KOMMENTAR | Ny EU-rapport retter skarpe anklager mod tidligere højtstående medlemmer af Kosovos Befrielseshær, der i dag menes at bestride ledende politiske positioner, for forbrydelser begået mod etniske minoriteter i Kosovo i kølvandet på NATO’s intervention i Jugoslavien i 1999. Jais Thomas Møller kommenterer.

Flere tidligere højtstående medlemmer af Kosovos befrielseshær (KLA), der i dag menes at bestride ledende positioner i det politiske miljø i Kosovo, står over for anklager for forbrydelser mod menneskeheden ved en særlig EU domstol, der forventes at blive nedsat i begyndelsen af næste år. Anklagerne imod de endnu unavngivne personer blev offentliggjort den 29. juli i en rapport udarbejdet af EU’s Special Investigative Task Force (SITF) under ledelse af chefanklager Clint Williamson.

Williamson blev i 2011 udpeget af EU til at lede SITFs efterforskning af etnisk udrensning begået i Kosovo efter NATO’s intervention mod Jugoslavien i 1999. SITF-rapporten er således kulminationen af tre års arbejde og inkluderer anklager om mord, bortførelser, seksuel vold og andre overgreb begået af KLA imod serbere, romaer og andre minoriteter i Kosovo.

Etnisk udrensning
KLA’s forbrydelser består ifølge rapporten konkret i ”illegale drab, bortførelser, tvungne forsvindinger, illegale tilbageholdelser i lejre i Kosovo og Albanien, seksuel vold, andre former for umenneskelig behandling, tvungne flytninger af personer fra deres hjem og lokalsamfund og vanhelligelse og ødelæggelser af kirker og andre religiøse steder”.

Samtidig vurderes det, at ”dette resulterede effektivt i en etnisk udrensning af store dele af den serbiske befolkning og romaerne fra områder i Kosovo syd for Ibar-floden med undtagelse af nogle få spredte minoritetsenklaver”. Derudover konkluderer SITF, at forbrydelserne ”ikke blev begået af individuelle kriminelle, der agerede på egen hånd, men at de snarere var udført på en organiseret måde og var godkendt af visse personer i toppen af KLA’s lederskab”.

Williamsons undersøgelse støtter en rapport fra 2010 af Europarådets rapporteur, Dick Marty, og bekræfter, at en håndfuld fanger blev myrdet, og at deres organer blev solgt på det sorte marked for at finansiere KLA. Imidlertid er der ifølge SITF 15 år efter endnu ikke nok bevismateriale til at indlede en anvendelig retsforfølgelse for disse forbrydelser.

Vanskeligt at afvise undersøgelse
Alt i alt er der ingen tvivl om, at den 3-årige EU-undersøgelse kaster en mørk skygge over Kosovo. Risikoen er imidlertid, at det politiske lederskab i Pristina vil afvise undersøgelsens konklusioner som rene påstande og beskyldninger vendt mod Kosovo-albanerne, som det var tilfældet efter offentliggørelsen af Martys rapport, og anklage Williamson for at være partisk.

Imidlertid vil det være mere end vanskeligt at afvise Williamsons undersøgelse. Dels har han brugt tre år på at efterforske sagen, ligesom han sammen med sit hold har foretaget hundredvis af interviews og gennemset utallige dokumenter. Dels har han tidligere overvåget serbiske krigsforbrydelser i Kosovo, inklusiv opgravning af massegrave hvor tusindvis af etniske albanere var begravet, og derudover var han medforfatter til anklagerne mod Slobodan Milosevic for netop disse forbrydelser.

Skulle man affærdige Williamsons detaljerede undersøgelse og nægte ethvert kendskab til de grusomheder, som KLA begik efter Kosovo-konflikten, vil det imidlertid ikke bare være yderst skadeligt for Kosovos omdømme, men kan også få implikationer for Kosovos fremtid.

Vestlige regeringer vendte det blinde øje til
Imidlertid er der ikke blot grund til selvransagelse i Kosovo i disse dage. Undersøgelsens anklager er også dybt problematiske for de vestlige regeringer, der så varmt og helhjertet støttede KLA både under og efter konflikten i Kosovo. KLA’s kampagne for at udrense Kosovos minoriteter fandt sted på et tidspunkt, hvor FN stod i spidsen for området, og hvor op imod 50.000 NATO-styrker var udstationeret i Kosovo og skulle stå for sikkerheden.

Imidlertid skabte det internationale samfund mest af alt et miljø, hvor intolerance var vidt og bredt tolereret, og hvor man ikke lagde nok pres på KLA’s ledere for at afslutte volden, ligesom man i flere tilfælde vendte det blinde øje til de Kosovo-albanske grusomheder. Derudover blev lov og orden heller ikke opretholdt, ligesom et troværdigt retssystem ikke blev etableret.

Den amerikanske regering og dets allierede var mest af alt optaget af at skabe en fortælling om Kosovo som en stor succeshistorie, og man formåede ikke at udfylde det tomrum, som konflikten efterladte. Et tomrum som KLA altså udnyttede til en effektiv og systematisk kampagne med henblik på at udrense minoriteterne i Kosovo.

Med Williamsons afsløringer har offentligheden nu for alvor fået øjnene op for, hvad der i virkeligheden skete efter Kosovo-konflikten, og at det entydige sort-hvide billede af serberne som aggressorerne og Kosovo-albanerne som de uskyldige ofre i bedste fald er misvisende og på ingen måde har bidraget til forsoning mellem de forskellige etniske grupper i Kosovo.

Håbet er nu, at de ansvarlige bliver draget til ansvar, og at man i Kosovo, 15 år efter at forbrydelserne fandt sted, endelig får taget et opgør med den problematiske fortid og bringer retfærdighed til ofrene. Det er påkrævet, hvis man vil opnå den internationale anerkendelse, som man i Kosovo stadig så desperat søger.

 

Link: Clint Williamsons officielle udtalelse om SITF-rapporten

Af Jais Thomas Møller