Der er skrevet et hav af litteratur om konflikten i det tidligere Jugoslavien, og størstedelen af litteraturen fremstiller konflikten i det tidligere Jugoslavien som følge af århundrede langt had mellem områdets forskellige etniske grupper.
Mange af de højstående diplomater eller FN-officerer, der har gjort tjeneste i Bosnien under krigen i 1992-1995, henviste blandt andet til Ivo Andrics store roman ”Broen over Drina”. Det, at man henviser til en nobelprisvinder er selvfølgelig med til at styrke fremstilling af en engageret diplomat eller officer, der sætter sig i de lokale skikke og den lokale historie. Problemet er bare, at lige meget hvor meget jeg læser Ivo Andric, så kan jeg ikke læse mig frem til århundrede langt had.
På anden side kan man heller ikke påstå, at problemerne i det tidligere Jugoslavien kommer udefra, er CIAs værk, de primitive landbyboers værk, eller hvad der ellers findes af konspirationsteorier blandt mange tidligere jugoslavere.
Middelklassens dobbeltrolle
Store dele af middelklassen i dagens Bosnien og Hercegovina ser gerne de etniske problemer som udsprunget af noget meget primitivt, som middelklassen føler sig hævet over. Det var middelklassen, som nød godt af det socialistiske Jugoslaviens fremskridt og udvikling, og derfor blev middelklassen også hårdt ramt under krigene i den tidligere Jugoslavien. Den mistede sit hjem, mange mistede deres liv, den mistede sin status i samfundet, den mistede sin identitet.
Derfor har samme middelklasse i dag tendens til ikke at ville snakke om krigen, og vil helst forklare den som bøndernes primitive værk. I det tidligere Jugoslavien var forskellen mellem urbane og rurale områder enorm på alle områder, både de socioøkonomiske, men også i selve opfattelsen af omverdenen, traditionen, religionen osv.
Middelklassen glemmer dog den triste sandhed, at det var middelklassens intellektuelle, der genskabte nationalismen og påbegyndte krigen, ikke de ”primitive” bønder.
Nationalismens fremkomst
Der er historikere som påstår, at de etniske forskelle i Bosnien og Hercegovina snarere er resultat af konflikten og krigen i 1990erne end årsagen til disse. Den etniske opdeling i Bosnien og Hercegovina er klart blevet krystalliseret efter krigen, men der en række problemer med påstanden.
De etniske forskelle i Bosnien og Hercegovina og krigen i 1990erne var ikke konsekvens af århundrede langt had. De var heller ikke opstået af sig selv eller bragt udefra: de etniske forskelle, den stigende nationalisme og de grusomme og tragiske krige udgør klimaks på en proces som begyndte i 1800-tallet.
Processen er del af den nationalistiske bølge som hele Europa var ramt af i løbet af 1800-tallet. Den bølge ramte også Balkan. Den havde dog forskellig virkning på de tidligere delstater i den Jugoslaviske føderation, som igennem 1800-tallet befandt sig i forskellig historisk kontekst.
Forskellig baggrund for nationalismen
Hvis man tager de tre befolkningsgrupper, der i dag lever i Bosnien og Hercegovina – kroatere, serbere og bosniakker – så vil man se, at deres nationale identitet opstår meget forskelligt og med forskellig baggrund.
Serbernes nationale identitet opstår tidligst idet serberne var det første folk med eget stat af de sydslaviske folkefærd. Den serbiske identitet smedes i kampen mod tyrkerne og meget hurtigt begynder serberne at anse sig selv som det folk, der skal lede de andre sydslavere. Hvis man skal perspektivere så kan man sige, at serberne anså sig selv som sydslavernes leder, ligesom preusserne anså sig selv for tyskernes ledende og samlende kraft.
Kroaternes nationale identitet opstår og styrkes som reaktion på ungarsk nationalisme i løbet af 1800-tallet, da landet var en del af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn.
Den sidste befolkningsgruppe, bosniakkerne, havde ikke samme behov for national identitet som de to andre sydslaviske folk. Bosniakkerne var en del af overklassen i den Osmanniske rige og deres interesser var mere præget af, at de ønskede at bevare deres privilegier frem for at kæmpe for national uafhængighed. Dette ændrede sig med Østrig-ungarsk okkupation af Bosnien i 1878. Selvom bosniakkerne fik lov til at beholde deres socioøkonomiske privilegier, så betød perioden, at kroatisk og serbisk nationalfølelse begyndte at sprede sig til Bosnien.
Det første Jugoslaviens fødsel og død
Østrig-ungarske myndigheder forsøgte at imødekomme den serbiske og kroatiske nationalisme ved at støtte og styrke den bosniakkiske nationalisme, som skulle omfatte alle religioner og henvise til området Bosnien og Hercegovina. Problemet var bare, at det var for sent. Bosniakkerne var alt for langsomme i deres nationale identitetsdannelse. Serberne og kroaterne havde styrket deres nationale identitet og denne kom til at omfatte katolske og ortodokse bosniere. Hermed blev der skabt grundlag for fremtidig rivalitet mellem serberne og kroaterne om Bosnien, men samtidig blev der skabt et alvorligt problem for Bosnien ved at over halvdelen af befolkningen følte sig knyttet enten til Serbien eller Kroatien.
Afslutningen af Første Verdenskrig skabte muligheden for dannelsen af Kongeriget for Serbere, Slovenere og Kroatere – senere omdøbt til Jugoslavien. Problemet med konstruktionen var, at der var klart ulighed blandt de etniske grupper.
Problemerne viste sig fra begyndelsen; Serberne gik ind for et centraliseret Jugoslavien, mens kroaterne og slovenerne krævede et decentraliseret styre. Konflikten forværredes og den kulminerede under den tyske besættelse under Anden Verdenskrig, der udløste en regulær borgerkrig i Jugoslavien, som især serberne, men også andre befolkningsgrupper led under.
Titos Jugoslavien
Man kunne tro, at det var enden på Jugoslavien, men kommunisterne under Tito vandt krigen og de oprettede den socialistiske føderale republik Jugoslavien. Ved at skabe en føderation, håbede Tito, at han havde løst uenighederne blandt de sydslaviske folk, som udgjorde Jugoslavien. Problemet var, at kommunisterne i kraft af sin marxistiske ideologi følte sig hævet over etniske konflikter og de ignorerede de forskellige befolkningsgruppers ønske om national selvbestemmelsesret.
De etniske uenigheder kunne for en kort stund fejes under gulvtæppet, og de kunne holdes i ave ved at forfølge nationalistiske organisationer og nationalistiske ledere. Da samlingskræften – Tito, der døde i 1980 – forsvandt, så forsvandt også grundlaget for den socialistiske Jugoslavien.
Jugoslavien blev i 1980erne ramt af en økonomisk og politisk krise, og med socialismens fald i 1989 opstod igen det gamle spørgsmål om et centraliseret eller decentraliseret Jugoslavien. Med Serbiens ønske om centralisering, der ville holde grebet om Jugoslavien og sikre serbiske mindretal i Kroatien og Bosnien og Hercegovina og Slovenien og Kroatiens ønske om decentralisering var skabt grundlaget for en konflikt, der blev en tragisk afslutning på det sydslaviske folks samarbejde.
Jugoslaviens opløsning
Nationalismens fremmarch, der påvirkede udviklingen i Bosnien og Hercegovina ved at hver befolkningsgruppe dannede separate nationale identiteter, kom til at påvirke Bosnien voldsomt under krigen. Den udvikling som begyndte i 1800-tallet påvirker landet stadigvæk. Dermed var den blodige krig i 1990erne ikke udtryk for et århundreder-langt had, men konsekvens af nationalismen, der havde sit udspring i det 19. århundrede.
På trods af flere forsøg på at skabe en overnational sydslavisk identitet igennem det 20. århundrede, viste de forskellige etniske gruppers forskellige forventninger til den samlede stat sig for store. Og med nationalismens genkomst blandt middelklassen i 1980erne, var de med til at undergrave fællesstaten og dermed bringe en tragisk afslutning på den sydslaviske drøm.
Arben Deliu er cand. mag. fra Aarhus og Syddansk Universitet. Han er født i Bosnien og opvokset i Danmark. Han underviser i historie og psykologi på HF i Herning.
