RUSLAND | Snart skal russerne stemme ved valg til Dumaen, og mange gør det i troen på, at de lever i et demokrati. Hvor vestlige demokratier legitimeres ved et løfte om frihed og retfærdighed, har den russiske regering opnået demokratisk legitimitet med et løfte om stabilitet og orden. Skelnen mellem intern orden og eksternt kaos bliver essentielt for parlamentsvalget og for Ruslands forhold til Vesten.

Når man spørger russere, om de selv mener, at de lever i et demokrati, svarer de fleste ja. Men når man i Vesten hører om Rusland, er der umiddelbart intet, som forbinder landet med demokrati. Overskrifter i vestlige medier fremhæver oppositionspolitikere, der bliver forgiftet og fængslet, journalister, der bliver forfulgt og fortiet, demonstrationer, der bliver slået ned med vold og folkeafstemninger drevet af snyd og bedrag. Så hvorfor mener mange russere alligevel, at de lever i et demokrati?

Svaret findes i den måde, som demokratiet i Rusland er blevet italesat og legitimeret på af den russiske regering. Diskursen omkring demokratiet består først og fremmest af differentieringen mellem det interne og det eksterne – en klassisk os-dem-diskurs. Her er det desværre Vesten, der indtager rollen som ”dem”. Ruslands demokrati, værdier og mål må altså være anderledes end Vestens, for at Ruslands identitet kan opretholdes. Med andre ord – identiteten skabes ud fra reference til, hvad den ikke er.

Så selvom mange russere ligesom ”os fra Vesten” måtte ønske ytringsfrihed, religionsfrihed, fair og frie valg, samt hvad der ellers måtte høre ind under såkaldte ”menneskerettigheder”, så er det ikke det, de måler deres regering eller samfund ud fra. Mange russere har accepteret en orden-kaos-diskurs, hvor regeringens succes måles på, om de kan opretholde intern orden – hovedsageligt ved at skærme Rusland fra ”eksternt kaos”.

Når Vesten af den russiske regering klandres for at opildne til demonstrationer og påvirke ”russiske interne affærer”, så er det netop denne orden-kaos-diskurs, der reproduceres, og som altså skaber virkeligheden for mange almindelige russere. Når den russiske regering slår ned på demonstranter, så begrænser den ikke ytrings- eller forsamlingsfriheden – nej, så beskytter den almindelige russere fra voldelige demonstranter og fra Vestens dårlige indflydelse. Når kaos undertrykkes, dannes der stabilitet, og der er brug for stabilitet for at den pressede russiske økonomi kan komme på fode. Ikke overraskende prioriterer mange russere deres økonomi, før de kæmper for ytringsfrihed eller retten til at demonstrere.

Et rationale jeg ofte hører blandt mine russiske bekendte er, at det kun er ekstremister, der går på gaden, og at det generelt spinkle antal demonstranter beviser oppositionens manglende opbakning – og dermed Putins støtte. De glemmer, at langt flere sandsynligvis havde været på gaden, hvis risikoen for anholdelse og voldeligt sammenstød med politiet var mindre. For ikke at nævne risikoen for at miste sin uddannelsesplads eller sit job, hvis man deltager i en demonstration og bliver anholdt for at udgøre ”en trussel mod den offentlige orden”.

Når jeg fortæller russere, at politisk stabilitet i Danmark opretholdes ved at lade minoriteter være repræsenteret og give dem platforme til at udtrykke sig på, bliver jeg ofte mødt af enten forundring eller skepsis. Stabilitet og orden kan i mange russeres øjne kun opretholdes af en stærk leder, og de har slet ikke samme modstand mod kontrol af borgerne. Demokrati bliver et spørgsmål om, hvorvidt der afholdes valg, og om valgene foregår i ro og orden. Valgene skal sikre stabilitet – ikke nødvendigvis frihed og retfærdighed, og da slet ikke efter vestlige standarder.

Kreml henviser ofte til tiden efter Sovjetunionens kollaps i 1990’erne som eksempel på, hvordan Vestens udgave af demokrati udfolder sig – en tid mange russere forbinder med fattigdom, usikkerhed og elendighed. Så længe det er denne periode, som forbindes med omstilling til ”vestlige standarder”, kommer Vesten ikke langt med at fordømme Putins ”suveræne demokrati” eller brud på menneskerettigheder.

Russiske traditionelle værdier – hvad er det?

I august måned blev den verdensomspændende begivenhed Copenhagen 2021 afholdt med mere end 1000 arrangementer dedikeret til menneskerettigheder i LGBT+ miljøer, herunder Pride-parader og EuroGames. Der har dog ikke været meget at fejre i Rusland. I Rusland udgør LGBT+ miljøet et mindretal, hvis rettigheder er på retræte, for eksempel med indskrivningen af hetero-ægteskab i den russiske forfatning. Jeg har tit spurgt mig selv, hvorfor LGBT+ miljøet så ofte bliver brugt af russiske politikere og andre russiske autoriteter til at påpege forskellen mellem Vesten og Rusland – ofte med reference til ”vestlig dekadence”.

Svaret er, at det er den forskel, der tydeligst adskiller russiske ”traditionelle værdier” fra ”vestlige værdier”. Når den russiske regering forsøger at forhindre vestlig indflydelse og ”fordærv”, bliver de nødt til at referere til noget konkret, som russerne kan forholde sig til. Det går jo ikke at ville forhindre frihed eller retfærdighed.

Derudover er det et spørgsmål om populisme. Politikere forsøger at vinde stemmer ved at tilslutte sig de såkaldte ”traditionelle værdier” ofte beskrevet som opretholdelse af den traditionelle familie og dermed kvindens og mandens forskellige roller i et forhold. Den førende russiske opfattelse af demokrati handler altså om flertallets vilje – ikke om beskyttelse af minoriteter.

Udover at vestlige værdier fordrer bedre rettigheder til LGBT+ miljøer end russiske ”traditionelle værdier” er det svært at finde ud af, hvordan de forskellige værdisæt konkret adskiller sig fra hinanden.

De af mine russiske bekendte, der støtter den russiske regering, har forsøgt at overbevise mig om, at det handler om det universelle overfor det partikulære – altså at Vesten anser sine værdier for universelle, hvorimod traditionelle værdier vægter det partikulære. Med andre ord forsøger Vesten at tvinge sine værdier ned over andre, mens Rusland er mere tolerant over for forskellige måder at leve på. Jeg er dog endnu ikke overbevist. Hvis den russiske regering lovpriser partikularitet, hvorfor har fåtallet af mennesker med anderledes seksualitet så ikke flere rettigheder? Hvorfor kan folk med kritiske holdninger til regeringen ikke udtale sig frit uden frygt?

Man må ikke glemme, at Rusland selv deltager i diverse internationale menneskerettighedskonventioner herunder FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 og Den Europæiske Menneskerettighedskonven­tion fra 1950. Faktisk havde Moskva igennem 1990’erne ikke problemer med at opfylde sine forpligtelser på menneskerettighedsområdet. Rusland havde få sager ved Den Europæiske Menneskerettigheds­domstol (EMD), vedtog nye love, der regulerede anklagemyndighedens aktiviteter, og oprettede stillinger såsom en kommissær for menneskerettigheder. Rusland forventede imidlertid noget igen på sikkerhedsområdet for bevægelsen mod vestlige værdier, især hvad angår NATO-ekspansion. Ukraine-krisen i 2014 udgør som bekendt et lavpunkt i forholdet mellem Vesten og Rusland, siden er det ikke blevet bedre, og i dag har Rusland flere verserende sager ved EMD end noget andet land.

På papiret har Vesten og Rusland altså samme principper, men virkeligheden er en anden. Den største forskel mellem vestlige værdier og russiske traditionelle værdier er nok, at førstnævnte vægter individuel frihed højt, mens sidstnævnte vægter et enkelt fællesskabs frihed højt – nemlig magthavernes, som efter sigende repræsenterer flertallet.

Putin har selv udtalt, at vestlige, individuelle menneskerettigheder ikke stemmer overens med russernes kommunitaristiske værdier. Men politikeres pointering af forskelle mellem vesterlændinge og russere synes at virke mere som et værktøj til legitimering af visse politikker, end det siger noget om, hvordan folk rent faktisk ønsker at leve.

Vestens tab er Putins sejr

Ikke desto mindre er det differentiering fra Vesten, ønsket om orden og stabilitet samt bevarelsen af traditionelle værdier, der danner rammen om mange russeres forståelse af verden, og derfor styrer det også, hvor de sætter deres kryds den 19. september.

Regeringspartiet United Russia, som fremmer centristiske og konservative ideer, står til at vinde omtrent 30 procent af stemmerne – partiet støtter Putin som præsident. Det Kommunistiske Parti, som er det mest nationalistiske parti, står til at vinde ca. 16 procent af stemmerne. Partiet er i øvrigt en del af den såkaldte systemiske opposition, der har fået lov af magthaverne til at stille op. Det anses ikke som et reelt oppositionsparti. Meningsmålingerne er lavet af Russian Public Opinion Research Center (VTsIOM) for de 225 sæder, der vælges gennem partilister. Yderligere 225 sæder vælges direkte i enkeltmandskredse.

Alt i alt ser Ruslands kurs ikke ud til at ændre sig. Med ledende ikke-systemiske oppositionsfigurer enten i fængsel, eksil eller udelukket fra valglister, faldende valgdeltagelse, ændrede valgregler (nu kan russiske pasindehavere i det østlige Ukraine også stemme), kombineret med at man tilskynder til online afstemning, hvilket kan gøre valget mere sårbart over for snyd, bliver valget hverken oppositionsvenligt eller vestligt orienteret.

Situationen internt i Rusland og landets afstandtagen fra Vesten bliver heller ikke afhjulpet af, at den russiske regering nu kan pege på situationen i Afghanistan og fremstille det som bevis på, at Vesten har fejlet, og at omstillingen til vestligt demokrati eller ”vestlige værdier” er urealistisk – og at Rusland og lande i den russiske interessesfære derfor bør følge Putins model.

Fremadrettet må vi huske, at succesfuld dialog og indflydelse i Rusland starter med forståelse for russernes virkelighed. I Rusland betyder demokrati noget andet, og menneskerettigheder er et ord, der er opfundet og misbruges af fjenden.