SERBIEN | Det er snart tre år siden, at Rusland med sin invasion af Ukraine forandrede Europa. I en serie af artikler stiller Magasinet rØST skarpt på situationen i Sydøsteuropa, hvor den udenrigspolitisk set labile situation i høj grad præger situationen i de respektive lande.
Christoffer Kjeldsen ser nærmere på Serbien, hvis historisk set traditionelle balanceøvelse mellem Vesten og Rusland er kommet under yderligere pres efter Ruslands invasion af Ukraine. Mens den serbiske præsident Aleksandar Vučić på en og samme tid forsøger at bevare forbindelserne til både EU og Rusland, fortoner et fremtidigt medlemskab sig i horisonten, ligesom befolkningens opbakning til EU daler.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 har Serbien befundet sig i en penibel position. Serbisk udenrigspolitik har længe været en balanceøvelse mellem Vesten og Rusland, men invasionen af Ukraine satte denne serbiske balanceøvelse under større pres end hidtil.
Denne serbiske ambivalens har længe været en central brik i den serbiske udenrigspolitik – også før Ruslands invasion af Ukraine. Som den daværende serbiske præsident, Boris Tadić, understregede i 2009, består serbisk udenrigspolitik af fire hjørnesten: gode bilaterale relationer til USA, Kina, Rusland og EU. På mange måder kan den serbiske udenrigspolitik også ses i forlængelse af Jugoslaviens forsøg på at modarbejde blokpolitikken under den kolde krig med etableringen af Den Alliancefri Bevægelse. Det første topmøde for sammenslutningen af landene, som Jugoslavien var et af de førende lande af, blev da også afholdt i netop Beograd i 1961.
På lignende vis vedtog landet i 2007 en deklaration om militær neutralitet, hvilket Vučić siden også har understreget som værende landets politik. Den serbiske reaktion på den russiske invasion af Ukraine peger på, at landet fortsætter denne politik, og at landets internationale positionering i udbredt grad forbliver dobbelttydig.
Et ben i begge lejre
På trods af at den serbiske regering og præsident Aleksandar Vučić gentagne gange har understreget, at EU-medlemskab er en central prioritet, er landets positionering genstand for kritik. Landet har indtil videre modstået vestligt pres for at indføre sanktioner mod det russiske regime, men har omvendt fordømt invasionen i FN-regi og stemt for suspenderingen af Rusland fra FN’s Menneskerettighedsråd. Tidligere på året, sammen med statsoverhovederne af Ukraine samt landene på Vestbalkan, underskrev Vučić ved et topmødet i den albanske hovedstad Tirana en deklaration, hvor landene fordømmer invasionen og bekræfter deres tilsagn til yderligere vestlig integration og støtte til Ukraine. Møder med højtstående EU- og vestlige delegationer, hvor serbiske repræsentanter har understreget landets dedikation til EU-projektet, ofte rost som indikationer på landets vestlige orientering, har dog ofte blot været efterfulgt af møder med russiske politikere og embedsmænd.
Det skete for eksempel i midten af maj i år efter et møde mellem landets nyudnævnte premierminister, Miloš Vučević, og den daværende ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba. Her understregede Vučević, at Serbien til fulde respekterer og støtter Ukraines territoriale integritet. En måned efter, i starten af juli, besøgte Ruslands viceudenrigsminister, Alexander Grushko, Beograd og deltog i et møde med Aleksandar Vučić. Vučić beskrev i den forbindelse landenes bilaterale forhold som gode og produktive og takkede Rusland indgående for dets støtte i forbindelse med flere presserende spørgsmål.
En indikator på landets ambivalente orientering er muligvis sammensætningen i landets nyeste regering. En af landets nye vicepremierministre er Aleksandar Vulin. Han er tidligere forsvarsminister og chef for den serbiske efterretningstjeneste og sanktioneret af USA for blandt andet medvirkning til at facilitere ondsindet russisk aktivitet i regionen. Han har siden krigens udbrud i Ukraine ad flere omgange besøgt Rusland og modtaget medaljer fra både den russiske efterretningstjeneste FSB og landets præsident Putin som tak for godt samarbejde indenfor efterretningssektoren. Blandt de nye ministre er der også Nenad Popović, som på lignende vis er sanktioneret af USA grundet tætte relationer til Moskva.
Ikke desto mindre består regeringen også af flere ministre, der er mere positivt stemte over for Vesten og EU. Dette vidner muligvis om, at Serbien under Vučić ikke har taget et holdent ståsted. Ligeledes har Miloš Vučević, landets nye premierminister, udtalt, at EU-medlemskab fortsat vil være et strategisk, udenrigspolitisk mål for Serbien. Modsat har Vučević dog også betonet, at Serbien fortsat vil pleje sine forhold til andre internationale aktører, herunder EU’s modparter i form af Kina og Rusland.
Nedadgående opbakning til EU blandt befolkningen
På lignende vis spiller regeringstro medier ligeledes en væsentlig rolle i dannelsen af anti-vestlige holdninger blandt befolkningen. Det gør de, mens de samtidig er med til at skabe et positivt billede af den russiske præsident, hvilket er et yderst nyttigt narrativ i Serbien, hvor der i forvejen er et betydeligt pro-russisk segment. På modsatte side er den folkelige støtte til EU nedadgående, hvilket har medvirket til, at støtten til Unionen nu er i omegnen af 40% og dermed er den laveste i regionen.
Nye undersøgelser foretaget af International Republic Institute viser, hvordan et flertal af de adspurgte anskuer Rusland i et yderst positivt billede, mens lidt under halvdelen mener, at netop Rusland er Serbiens vigtigste allierede. Ruslands invasion af Ukraine nyder ligeledes udbredt støtte blandt den serbiske befolkning, hvor ansvaret for invasionen enten placeres hos Ukraine eller betragtes som et resultat af negativ vestlig indblanding, hovedsageligt forårsaget af NATO.
På trods af at et overvejende flertal af den serbiske befolkning i udstrakt grad udviser en betydelig støtte til Rusland, er der dog også aktører i landet, der er kritiske overfor denne position. I månederne efter Ruslands invasion dannede Beograd rammerne for flere demonstrationer imod krigen, hvor de deltagende udviste deres støtte til det ukrainske folk. NGO’er, ukrainske organisationer samt organisationer ledt af eksilerede russere, har oftest stået bag sådanne initiativer.
Russiske antikrigsaktivister har det dog ikke nemt i landet. Serbien har tidligere på året ad flere omgange nægtet eksil-russere adgang til landet og udvist dem, til stor offentlig modstand fra specielt provestlige og antikrigs-segmenter af befolkningen. Flere aktivister har påpeget, at forfølgelsen bunder i de angiveligt tætte forbindelser mellem den russiske og serbiske efterretningstjeneste og er et russisk forsøg på at komme dissidenterne til livs.
Serbisk våbeneksport til Ukraine
På den anden side har der længe været forlydender om, at serbisk militærstøtte er endt i ukrainske hænder via forskellige kanaler. Siden rygterne begyndte at florere sidste sommer, er der flere indikationer på, at der er hold i dem, og udtalelser fra Vučić har da også kun gjort forlydenderne mere sandsynlige. Tidligere på sommeren, adspurgt om serbisk militærstøtte til Ukraine, benægtede Vučić det ikke, men understregede derimod, at Serbien handler med militærudstyr til Vesten, og at landet ikke kan være ansvarlig for, hvor udstyret ender henne.
Det anslås, at Serbiens betydelige eksport af ammunition, der er kommet til Ukraine via tredjeparter, udgør i omegnen af €800 millioner siden invasionen. Væsentlig militær støtte til Ukraine i krigen mod Rusland er dog ikke en populær politisk sag at omtale for meget over for en serbisk befolkning, der som nævnt ovenfor er overvejende positivt stemt overfor Rusland. Det giver muligvis en forklaring på, hvorfor denne mulige støtte ikke er blevet fulgt op af af en større transparens fra Vučićs side.
Bitre NATO-minder, Kosovo og den russiske forbindelse
Centralt for fortællingen om forholdet mellem Rusland og Serbien er landenes tætte fællesskab omkring den ortodokse kristendom, hvor den russiske ortodokse kirke og den serbiske ortodokse kirke udgør centrale grundsten. Rusland har ligeledes i flere centrale, presserende, fra serbisk side, udenrigspolitiske spørgsmål positioneret sig som en central serbisk allieret. Dette kommer blandt andet til udtryk i spørgsmålet om international anerkendelse af Kosovo, som opnåede uafhængighed fra Serbien i 2008. Her har Rusland som permanent medlem af FN’s sikkerhedsråd spillet veto-kortet, når den tidligere serbiske udbryderprovins’ selvstændighed har været på dagsordenen. Portrætteringen af forholdet de to lande imellem som værende historisk og funderet på et slavisk og ortodokst broderskab har resulteret i, at kritik af eller indsigelser imod tilknytningen til Rusland opfattes som forræderi af det pro-russiske serbiske segment.
Serbiske traumer, bitre minder og fortællinger fra 1990erne, specielt i forbindelse med NATO’s 78 dage lange bombardement af Jugoslavien i 1999, fylder den dag i dag meget i offentligheden, og det kan muligvis også være med til at forklare den særlige serbiske balanceøvelse. En gennemgående utilfredshed med Vesten i form af NATO, samt en indædt oplevelse af at være blevet forrådt af vestlige aktører hersker. Rusland i dag udgør i den forbindelse en skarp modpol til Vesten.
Utilfredsheden finder med jævne mellemrum sin vej frem i den offentlige diskurs gennem adskillige medier, hvor blandt andet historier om manglende retsforfølgelse af højtstående NATO-generaler for krigsforbrydelser begået mod den serbiske befolkning ofte pryder medielandskabet. Den årlige mindehøjtidelighed for NATO-bombardementet, d. 24, marts, udgør en fast ramme for det nationale traume. Ved markeringen i 2023 gjorde Vučić det klart, at NATO og Vesten med bombardementet forsøgte at iværksætte en mørk skæbne for det serbiske folk. Denne utilfredshed er ligeledes ofte en rød tråd i opinionsundersøgelser angående den serbiske befolknings holdning til mulig NATO-medlemskab og større euroatlantisk integration.
Mens befolkningen oftest peger på Rusland og Kina som de største udenlandske investorer, er det reelle billede dog betydeligt anderledes. Handlen mellem Rusland og Serbien, og russisk investering i Serbien, er begrænset sammenlignet med EU’s. Eksempelvis stod EU i 2022 for i omegnen af 59% af al serbisk udenlandsk handel og i omegnen af 33% af den udenlandske investering i landet. Til sammenligning stod Rusland blot for små 6% af serbisk handel. EU bidrager med den ubetingede største økonomiske støtte til Serbien, hvilket på trods af uoverensstemmelser og potentiel afvisning af EU’s kerneværdier stadig er nødvendige og velkomne.
Mens krigen i Ukraine fortsætter, fortsætter også Serbiens divergerende kurs og balancering mellem Vesten og Rusland. På modsatte side er der flere udviklinger, som vidner om et Serbien, der indtil videre har undgået at vælge et ståsted. Kultiveringen af forbindelserne med Rusland fortsætter stadig, mens Vučić og regeringen overfor vestlige repræsentanter gentagne gange understreger landets dedikation til større EU-integration, hvor den prorussiske segment af befolkningen ofte præsenteres som et belejligt påskud til, at Vucic, som en vestligt-orienteret præsident, er at betragte som EU’s mand i landet.
Foto: Serbiens vicepremierminister Aleksandar Vulin (Kilde: Medija Centar Beograd (Creative Commons 3.0))
