INDBLIK| Mennesker af forskellig art strømmer til Ukraine fra hele verden. De ønsker at være en del af historiens vingesus – og de håber at få en oplevelse for livet. Kristian Foss Brandt fortæller her historierne om dem og tegner et billede af en krigsturisme, der lever i bedste velgående.
”Politiet begynder at samle sig i klynger. Tror du, at der vil ske noget i dag?” spørger min rejsefælle og tolk, David, da vi går ned af hovedgaden mod Leninpladsen i den østukrainske by Kharkiv, hvor flere større demonstrationer har fundet sted de sidste par dage.
”Ja. Det er helt klart forberedelserne til noget stort,” siger vennen Marc næsten forventningsfuldt, og misser lidt med øjnene for at tælle antallet af betjente, der er begyndt at samle sig foran de hvide politivogne. David er fra Bruxelles, har flere venner i Kharkiv og taler både ukrainsk og russisk. Han har indvilliget i at være min tolk, da han også personligt har en interesse i at møde nogle folk fra egnen, som han ikke har set i mange år. Han arbejder normalt som softwareprogrammør med sit eget firma, hvilket gør ham i stand til at rejse over hele verden. Marc har vi mødt på vores hostel. Han er fra Canada og arbejder normalt i en café i Montreal. I fremtiden vil han gerne være sygeplejerske i verdens brændpunkter, og mener, at Ukraine kan være med til at forme ham og forberede ham på, hvordan man føler og agerer, når man er i en konfliktzone. Vi er alle i samme båd, tænker jeg. Jeg er her i sidste ende også af egen interesse. Ingen har sendt mig til Ukraine og adrenalinsuset er for længst ovre. Nu bliver jeg bare hængende lidt endnu. For det er sgu interessant at være en del af historiens vingesus. Jeg er stadigvæk ikke helt sikker på, hvad det betyder.
Amerikaner med anti-sovjetisk tatovering
I Kiev, noget tid forinden, mødte jeg Ryan og Josh fra Californien, USA. Ryan er en stor, blond, langhåret og smilende 29-årig drengerøv, der godt kan lide at give folk et ordentligt kram. Han var i den amerikanske hær og udsendt i Afghanistan. I dag er han førtidspensionist, da han i krigen blev udsat for nogle ting, som gør, at han blandt andet lider af korttidshukommelse. Han ved rigtig meget om våben, og taler ofte om den amerikanske hær. Den amerikanske hær kan slå til den russiske til plukfisk, hvis det skulle komme dertil, mener han. Ryan rejser verden rundt lige nu. Det var lidt af et tilfælde at han kom til Ukraine. Han vil bare have det sjovt med de lokale, siger han.
26-årige Josh bor i Polen med sin kæreste, er bachelor i historie, og har fået tatoveret en stor rød og sort fane på sit inderlår af en lokal tatovør. Den rød/sorte fane var samlingspunktet for den ukrainske undergrundshær, der fra 1919 til 1991 bekæmpede de sovjetiske styrker. Han siger, han fik den for at sympatisere med demonstranterne. Men kan også godt lide at vise det til kvinderne hernede. Også når han kommer med mig til pressemøder. Han er selv interesseret i konflikten på godt og ondt. Den skræmmer ham lidt, men han er også afhængig af adrenalinen. Han virker til at synes rigtig godt om det amerikanske nyhedsagentur VICE og deres konfronterende udsendelser fra Krim.
Venter på hotelværelset indtil der sker noget
Konflikten kan også inspirere på andre måder. For eksempel til bogprojekter eller dokumentarer. Dokumentaristerne har jeg mødt mange af. Det er ikke alle der aner, hvor de skal starte. Men de skal nok komme i mål mange af dem. For der er nok historier at fortælle. Både før og efter politikerne har afsluttet deres tovtrækkerier. Finske Ahti er i gang med at skrive en bog. Han er nået til et kapitel, hvor det har noget med en konflikt at gøre. Derfor er han taget herned for at finde ud af, hvordan vi reagerer i sådan nogle situationer. Han synes hele tiden kapitlet ændrer sig, jo længere han er hernede. Måske ændrer hele bogen karakter, tænker jeg.
Der er også en mere legitim gruppe hernede. De mange krigsfotografer og korrespondenter, som jeg mødte først i Kiev og dernæst på Krim var alle blevet sendt af deres respektable medier for at dække begivenhederne. Det er deres arbejde. Nogle af dem kom, da konflikten var på sit højeste, mens andre havde mulighed for at dække urolighederne over en længere periode. De fleste af dem, som har været her i lang tid, er dog freelancejournalister og fotografer. Mange af deres dage går med at sidde på et værelse og vente på at begivenhederne udspiller sig. Hvad enten det er demonstrationer i gaderne, eller overtagelser af militære baser, ja måske endda hele regioner. Flere af dem vil bare gerne hjem til deres familier og venner. Men de kan ikke tage hjem. For krigen lurer hele tiden om hjørnet, står der på hjemmesiderne. Og hvad nu hvis?
