Skæbnesvangert valg og efterspil i Georgien 

VALG I GEORGIEN | Der er ingen tvivl om, at Georgien befinder sig ind i en afgørende tid og i høj grad er påvirket af både eksterne og interne modstridende kræfter, skriver studerende fra Østeuropastudier på Københavns Universitet,  Julie Quistgaard. Den 26. oktober går det georgiske folk til stemmeurnerne. Der er parlamentsvalg, og Georgiens præsident, Salomé Zurabishvili, har kaldt det et valg om Europa eller Rusland, fortid eller fremtid, diktatur eller demokrati, selvstændighed eller besættelse. Regeringspartiet, Georgisk Drøm, kalder valget en folkeafstemning om fred, moral og traditionelle værdier og valget mellem slaveri fra eksterne kræfter eller statens selvstændighed.

Demokratisk udvikling i Georgien

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 søgte Georgien om EU-medlemskab og opnåede kandidatstatus i december 2023. I de seneste år har landet dog bevæget sig i en retning, som har udfordret EU’s forventninger og krav til medlemslande. Den 3. juni blev en ny lov om gennemsigtighed indført efter omfattende demonstrationer i foråret. Loven, inspireret af en russisk lov fra 2012, stiller krav til civilsamfund, NGO’er og medier om åbenhed og registrering. Den 17. september gennemgik georgiske lovgivere tredje behandling af en ny lov om ”Familieværdier og beskyttelse af mindreårige”. Denne lov giver myndighederne juridisk grundlag til at begrænse Pride-arrangementer, kønsskifteoperationer, ægteskab mellem personer af samme køn, offentlige LGBTQ+-symboler samt visse film og bøger. Lovgivningen begrundes med ønsket om at værne om traditionelle værdier i Georgien. Som følge af den politiske kurs er processen for Georgiens EU-integration i øjeblikket suspenderet

Fornyet samarbejde med Rusland

Det georgiske regeringsparti, Georgisk Drøm, og Kreml har for nylig genoptaget samarbejdet mellem deres to lande, trods de spændinger, der opstod efter Ruslands invasion af Georgien i 2008. I maj 2023 hævede Putin et forbud mod direkte flyvninger til Georgien og fjernede alle visa-restriktionerne for georgiere. Den georgiske regering kvitterede med at åbne op for direkte fly til Rusland på trods af hård kritik fra dele af befolkningen, EU og Washington. 

Repræsentanter fra Kreml har ved flere lejligheder rost Georgiens regeringsparti og deres adskillelse af politiske, ideologiske og økonomiske holdninger til Rusland, der ifølge Kreml har forårsaget en reel renæssance af de bilaterale forbindelser. Den 17. oktober, 9 dage inden valget, fremhævede talspersonen for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, at Rusland er klar til at hjælpe Georgien med at ”normalisere forholdet” til de russisk-kontrollerede regioner, Abkhasien og Sydossetien.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har også flere gange udtrykt sin tilfredshed med den georgiske regering med udtalelser som ”Den georgiske regering har indset, at deres nationale forståelse og identitet afhænger af værdier som ortodokse værdier, der forsøges slettet og undertrykt af vestlige regler.” Senest har Lavrov udtalt, at Georgien var et af de ledende kulturelle centre i Sovjetunionen. En udtalelse, der er bemærkelsesværdig i kølvandet på invasionen af Ukraine, hvor Putin har henvist til historiske, kulturelle og etniske bånd mellem Rusland og Ukraine for at retfærdiggøre invasionen i 2021.

Georgisk drøm?

Roserevolutionen i 2003 blev efterfulgt af en tydelig pro-vestlig udenrigs- og sikkerhedspolitik med et åbent ønske om NATO- og EU-medlemskab. I 2023 støttede 80 % af befolkningen ifølge International Republican Institute et NATO-medlemskab, mens 89 % støttede et EU-medlemskab. Den georgiske regering har flere gange slået fast, at det stadig er Georgiens målsætning at blive en del af EU og NATO. På deres valgplakater kan man da også læse sloganet ”Mod EU med værdighed”.

 Værdigheden, som regeringen lægger op til, er dog iøjnefaldende tæt på Kremls konstruerede narrativer og desinformation på diverse russiske medier. Med udgangspunkt i netop Georgisk Drøms udtalelser, gengiver russiske medier desinformation gennem især to emner; at vesten er i færd med at orkestrere kupforsøg, og at Georgien er ved at genvinde sin nationale stolthed ved ”endelig at stille de ansvarlige til regnskab” for krigen i 2008.

Vestligt støttet statskup 

På russiskkontrollerede medier florerer der artikler, som forklarer, at USA forsøger at gennemføre et statskup i Georgien af frygt for at miste indflydelse i Tbilisi. Den 26. august påpegede SVR, Ruslands føderale udenrigstjeneste, at USA efter sigende har planer om at iscenesætte endnu en farverevolution, og den 11. september påstod de, at USA angiveligt forbereder omfattende masseprotester med det formål at bane vej for en efterfølgende magtovertagelse. Den 3. oktober udgav SVR endnu en rapport, som hævdede, at ODIHR og OSCE havde forberedt sig på at offentliggøre rapporter 10-20 dage før valgets start, der skulle indikere, at der ikke er tilstrækkelige betingelser for frie og retfærdige valg i Georgien. Ifølge SVR stemmer dette ikke overens med virkeligheden og har alene til hensigt at blande sig i Georgiens interne anliggender. OSCE og ODIHR planlægger at offentliggøre en rapport efter valget, hvori det forventes beskrevet, at valget ikke har levet op til demokratiske standarder, hvilket angiveligt vil udløse masseprotester. Organisationerne handler på ordrer fra USA, som ikke er tilfreds med Georgiens politiske kurs, blandt andet fordi Georgien ikke har tilsluttet sig anti-russiske sanktioner. USA har grundet deres utilfredshed med Georgiens politiske linje til hensigt at øge presset på de georgiske myndigheder for at forhindre den nuværende regerings valgsejr. Regeringen står derfor overfor konstant afpresning og intimidering fra vestlige politiske kræfter.

De georgiske myndigheder har flere gange talt om truslen om destabilisering, blandt andet under forårsdemonstrationerne mod fremmedagentlovgivningen. Ifølge russiske medier og den georgiske regering har oppositionen ingen reel chance for at vinde valget. Jo sværere det ser ud for oppositionen, desto mere blander udenlandske kræfter sig i valget. Oppositionen forbereder sig allerede nu på at anerkende valgresultatet som illegitimt, arrangere optøjer og organisere en revolution med hjælp fra amerikansk-finansierede NGO’er hvilket kan trække landet ind i en ny krig.

Georgiens genoprejsning eller ændring af kollektivt traume?

Ligeledes er der mange eksempler på, at russiske medier rapporterer om, hvorledes Georgien vil drage de ansvarlige til regnskab for krigen mellem Rusland og Georgien i 2008. Den 13. august fremsatte Georgisk Drøms politiske råd en erklæring, der beskrev krigen i 2008 som kulminationen på Den Forenede Nationale Bevægelses gentagende mislykkedes forsøg på at provokere Rusland og tiltrække russiske tropper til Georgien.

Ifølge erklæringen havde daværende præsident og leder for partiet, Mikheil Saakashvili, og ”hans udenlandske støtter” indset, at ”meget mere aggressive og omfattende handlinger var nødvendige”. Erklæringen er, ifølge Georgisk Drøm, udarbejdet efter et interview med Heidi Tagliavini, tidligere schweizisk diplomat, der koordinerede en rapport bestilt af EU-Kommissionen, hvis formål var at undersøge krigen i 2008. Rapporten konkluderede, at Georgien startede femdagskrigen efter provokation fra russerne, men Rusland blev beskyldt for at have udnyttet lynkrigen med Georgien til at stramme sit greb om de to georgiske udbryderrepublikker Sydossetien og Abkhasien, som Rusland senere anerkendte som selvstændige.

Dengang var begge lande tilfredse med rapporten. Rusland tolkede rapporten som et klart bevis på, at Georgien startede konflikten. Georgien læste rapporten som et klart bevis på, at Rusland invaderede Georgien. I erklæringen fra august 2024 ignoreres dele af rapporten, der implicerer Ruslands forberedelser og aggressioner i krigen, mens erklæringen forstærker Kremls konstruerede narrativ om krigen, samt konspirationsteorien om den globale sammensværgelse, som rapporten vel at mærke ikke nævner noget om. 

Også Bidzina Ivanishvili, stifter af Georgisk Drøm, har ytret, at Georgien skal sige undskyld for krigen i 2008. En krig mange georgiere bebrejder Rusland for at have været skyld i. Han påtaler, hvor vigtigt det er, at den siddende regering får konstitutionelt flertal i det nye parlament, så de har mulighed for at bringe Saakashvilis parti i retten for at starte krigen i 2008. Zakharova har kommenteret på sagen og siger, at Rusland er ”opmuntrede” af, at der nu er ”offentlig tilkendegivelse” af, at Saakashvili var en galning, et offer for amerikansk bedrag og stod bag krigen i 2008.

Den georgiske regering er med erklæringen i gang med at ændre et kollektivt traume, som krigen i 2008 har været og stadig er for mange georgiere. Og netop genforening og genoprettelse af kontrol over udbryderregionerne ligger allerhøjst på georgiernes ønskeliste. I 2020 svarede i gennemsnit 78 % af georgierne på tværs af land og by, at de ville vælge genoprettelse af kontrol over Abkhasien og Sydossetien frem for NATO- og EU- medlemskab. Det er derfor ikke tilfældigt, at Kreml pludselig lokker med illusionen om muligheden for at normalisere forholdet til udbryderregionerne forud for valget, som belønning for en radikal ændring af narrativet af krigen i 2008.

En skelsættende dag for Georgiens fremtid

Den seneste tids politiske tilnærmelser mellem Rusland og Georgien indikerer tydeligt, at det er i Kremls interesse at få regeringen til at konsolidere sin magt. Fortællingen om, at oppositionen samarbejder med pro-vestlige NGO’er, der påstås, at ville plante og offentliggøre beviser for forfalskning, er et klart forsøg på at beskytte sig selv, inden det pro-russiske regeringsparti eventuelt skulle tabe valget. Skulle oppositionen vinde, kan det på overfladen give legitimitet til en russisk intervention og assistance ved en farverevolution, når SVR måneder før har forudset, at dette kunne ske.

I 2003 lykkedes det under Roserevolutionen demonstranterne at vælte den siddende regering, hvorefter der fulgte en tydelig pro-vestlig politisk kurs. Dette er Rusland ikke interesseret i gentager sig, og det ser ud til, at de har igangsat en plan for, at det ikke skal ske igen.

Om det er russiske kræfter og påvirkning eller politisk rygdækning mod en potentiel russisk invasion, hvis Ukraine skulle tabe krigen, står hen i det uvisse. Men der er ikke nogen tvivl om, at parlamentsvalget den 26. oktober er helt skelsættende og eksistentielt for det lille, kaukasiske land.