Af Jakob Edut, PR medarbejder hos Entré Scenen

Sommersolen skinner over Grønnegade, da lastbilen med bogstaverne ”SK” bagpå bakker ind i indkørslen. Bagklappen åbnes, og i løbet af ganske kort tid er den ellers så stille foyer omdannet til en myretue af folk, der slæber rekvisitter fra bilen og ind i teatersalen, mens slovakiske, engelske og danske gloser blander sig med hinanden.

En kæmpe netværksopgave

For første gang byder Entré Scenen indenfor til East Gate Europe Festival. En festival for ny scenekunst fra de lande, der i en årrække har arbejdet sammen under overskriften DNA – Development of New Art. I to år har Entré Scenen været en del af DNA netværket mellem kulturinstitutioner fra seks europæiske storbyer; New Web (Prag), Katedra Kultury (Warszawa), A4 (Bratislava), L1 (Budapest), Glej Theatre (Ljubljana) og Entré Scenen (Århus). DNA er blandt andre financieret af EU’s kulturprogram, og hovedformålet er at støtte den kreative vækst, styrke mobiliteten mellem landene og udvikle professionelle forbindelser med kunstnerkolleger og publikum fra hele Europa. Blandt andet ved festivaler og showcases, hvor de seks partnerlande er repræsenteret. En stor opgave, men også en enorm hjælp for kunstnerne, såfremt den lykkes.

Og det gør den. Torsdag aften må Entré Scenen melde udsolgt til forestillingen ”Dead Souls” om voyeurismens lumre væsen. En universel historie om ensomhed og tristesse i en tilfældig europæisk storby. Dialogløs og gennemført ved hjælp af stærkt skuespil og flimrende projektioner opad skæve lærreder i form af køleskabe, brusekabiner og alskens andre dagligdagseffekter. Et slag i mellemgulvet på storbymennesket og gennemgående nedslående. På den fede måde. Udenfor teatersalen begynder pølserne på grillen at dufte og premierevinen klukker i glassene. Publikum er rørte, og efter et kort ‘changeover’ bliver de indre rystelser omsat til fysisk dans, da balkanorkestret Tako Lako indtager scenen med et hæsblæsende show, der mixer østeuropæisk traditionel folkemusik med rock, hip hop og mellemøstlige taktarter.

Østeuropa er hot

Selvom Entré Scenen er en af Århus’ mindre scener, er det sjældent, at ny scenekunst – dansk som udenlandsk – kan tiltrække så mange besøgende, at den røde lampe må tændes i billetlugen. Hvordan kan det være, at netop østeuropæisk dans og perfomance så kan gå for fyldte sale i Århus? Svaret er ej entydigt, men en af grundene kan måske findes i den spirende interesse for østeuropæisk kultur, som fornemmes på mange kulturelle platforme. Dokumentarfilmen ‘Tangograd’ af danske Boris B. Bertram fortæller om livet blandt et dansekompagni i den vestsibiriske by Chelyabinsk, hvor Ruslands første atombombe blev udviklet, og som i dag er kendt som et af de mest radioaktive steder i verden. En dokumentaristisk danse- og miljøfilm. Østeuropæisk musik er også begyndt at blive et marked, som interessenter venter sig meget af.

Under dette års SPOT Festival var et af indsatsområderne derfor Nordic Baltic Knowledge Forum, hvor repræsentanter fra de baltiske landes musikeksport var inviteret til Danmark for at tale om hvilke musikalske samarbejder, det kunne være værd at kigge på i fremtiden. Dette er blot få eksempler på, at fokus på kultur fra, og omhandlende, Østeuropa, langsomt men sikkert sniger sig ind på det danske marked i takt med, at et købestærkt publikum opdyrkes i den tidligere østblok. Selvom klichéen ofte lyder, at økonomisk krise kan være en katalysator for det kunstneriske virke, lader det til, at den optimistiske tendens inden for de østeuropæiske økonomier kan være med til at sikre, at vi i Danmark får udbredt kendskaben til den kunst, som Østeuropa i enormt omfang er leveringsdygtig i.

Mistro og glæde

Udfordringer for kunsten er der til gengæld nok af. Blot få dage før East Gate Europe løber af stabelen, må en af de deltagende grupper gå tiggergangen mod det velstillede vesten og bede om flere penge for overhovedet at kunne møde op. Deres eget garanterede tilskud til deltagelsen er med ét blevet taget fra dem. Denne form for aftalebrud og korruptionslignende handlinger er stadig dagligdag for mange, og der hersker en gennegribende mistro. Der bliver afregnet kontant, og er noget penge værd, transporterer man det selv – så er man sikker på, at det ikke bliver stjålet under fragten.

På trods af udfordringerne, og til glæde for mange, ender alle medvirkende dog med at møde op, og festivalen bliver afviklet på bedste vis. Især daler roserne ned over den helt unikke samproduktion ”Casablanca Therapy”. Produktionen er blevet til ved, at hver DNA-partner har sendt to performere til audition hos instruktør Bojan Jablanovec (Via Negativa, SL), der er kendt for sine ofte provokerende og kontroversielle forestillinger. Begge de danske performere er blevet udvalgt, og resultatet er en ærlig og sårbar tematisering af kærligheden, der i høj grad involverer tilskuerne. Blandt andet da de til sidst får muligheden for at afprøve virkningen af de fire halvnøgne kvinders yndlingskærtegn – midt på scenegulvet.

Østeuropa helt ind under huden

I fire dage går det løs. To forestillinger hver aften og ofte snakke, gode grin og medbragt vodka efter sidste opførsel. Kontakter bliver skabt, og idéer og tanker bliver vendt. Østeuropæere og danskere mødes i et spændende kulturmøde. East Gate Europes slogan lød: ”Don’t be a stranger”, og ovenpå en særdeles vellykket festival, virker det faktisk som om, at alle er blevet lidt mindre fremmede for hinanden.

I øjeblikket er DNA-partnerne i gang med en ny ansøgning til EU om en 2-årig bevilling til at opbygge nye og udbygge gamle netværksprojekter. Uanset udfaldet af denne ansøgning er det bestemt ikke sidste gang, Entré Scenen byder indenfor til international, endsige østeuropæisk, scenekunst, og siger: ”Don’t be a stranger” til os selv, kunstnerne og ikke mindst tilskuerne.

 

Se billeder:

Billeder fra åbningen af teaterfestivalen, åbningskoncerten og forestillingerne

 

Læs mere:

DNA -Development of New Art

Entré Scenen

 

Programmet fra East Gate Europe:

Dead Souls (SK)

Tako Lako (DK/SRB)

Oh we are so lucky (PL)

Casablanca Therapy (SL/DK/PL/HU/CR)

Let’s Get Personal (DK)

Meating (CZ)

Purple Desert (HU)

Af Jakob Edut