Letland har overlevet en dyb finanskrise, men borgerne jubler ikke. 20 år efter deres selvstændighed tvivler mange på deres fremtid i landet. I anden del af Emil Fibiger Petersens reportage går vi tættere på den lettiske økonomiske krise.
På frihedspladsen i midten af Letlands hovedstad, Riga, strækker en gammel dame sine kobberarme 42 meter op i luften.
I hænderne holder hun tre stjerner, der repræsenterer Letlands tre gamle regioner: Vidzeme, Latgale og Courland. Statuen er letternes vigtigste symbol på frihed fra Sovjet.
Efter udsigten til velfærd i starten af det nye århundrede er de blevet slået tilbage til start af finanskrisen.
Og de skuffede forventninger lader sig vise. Den seneste af DNB Bankas månedlige undersøgelser viser, at hver tredje respondent er klar til at udvandre, fordi de ikke ser en fremtid i Letland.
”Folk er frustrerede. Krisen har ødelagt mange letters liv, og det har været svært for dem at gøre noget ved det,” siger politolog Veita Kazoka, der arbejder for den politiske tænketank Providus.
En helt anden størrelsesorden
Letlands offentlige forbrug var skruet alt for højt op inden krisen. Da krisen ramte bremsede hele økonomien, så staten ikke længere kunne finansiere sine udgifter. Statsbankerotten var formentlig blevet en realitet, hvis ikke EU og Den Internationale Valutafond havde valgt at træde til og tildele landet et lån på 35 procent af dets BNP i december 2008. Danmark bidrog med tre milliarder kroner.
”De fik lånet med et krav om, at de skulle få styr på deres økonomi, og det må man sige, de har arbejdet på. Der er virkelig gået til bidet,” siger chefanalytiker hos Nationalbanken, Jakob Ekholdt Christensen, der har fulgt Letland tæt siden finanskrisen.
På to år har de strammet deres offentlige budget med 16 procent af BNP. Det ville svare til, at Danmark skulle finde 250 milliarder kroner i skattestigninger og besparelser. Det er en størrelsesorden, som ikke er set gennemført i andre lande i nyere tid.
”Mange tvivlede på, det kunne lade sig gøre, for det er besparelser, som ville skabe oprør i andre lande. Men det lykkedes altså for Letland, og det gør det til en duks i forhold til Grækenland og andre forgældede lande”, siger han.
De forfaldne håndhævere
Ude på de snævre halvbelyste gange på politistationen er regeringens konsekvente politik ikke noget, der spreder jubelstemning.
Det blomstrede tapet med fugtpletter har flere steder rykket sig fri af væggen. Det brune gulvlinoleum er hullet og bulet. Og revner følger rundt langs loftet, hvor et lysstofrør kan supplere det dagslys, der sniger sig ind af det lille vindue.
Luften er tung og klam inde på kontoret på femte sal, hvor et par kaktusser dekorerer skabe med sagsmapper.
Politistationen midt i Letlands hovedstad, Riga, ligner det, den er: Et levn fra Sovjet.
”Vores bygninger forfalder sammen med resten af politiet,” lyder det klukkende fra en af dem, der arbejder i bygningen, Agris Suna.
Han er en tætbygget midaldrende mand med skarpe ansigtstræk og kort-klippet hår, der efterhånden er mere gråt end brunt. Han er en autoritær type at snakke med, men en gang i mellem bliver karakteren brudt af et rul med øjnene og et grotesk grin over de besparelser, der efter krisen har ramt ham og hans kollegaer.
På kanten af fattigdom
En kvindelig betjent fortæller, hvordan hun lever under fattigdomsgrænsen, fordi hun skal afbetale lån, og hvordan hun har fået astma af at arbejde i de nedslidte bygninger.
Alle offentlig ansatte mistede 25 procent i løn ved den første sparerunde i 2009. Politiet er nogle af dem, som sparekniven har ramt flere gange, og den gennemsnitlige betjent tjener nu 2500 kroner, ifølge Agris Suna. Han er selv gået fra en løn på 6300 kroner til 3200 kroner efter skat. Alle betjente har mistet ti betalte feriedage, børnebidrag og 1500 af deres kollegaer, som følge af stramningerne.
Næste gang kan de meget vel miste 2000 kollegaer mere. Sådan er meldingerne fra regeringen lige nu, og derfor er det også kun chefen Agris Suna, der har lyst til at stå frem med navn. Han leder politiets fagforening, en af landets få fagforeninger, men det har ikke ført til en dialog med politikerne endnu.
”De er immune over for os,” siger han.
De fleste betjente må tage ekstra jobs for at kunne overleve. Det er typisk arbejde i vagtfirmaer.
Andre vælger at supplere deres løn med bestikkelse. Taxachauffører fortæller gerne, at de kan betale sig fra fartbøder for 50 kroner. Det er helt normalt. Af mere alvorlige episoder nævner Agris Suna kriminelle, som betaler efterforskere for ikke at rejse sag.
Det værste eksempel så politiet i januar i år, da en betjent blev skudt og dræbt i jagten på en gruppe kasinorøvere. Senere viste det sig, at røverne var fire aktive politifolk. ”Det er et særtilfælde, men vi ser flere og flere korruptionssager, og hvordan skal vi kunne gøre noget ved det med den her løn,” siger Agris.
Vækst blev brugt forkert
Inden finanskrisen fik politiet og andre offentlige ansatte lønforhøjelser hvert år.
Alle de penge, staten fik ind på grund af den fulde beskæftigelse og det store forbrug, blev brugt igen.
”Staten skovlede penge ind med den ene hånd og ud med den anden. Der blev mere af alt. Nogle år blev lønnen sat 25 procent op hos offentlige ansatte. Man var ekstremt fokuseret på at holde på arbejdskraften og nå samme luksus som i vesten, siger økonom Morten Hansen fra Stockholm School of Economics i Riga og fortsætter:
”I stedet skulle man have brugt væksten til at gennemføre reformer af en offentlig sektor, der var ineffektiv og kørte med et stort underskud. Men det tænkte man ikke på dengang.”
Emil Fibiger Petersen er nyuddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Denne artikel er baseret på en 12 dages researchrejse i Letland.
Magasinet rØST bringer fra tid til anden EU-relaterede artikler i samarbejde med Magasinet NOTAT. Læs mere på www.notat.dk
Læs også: Et andet Letland
