Kosovos parlament godkendte tirsdag aften den nye regering under ledelse af Hashim Thaci. Godkendelsen kom ovenpå valget af ny præsident for Kosovo faldt på plads. Parlamentet måtte dog ud i hele tre stemmerunder, før Behgjet Pacolli fik det nødvendige antal stemmer for at kunne indtage præsidentposten.
Som leder af Kosovos største parti, PDK, blev Hashim Thaci genvalgt som premiereminister. Thaci står i spidsen for en koalition, der foruden hans eget parti består af partierne Ruguva List, det serbiske liberale parti SLS, Pacollis parti AKR samt flere minoritetspartier.
Lederen af SLS, kosovo-serberen Slobodan Petrovic, indtager én af tre poster som vicepremiereminister. Det er første gang i Kosovos treårige historie, at en person fra Kosovos serbiske mindretal er repræsenteret i en regering. Foruden Pertovic er alle koalitionspartierne præsenteret i regeringen, men PDK har sat sig på de tungeste poster, bl.a. udenrigsministerposten og finansministerposten.
Kontroversiel premiereminister
Den nye regering blev godkendt af 65 ud af parlamentets 120 medlemmer. Flere af PDKs egne medlemmer stemte imod regeringen. Oppositionspartierne boykottede afstemningen, med henvisning til at regeringen ikke repræsenterer befolkningen i Kosovo. De hævder desuden at valget i december må tages om pga. vedholdende rygter om valgsvindel. Yderligere har oppositionen varslet en retssag om en procedurefejl under nomineringer af præsident Pacolli.
Indsættelsen af Hashim Thaci er kontroversiel, da den kommer kort efter Europarådet beslutning om at igangsætte en undersøgelse af opsigtsvækkende anklager mod premiereministeren. Thaci anklages i en rapport og flere lækkede dokumenter for at have kontakter til den organiseret kriminalitet i Kosovo og Albanien. Thaci er desuden anklaget for at have været indblandet i ulovlig handel med organer fra kidnappede kosovo-serbere under krigen i 1999. Thaci selv har afvist alle anklager, men har udtrykt støtte til initiativet om en uvildig undersøgelse af sagen.
Thaci erklærede efter sin indsættelse, at han agter at arbejde bredt for hele Kosovos befolkning, og ikke tilgodese de vælgere, der har stemt på ham.