været et par ture til Otjakov 1957,og har lært sin fortid at kende og fået en forståelse for det sovjetiske samfund, så ligner han dog mere og mere en handlingens mand, som kan rage kastanjerne ud af ilden. Og efter det meget konkrete møde med fortiden begynder han også at tænke over fremtiden.
Kurkovs finurligheder
Selve tidsrejseaspektet er dygtigt og subtilt beskrevet, og tiden og plottet i Otjakov 1957 fungerer rigtigt godt sammen med Irpen 2010. Typisk for Kurkov kommer der også en overraskelse i plottet, og selv om man tror man har gættet slutningen, så bliver der lige sat en ekstra krølle på halen, for hvem er gartneren fra Otjakov egentlig? Men krøllen kommer desværre aldrig helt rundt, og enderne hænger ikke helt sammen når fortid møder nutid, og det er en skam.
Romanen virker til tider alle sine 352 sider lang, men sproget, som er forfriskende og finurligt, redder ofte det lidt langsomme tempo:
»Det var begyndt at støvregne. En så spredt og genert regn, at det så ud, som om regndråberne undskyldte for, at de ikke så ud som noget, der passede meget bedre til de store, tunge skyer, der burde bringe en tordenbyge eller i det mindste øsende regn.«
Og her må der falde en ros til oversætter Jan Hansen, som med sit betydelige kendskab til Kurkov igen har ramt stilen.
Kurkov kan heller ikke i denne roman dy sig for at benytte sig af tilfældigheder fra den virkelige verden. Der er således mindst to karakterer, som hedder Igor i romanen, og minsandten om ikke den ene på et tidspunkt bliver kaldt Igor-fotograf – en fin hentydning til Misha-pingvin og Misha Ikke-Pingvin fra Døden og en pingvin – men denne hentydning gør også læseren opmærksom på, hvad denne roman mangler lidt af, og det er Døden og en pingvins charme.
Mere optimisme
Det kan også undre, at Hovedland ikke har lavet noterne på samme måde, som i God ven af liget hvor de beskedne 11 noter er nummereret i et system, hvor man som læser kan gå om bag i bogen, når man møder nummeret i teksten, og dér finde forklaringen. I Gartneren fra Otjakov er de ikke nummeret, de kan derfor ikke findes efterhånden som man møder dem i teksten – og der er 30. Efter 352 sider har man simpelthen glemt i hvilken sammenhæng ancien régime blev nævnt, eller hvorfor Likvideringen kræver en forklaring. Dette forstærkes af noten nederst på side 204 om ukrainsk overtro, udledt af en litterær indflydelse fra Anton Tjekhovs Stue nr. 6 (eller Sjette afdeling), da denne note netop er placeret hvor man har brug for forklaringen.
Gartneren fra Otjakov mangler Døden og en pingvins charme og God ven af ligets nervepirrende plot, men selv om Gartneren rammer en lidt mere seriøs tone, så har Kurkov en evne til at beskrive de lidt skæve eksistenser, og på en og samme tid forklare fortiden og give den røffel. Gartneren fra Otjakov synes også mere optimistisk i beskrivelsen af sin samtid, kriminalitet er stadig en væsentlig faktor, men der fokuseres ikke i samme grad på det som i de to andre danske oversættelser, skrevet i 1990’erne. Gartneren er dog på mange måder typisk kurkovsk, og kan man derfor lide de andre Kurkovbøger, så går man bestemt heller ikke galt med denne.
