TRANSITIONSDEBAT IX | Sovjetunionens efterfølgerstater havde meget forskellige vilkår for demokratisk udvikling efter unionens sammenbrud. Hanne Severinsen har oplevet transitionen i regionen på tæt hold lige fra begyndelsen. Her beretter hun om sine erfaringer som folketingsmedlem og Europarådets repræsentant i Ukraine.
20. august 1991 var min clockradio sat til kl. 7 – jeg skulle pakke færdig og af sted via København til Tallinn for at deltage i Interparlamentariske møder i de tre Baltiske landes hovedstæder og afslutningsvis være med til at danne et bånd af bål ned gennem landene 23. august – årsdagen for Hitler-Stalin pagten 1939.
I halv søvne hørte jeg at Gorbatjov blev nævnt en masse gange – og pludselig blev jeg klar over, at der var sket et kup i Sovjetunionen.
Der var om eftermiddagen møde i Udenrigspolitisk Nævn og Uffe mente at ”siden ånden allerede var sluppet ud af flasken, ville det nok blive svært for kupmagerne at proppe den tilbage”.
Så vi var tre MF’ere, der tog afsted i et ellers tomt fly til Tallinn. Her var stemningen dyster med tanks overalt på vejene og vi besøgte et barrikaderet parlament i gang med at vedtage deres selvstændighedserklæring og det nyoprettede Udenrigsministerium, der fremviste en af de satellit-telefoner, som de havde fået af Danmarks Udenrigsminister (den anden befandt sig et hemmeligt sted i byen).
På hotelværelset kunne Sky Chanel vise Boris Jeltsin i Moskva på en kampvogn. Ånden lod sig ganske rigtigt ikke så nemt proppe tilbage…
Som sendt fra Gud
Via det ny-befriede Riga nåede vi frem til ”fjerde maj”- i Vilnius. Konferenceprogrammet blev afkortet og vi blev i stedet kørt til pladsen hvor Lenin var ved at blive skåret ned og transporteret væk under stort bifald.
– Jeg oplevede 23. august om aftenen at stå på øverst på trappen til det barrikaderede parlament bag ved Landsbergis, der talte til et jublende menneskemylder – mange hundrede tusinde – og bagefter fik jeg på Danmarks vegne lejlighed til at byde dem ”welcome back to a free Europe”.
Tolken hviskede til mig, at Litauerne betragtede Landsbergis som sendt fra gud til at give dem friheden!
Det hører med til historien, at samme Landsbergis året efter stod bag ved mig i en buffet-kø. For efter det første frie valg, var han blevet oppositionspolitiker og medlem af Europarådets Parlamentariske forsamling. I et demokrati risikerer man hurtigt at miste gudepositionen. Og godt det samme!
Mindre end 25 år efter er de Baltiske lande nu fuldgyldige EU- og NATO-medlemmer. Og selvom der har været problemer undervejs, er der ingen, der betvivler, at demokratiet her har vundet en varig sejr i Baltikum.
Eufori og en vanskelige transition
Årene efter Murens fald var euforiske. Alt syntes at kunne lade sig gøre. Da jeg deltog som parlamentariker i Commission on Security and Cooperation in Europe (CSCE) i Moskva måneden efter, var de baltiske lande allerede blevet forsynet med gæstestatus og kort tid efter brød Sovjetunionen sammen. Et overvældende flertal i Ukraine – også på Krim – stemte for selvstændighed.
Men i årene efter, viste det sig hurtigt, at ét er en demokratisk omvæltning, – et andet er, at få demokratiet til at fungere bagefter. Demokrati er ikke noget man bare kan deklarere, og så sende valgobservatører af sted, for at se, om det går rigtigt til.
Læren er, at nok så mange valg, nok så mange love – kun fungerer, hvis man kan stole på de grundlæggende institutioner. Hvis man i princippet kan tage enhver fra et gadehjørne og dømme efter anklagemyndigheden som magthavernes forlængede arm – og hvis man ikke har en fri presse til at kigge magthaverne efter i sømmene. – så er der naturligvis ikke forudsætning for demokrati.
De baltiske lande klarede sig. De havde nogle traditioner fra før 2. Verdenskrig. De havde desuden politisk vilje og Europæiske og Euroatlantiske mål at gå efter – og nogle Nordiske venner, der ønskede at hjælpe dem.
Europarådet som demokrativærksted
Europarådets Parlamentariske Forsamling blev i 90erne et demokrativærksted med teknisk og moralsk støtte til reformer og med en parlamentarisk forsamling, hvor mange senere politiske ledere i Østeuropa trådte deres barnesko, og fik politisk netværk og sparringspartnere efter idebaserede skillelinjer.
Efter Gorbatjovs berømte tale i 1989 om Europa, som det fælles hus, i den Parlamentariske Forsamling i Europarådet (hvor jeg blev medlem året efter) blev alle østeuropæiske lande gæstemedlemmer og derefter i hurtig takt medlemmer efterhånden, som de fik demokratiske forfatninger og frie valg.
Der var gamle korrumperende vaner fra kommandostaterne, der skulle overvindes, men euforien og fremtidstroen levede videre. Jeg var i hvert fald overbevist om, at det hurtigt ville ske – som det også var sket i Spanien og Portugal.
Jeg sad i det udvalg, der skulle hjælpe de nye demokratier på vej med menneskerettigheder og retssamfund. Vi opfandt monitoreringsmekanismer, og jeg fik i 1995 overdraget Ukraine-monitoreringen.
Problembarnet Ukraine
Det blev efterhånden klart, at Ukraine hang fast i sin sovjetiske fortid. Frihedsrusen i 91 blev afløst af rygende inflation, fattigdom og korruption. ”Old boy-netværket” levede videre som nyrige oligarker, der tog for sig af retterne og for en slik overtog det gamle produktionsapparat uden gnist af evne til at forny det.
Det man i transitionsprocessen kaldte privatiseringer, var mest en deling af produktionsapparat-”rovet”. Udviklingen af små og mellemstore virksomheder – og dermed udviklingen af en ny middelklasse – blev hæmmet af den vilkårlighed, der følger med et manglende retssamfund som stopper udenlandske investorer og får initiativrige unge til at forlade landet. I stedet begunstiges de gamle industrier med subsidierede energipriser.
På papiret blev der gennemført retsreformer – men i praksis gjorde man som man plejede – og pressen – den fjerde statsmagt – skræmte man med attentater, der aldrig blev retsforfulgt.
Partierne blev dannet omkring personer og interesser. Politik blev ikke ”fordeling af (abstrakte) værdier med gyldighed for et samfund”, men mere bogstaveligt: ”Vi ønsker magten for at kunne uddele værdier til vennerne”. Partierne blev – begunstiget af valgsystemet – forskellige hære bag forskellige anførere, som vælgerne kunne vælge imellem.
Gennem 20 år har jeg mødt mange af de ledende personer – jeg genkender ansigterne – men jeg er oftest i tvivl om, hvis interesser de varetager lige nu – for det skifter alt efter konjunkturerne.
Orange revolution – og modrevolution
En kort stjernestund fik Ukraine i 2004, da en hel verden kom til at beundre den ublodige Orange Revolution, der lyste op i sne og kulde. Men den Orange Revolution endte i interne skænderier og banede vejen for, at de gamle industrikredse kunne genindsætte Janukovitj med en parole om at skabe stabilitet.
Allerede på et-årsdagen for den Orange Revolutionen havde apatien bredt sig. Og ved næste præsidentvalg 2010 fik Janukovitj og hans oligarker magten tilbage fast besluttede på, at denne gang skulle al magt samles og sikres.
De manglende reformer bl.a. af retssystemet ramte den tidligere regering i nakken: Janukovitj og anklagemyndigheden hævnede sig i korruptionsbekæmpelsens navn på de tidligere ministre, der efter at være blevet væltet, mistede immuniteten og blev arresteret.
I Den Danske Helsinki Komite monitorerede vi fire af disse sager, som vi havde mistanke om var politisk motiverede.
For mig blev disse sager en øjenåbner. Jeg havde i årevis kritiseret manglen på reformer af retssystemet, anklagemyndighedens magt, domstolenes manglende uafhængighed m.m. Jeg havde besøgt fængsler og kritiseret den måde, straffesystemet fungerede. Men nu, hvor vi fulgte med i de konkrete retssager, måtte jeg chokeret konstatere, at virkeligheden i en ukrainsk retssal var lang værre, end jeg overhovedet kunne havde forestillet mig, dengang jeg var Europaråds-undersøger.
Udsigt til EU-aftale vagte håb
Ved parlamentsvalget i 2012 fik Janukovitj knap en tredjedel i proportionalvalgdelen – men fik alligevel flertal, fordi han havde ændret valgsystemet så halvdelen blev valgt efter det engelske ”first past the post”-system, der bare kræver flere stemmer end de andre.
Ukrainerne var ved at miste troen på, at der nogen sinde ville komme reformer, da Janukovitj i 2013 tilsyneladende besluttede sig for at indgå den associeringsaftale med EU, der havde været forhandlet om siden 2007. Nu begyndte de at håbe på, at de måske alligevel ville kunne komme gang.
Da det håb glippede forud for topmødet i Vilnius, strømmede folk til Uafhængighedspladsen Maidan – som de døbte EuroMaidan.
For ni år siden havde man samlet sig om en helt og heltinde (Yusjtjenko og Tymosjenko) – denne gang var det uden helte, men med stor bevidsthed om de reformer, de ønskede sig.
De voldsomme begivenheder fik Janukovitjs partifæller til at forlade den synkende skude – og ham til at stikke af til Rusland. Herefter har ”de grønne mænd” østfra overtaget Krim og Donbass.
Trods krig og truende bankerot er det alligevel lykkedes for Ukrainerne at gennemføre et fredeligt Præsidentvalg og et Parlamentsvalg, der foreløbig ser ud til at have et reformflertal. – Foreløbig – fordi der i de fleste partier er sat folk ind der bliver betalt for at varetage oligarkinteresser så snart det virkelig gælder.
”Nåede ikke” at ændre valgsystemet
Jeg har været valgobservatør ved alle Ukrainske valg siden 1998. Normalt observerer man alene om valghandlingen overholder reglerne. Men hvordan omdannes vælgernes vilje til flertal i Parlamentet?
Bortset fra princippet om lige adgang til at stemme, så er der ikke to lande med samme valglov. Mange lande har et proportionalt regionalt valgsystem, som fører til flere partier end det anglikanske flertalsvalg i enkeltmandskredse, som er blevet solgt til mange nye demokratier fordi det lettere skulle føre til, at et enkelt parti kan danne regering (hvilket desværre i mange lande ophidser til stammestrid eller geografiske opdelinger).
Men når man ser valgsystemerne i praksis, bliver man klar over, at det er vigtigt, at man sørger for, at valgmetoden sikrer en ”bottom up” model, således at vælgerne har en reel indflydelse på, hvem de vælger. At de repræsenteres værdimæssigt og geografisk. Og at der er en direkte indflydelse for vælgerne – ved opstillinger og ved valget af personer på valgdagen.
Det kan gøres på utallige måder, men spillereglerne skal ikke bestemmes efter, hvad de aktuelle magthavere tror, vil give dem bedst mulighed for at beholde magten, den dag vælgerne ønsker en anden regering.
Men så længe man ikke ændrer Ukraines korrumperende valgsystem, så er den fornyelse, de håbefulde demonstranter på Maidan har set frem til truet.
Trods løfter før valget om at ville ændre valgloven kunne det ”desværre” ikke nås (det er svært at overbevise parlamentsmedlemmer om, at de skal save den gren af, som de selv sidder på). Derfor vil man fortsat finde mange navne fra Regionernes Parti og sågar tidligere medlemmer af Janukovitj korrupte regering gemt rundt om på listerne. De medbringer oligarkfinansiering og kender turen; de har tidligere skiftet med vindretningen.
Det skrøbelige demokrati
Den anden halvdel vælges i enkeltmandskredse efter princippet: Vinderen får det hele. Det kunne så måske være den lokale vælgers chance?
Men i enkeltmandkredsene behøver man ikke at have et flertal bag sig. Med det virvar af partier, der stiller op, er det nok bare man får relativt flest stemmer. Her er 10% bedre end 9% og det betyder at det største parti eller den rigeste oligark har den bedste mulighed – og så kan man jo altid senere beslutte, hvem man i sidste ende skal støtte med sit mandat, når man er blevet valgt.
Denne gang er der heldigvis også kommet mange nye ansigter i det ukrainske parlament og i den nye regering. Men når de mange økonomiske byrder skal bæres, hvor længe rækker opportunisternes loyalitet så? Vil de være med til at støtte de vidtgående reformer, der skal fjerne grundlaget for deres magt og penge?
Man kan kun håbe på, at det lykkes at ændre valgsystemet næste gang.
Hanne Severinsen er projektleder for den danske Helsinki Kommité og tidligere medlem af Folketinget for Venstre. Hanne har desuden været medlem af den parlamentariske forsamling i Europarådet og var Europarådets Ukraine-rapporteur.
