Tjuvasjia, Tatarstan, Mordovia, Mari El og Udmurtia lyder måske som noget fra Tintin, men det er faktisk ægte steder, nemlig republikker i den russiske føderation. I føderationen findes der 21 sådanne republikker, som hver især er navngivet efter en separat ikke-russisk etnicitet, kaldet en “titulær nationalitet”. I teorien har disse republikker en høj grad af selvstyre, da de er tiltænkt som hjem for etniske minoriteter, men i praksis har den russiske statsmagt stor kontrol over dem. De fleste af republikkerne er ofte etniske kludetæpper, der rummer en bred vifte af mange forskellige etniciteter. De fem førnævnte republikker ligger alle placeret langs Volgafloden, et område i Rusland kendt for sin store etniske mangfoldighed.
På grund af krigen i Ukraine er Ruslands globale betydning voksende, og det er derfor vigtigt at forsøge at forstå landets interne forhold. I denne artikel vil vi udforske to af Volga-republikkerne: Tatarstan og Mari El, og give et indblik i deres historie, kultur og nuværende position i det moderne Rusland.
Volgatyrkerne i Tatarstan – Kampen mod Moskvas kontrol
700 kilometer stik øst for Moskva ligger Ruslands tredje hovedstad – Kazan, med henholdsvis Moskva og Sankt. Petersborg på første- og andenpladsen. Med en befolkning på lidt over 1,3 millioner mennesker, er Kazan hovedstaden i Volga-republikken Tatarstan. Tatarerne taler et tyrkisk sprog og udgør den største etniske minoritet i Rusland med omkring 5 millioner etniske tatarer i landet, hvoraf cirka 2 millioner af dem bor i Tatarstan.
Tatarstan er en multikulturel region, hvor etniske tatarer udgør 53 procent af den samlede befolkning, etniske russere udgør 40 procent og resten udgøres af forskellige andre etniciteter. Dette er kendetegnende for de fleste republikker i Volgaregionen, hvor den næste landsby på den anden side af bakken, kan være beboet af russere, tatarer, tjuvasjere eller andre. Men hvordan opstod dette etniske kludetæppe i Volgaregionen?
Svaret finder vi i den russiske stats udvidelse mod øst, som for alvor tog fart under Ivan den Grusomme i 1500-tallet. Kazan var dengang hovedstaden i Kazankhanatet, en efterfølgerstat, der opstod som resultat af mongolernes overherredømme i Volgaområdet.
Kazankhanatet var en magtfuld stat og et vigtigt handelscenter langs Volgafloden. Volgatatarerne var kendt for at hærge og plyndre vestpå og udgjorde derfor en af fyrstedømmet Moskvas mest vedholdende rivaler. I 1552 lykkedes det Ivan den Grusomme at vinde overtaget mod volgatatarerne i krig, og Kazan blev erobret i en blodig kamp. På trods af dette forblev volgatatarerne i området og bevarede deres muslimske tro og sprog. Den tatariske elite blev bevidst integreret i det russiske tsardømmes elite som en del af en effektiv og udbredt strategi fra tsardømmets side for at forhindre oprør blandt de erobrede folk.
Flere gange i nyere tid har volgatatarerne dog forsøgt at tilbageerobre deres selvstændighed, først efter den russiske revolution og senest efter Sovjetunionens sammenbrud. Begge gange er selvstændighedsbevægelserne dog mislykkedes.
I dag forsøger mange tatarer at holde fast i deres særegne kultur og sprog, selvom den russiske stat i de senere år har ændret skolesystemet, så det ikke længere er obligatorisk at lære de etniske republikkers sprog. Dog kan hver enkelt skole selv vælge, hvorvidt de etniske sprog skal på skoleskemaet.
For nylig blev konflikten mellem volgatatarernes ønske om at bevare deres autonomi og Moskvas ønske om at kontrollere alle aspekter af Rusland tydelig, da titlen på den øverste leder i republikken Tatarstan blev ændret fra præsident til Rais (arabisk for leder). Ændringen kan være et forsøg på at vise, at der kun er plads til én præsident i Rusland.
Interessen for tatarisk kultur inde i Tatarstan er stigende med en blomstrende musikscene og øget opmærksomhed på både deres sprog og islam. Republikken har tilmed spillet en overraskende prominent rolle i Ruslands kulturlandskab det seneste år. Sangen Pyjala af bandet AIGEL er sunget på tatarisk og blev en af 2023’s mest populære sange i Rusland – sangen blev især kendt som titelsangen i hitserien Slovo patsana (Drengens ord), som skildrer drengebandemiljøet i 1980’ernes Kazan.
Mari El – Europas sidste hedninge?
Nordvest for Tatarstan ligger republikken Mari El, opkaldt efter Mari-folket, som taler et finsk-ugrisk sprog. De finsk-ugriske sprog tilhører en helt anden sprogfamilie end de typiske europæiske sprog. Finsk, estisk og ungarsk er de tre mest kendte og udbredte medlemmer af denne familie, men der er faktisk en lang række af finsk-ugriske familiemedlemmer som har hjemme i Rusland.
Marierne blev også underlagt russisk kontrol som et resultat af Ivan den Grusommes erobringer i krigen mod Kazankhanatet. Under de såkaldte Tjeremisjkrige (Tjeremisj er et gammelt navn for Mari) kæmpede nogle marier på russernes side, mens andre modsatte sig invasionen og gik i oprør. Mange marier flygtede mod øst for at undgå kristianiseringen og bevarede på den måde mange af deres førkristne skikke, traditioner og trosmønstre. Marierne omtales af flere som Europas sidste hedenske folk.
Mariernes traditionelle religion kan opleves i de to små landsbyer Sjorunzja og Sjlan, på grænsen mellem Mari El og Tatarstan. Her tilbedes Osj Poro Kugu Jumu (Den store hvide Gud) ved at ofre mad eller små ting af værdi i hellige lunde omkring landsbyerne. Desuden fejrer man stadig det Mariske Nytår, kendt som Sjorikjol, hvor folk ifører sig specielle masker og deltager i dans og sang på mari.
En anden tradition blandt marierne er et ritual, der udføres den 40. dag, efter at en person er gået bort. På denne dag ifører en slægtning til den afdøde sig i den afdødes tøj og smykker og går rundt hele dagen i rollen som en halvdød. Den vigtigste opgave for den halvdøde på denne dag er at give gode råd til landsbyens øvrige indbyggere, alt imens de synger og danser.
Selvom den mariske kultur og dets sprog tilsyneladende stadig dyrkes på landet, står det ikke så vel til, som med tatarisk kultur. Marierne har aldrig haft en statsdannelse på samme måde som volgatatarerne med deres Kazankhanat, hvilket har gjort det sværere for dem at undgå russificering. Marierne er ligesom mange andre etniske minoriteter i Rusland begrænset til at bevare deres kultur og særegenhed gennem traditionelt håndværk, sang og dans. Disse former for kulturel autonomi er accepteret af den russiske stat, da de ikke anses for at udgøre en trussel mod landets samhørighed i modsætning til de spæde forsøg på autonomi fra volgatatarernes side.
Fremtiden er uvis for Ruslands etniske minoriteter og afhænger i høj grad af udfaldet af Ukrainekrigen. Hvis krigen skulle svække centralstyret i Moskva, kan der opstå muligheder for, at folkene langs Volga kan genvinde en del af deres autonomi. Udsigterne til dette virker dog i øjeblikket begrænsede. Skal de etniske minoriteter fortsat blomstre i deres genfundne kulturer, kunne det tænkes, at der fra Moskvas side skulle sættes et større fokus på at give republikkerne mere selvstyre.
