rØST anbefaler

Fra den 13. marts – 24. marts 2024 løber dette års CPH:DOX af stablen. Magasinet rØST præsenterer dette års film fra Central- og Østeuropa samt Centralasien, så du ved, hvad du skal se. Kontakt os for rabatkode på 20% til festivalen

 

IN THE REARVIEW (PL/UKR)

En bil krydser grænsen til Polen for at evakuere ukrainske civile fra den russiske invasion. Hver gang køretøjet vender tilbage for at hente flere, har ødelæggelserne udviklet sig. Vi hører om krigen i radioen, ser ruinerne, men vi oplever det ikke selv. Optaget af en anonym person fra passagersædet skaber filmen en følelse af nærvær, som om vi sidder i bilen sammen med de mennesker, der stiger om bord. Hver gang er det nye ansigter og historier vi bliver præsenteret for. Selvom smerte og bekymring er allestedsnærvende, så skinner en smuk optimisme igennem i bilen, når vores midlertidige medpassagere deler deres drømme om en fremtid efter krigen, som indebærer simpel lykke som at bade ved en sø eller realisere et caféprojekt. In The Rearview er en simpel fortælling om en meget kompleks situation, hvor man kommer helt tæt på mennesket i krig.

KIX (HU)

Denne gribende dokumentarfilm, skabt af de ungarske filmskabere Dávid Mikulán og Bálint Révész i samarbejde med Cinéphage Productions, giver et enestående indblik i et barskt liv som glemt gadebarn i nutidens Budapest. Scenen bliver sat, da Dávid Mikulán skater gennem byens gader med sit kamera, som han fanger gadens usynlige portrætter med. Den rå kameraføring spiller i takt med de rå billeder af folk på kanten af samfundet. Vi bliver introduceret til den 8-årige dreng, Sanyi, og hans bror, som er i færd med at fordrive tiden alle andre steder end i hjemmet. Et hjem på blot 28m2 med en enkelt seng, der rummer en opgivende far, en mor med et iltert temperament, en bedstemor med slag i og snart også en forsømt lillesøster. Mødet mellem drengene og Dávid udvikler sig til en både personlig og politisk kommentar til unge Sanyis liv, som vi følger fra dreng til voksen over de næste 10 år. Drengenes nærmest ukuelige optimisme og håbefulde barnagtighed bliver kombineret med en kamp for overlevelse og anerkendelse, både på gaden, i hjemmet og i skolen. Årene går, og drengestregerne bliver til voksenstreger med alvorlige konsekvenser, og erkendelsen af den barske virkelighed sætter en brat stopper for legen. Filmen formår at skabe et intents rørende portræt, som giver anledning til eftertænksomhed og frustration. Frustration over forsømte børns vilkår, et autokratisk EU-land i forfald, og ikke mindst erkendelsen af at skæbnen for visse grupper af mennesker ofte er stærkere end selv den stærkeste vilje. En film, der vil få dig til at reflektere over samfundets ansvar og individets kamp mod oddsene

DAUGTHER OF GHENGIS (DK/MN)

Daughter of Genghis er en bemærkelsesværdig fortælling om den mongolsk-nationalistiske Gerel, der med sin radikale gruppe “Bright Swastika” og sit slæng af kvinderettighedskæmpere vil befrie den mongolske hovedstad Ulaanbaatar for prostitution af unge kvinder. Med en selvstændig efterforskning begiver de sig ud på en mission for at afsløre og nedlægge de skjulte bordeller. Ifølge Gerel fører denne livsstil nemlig til en fortynding af Genghis Kahns mongolske folk gennem kinesiske indvandrere, der blander sig både med de unge kvinder og med resten af Mongoliet. For adskillelige unge kvinder i Ulaanbaatar er prostitution en tilgængelig måde at skabe en levevej, og Bright Swastika må benytte radikale metoder for at få deres budskab igennem. Gerels kamp for sit fædreland sidestilles med en ligeså vigtig kamp om sin lille søns opvækst, og den stærke fortælling tydeliggøres med de overdådige billeder af Mongoliets fascinerende landskab.

AFTERWAR (DK/kosovo)

Når en krig har taget sine ofre i kamp, er det ikke kun en enkelt generation, der knuses. Generation efter såres, når de ikke kan få lov til at være børn, men må leve som deres forældre: på flugt og i krig. I true fiction filmen, Afterwar, af danske Birgitte Stærmose, ser vi, hvordan en krig påvirker børnene fra Kosovo gennem deres liv. Vi følger deres rejse fra barndommen efter krigen til voksenlivet, hvor de stadig bærer på det samme knuste indre barn bag den fysiske forandring. Vi starter med at se dem som børn, hvor de kæmper for overlevelse ved at sælge cigaretter og fiske med deres bare hænder, mens de fortæller deres historie direkte til kameraet. De beretter om et liv før krigen, et liv med et hjem og en have og med drømmen om en dag at vende tilbage. Vi ser en gruppe børn, der efterlades til sig selv, fordi deres forældre enten er døde under krigen eller ikke længere er i stand til at fungere optimalt. Deres blikke møder vores gennem skærmen, og en særlig forbindelse til deres historie etableres gennem deres ord direkte henvendt til os, indtil deres fortællinger bliver til små vignetter i en større fortælling om Kosovos ødelæggelse.

DEMOCRACY NOIR (USA/HU)

Democracy Noir, instrueret af den prisvindende amerikanske filmskaber Connie Field, giver et foruroligende indblik i samtidens Ungarn, styret med hård hånd af den autoritære ungarske præsident, Viktor Orbán, og det nationalkonservative parti, Fidesz. Vi følger tre stærke kvinder hver med deres skræmmende historie om samfundsforholdene i landet: parlamentsmedlemmet Timea Szabo, som kæmper for demokratisk retfærdighed; aktivisten Nikoletta Antal, der forsøger at kæmpe for en fremtid uden korruption; og journalisten Babett Orozi, som nægter at gå på kompromis med sandheden, på trods af statens overtagelse af stort set alle nyhedsmedier i landet. Det bliver tydeligt, at retsstridige lovændringer, udsultning af sundhedsvæsnet, fjendtliggørelse af minoritetsgrupper, statsstøttet propaganda, mediecensur og tvivlsomme valgmetoder er hverdagskost i Viktor Orbáns populistiske regime. Præsidentens varme forhold til andre kontroversielle ledere og tætte forbindelser til magtfulde erhvervsfolk stilles i skarp kontrast til regeringens egen portrættering af sin politik. Democracy Noir er en kraftfuld påmindelse om de grundlæggende principper som demokrati, retfærdighed og frihed. Gennem sin dystre, men vigtige fortælling udfordrer den os til at se virkeligheden i øjnene og skride til handling.

INTERCEPTED (UA)

Beslutter du dig for at se denne dokumentar, skal du holde tungen lige i munden og være til stede. I ukrainske Intercepted fanger kameraet billeder af ødelæggelse i rolige omgivelser, hvor vi  ser ukrainske landsbyer, huse og motorveje efter deres befrielse fra den russiske besættelse. Vi bliver aldrig præsenteret til fysiske mennesker visuelt, men lytter til angiveligt ægte optagelser af telefonopkald, der blev aflyttet i 2022 af den ukrainske efterretningstjeneste mellem russiske soldater i skyttegrave i Ukraine og deres familier. Vi bliver præsenteret for voldsomme bekendelser fra soldater om vold og tortur af ukrainske civile og krigsfangere og unge russiske soldaters dalende gejst og tvivlsomme spekulationer om krigen. Det er lyden af ødelagte mennesker, der ringer hjem til deres kære i Rusland. Billederne er utroligt smukt fanget, men det kan godt være hårdt at lytte til de brutale bekendelser om vold og smerte i form af skrattende telefonsamtaler, uden at se ansigterne på de medvirkende. Er du parat til at fordybe dig i krigens rædsler og voldsomme deklaration på lyd i over 1,5 time er Intercepted en af de dokumentarer, du skal se. 

BLACK SNOW (USA/RUS)

Black Snow, instrueret af den russisk-amerikanske journalist, Alina Simone, tager os med på en visuelt rå og ufiltreret rejse gennem et lokalt oprør i en lille landsby i Sibirien. Dokumentaren følger tæt den karismatiske og stædige Natalia Zubkova, en lokal husmor, der hurtigt bliver en uventet frontfigur, da indbyggerne i en fjern sibirisk by opdager, at en gammel sovjetisk mine er gået i brand under jorden. Black Snows hovedperson Zubkovas uafhængige nyhedsdækning via små blogindslag og videoer på nettet går viralt, men snart bliver hun og hendes samfund mål for en massiv desinformationskampagne. Dokumentaren bringer os med til postsovjetiske køkkener og kitch tapet, billeder af forfaldne, sovjetiske skilte med påskriften “ære til minearbejderne” og totalbilleder af de vilde landskaber, som industrien har ødelagt og udnyttet.  Black Snow virker til at være optaget på telefoner og til tider røstende videokameraer, hvilket tilføjer en filmisk autenticitet til historien. Selvom filmteknikken kan virke forvirrende og i ringe kvalitet, bidrager den til at understøtte den intense virkelighed, der udfolder sig i en landsby, hvor alt ellers står ret stille. Black Snow udfordrer os til at reflektere over begreber som sandhed, mod og samfundsansvar, og hvis du vil  opleve et unikt indblik i en virkelighed langt væk fra den danske, er Black Snow en af de dokumentarer, du skal se til årets CPH:DOX, som løber af stablen den 13.marts – 24. marts 2024.                                               

Kontakt Magasinet rØST og modtag en rabatkode på 20% til dokumentarfestivalen.

Alle billeder er fra CPH:DOX og Unsplash

Magasinet rØST

CPH:DOX
13. marts – 24. marts 2024
Magasinet rØST har til formål at tilbyde velunderbygget viden om Central- og Østeuropa, formidlet og forklaret så både nørder og novicer kan være med.