Grybauskaites indstilling af Pozarskiene skal først godkendes af Litauens parlament, men sikkert er det i hvert fald, at stillingen ikke går til Petrauskas.
Op til Baltic Pride i Vilnius forsøgte Petrauskas sammen med en lokalpolitiker fra Litauens næststørste by, Kaunas, at få tilladelsen til Baltic Pride trukket tilbage, begrundet i hensynet til deltagernes sikkerhed.
Beslutningen blev anket og omstødt i sidste øjeblik af den højeste administrative domstol i Vilnius, efter et døgn med meget heftige udtalelser fra Grybauskaites kontor og flere internationale politikere.
Også den danske udenrigsminister Lene Espersen var ude og beklage det forbud, som blev ophævet i sidste øjeblik. Og forud for paraden gennemførtes en menneskerettighedskonference, som Den Danske Ambassade i Vilnius gav massiv støtte – bl.a. via et stort økonomisk bidrag.
Der blev fra flere sider spekuleret i, hvorvidt Petrauskas’ sabotage af paraden var et led i en taktik, for at sikre ham politisk opbakning til at blive fastansat som statsanklager. Taktikken gav i givet fald kraftigt bagslag, da den tvang Grybauskaite i karakter – og dette med overordentlig kraft.
Grybauskaite er Litauens mest populære politiker med en opbakning i befolkningen på 85 % ved den seneste meningsmåling, og indtil Petrauskas angreb på paraden havde hun hovedsageligt støttet op om den i meget neutrale og generelle vendinger.