FORSONING | Fra domstolenes til civilsamfundets rolle i forsoningsprocessen på Balkan. Hana Đogović arbejder med et andet element: Eftersøgningen af de savnede. rØST-redaktør Helga Molbæk-Steensig interviewer.
I august 2017 fandt det Bosniske Institut for Savnede Personer i Bosnien-Hercegovina (MPI) endnu en massegrav nær Korićanske Stijene. Graven ligger i det område, hvor mere end to hundrede personer fra koncentrationslejren i Prijedor mistede livet i august 1992. Elleve politibetjente er blevet dømt for massakren. Darko Mrdja ved krigsforbrydertribunalet i Den Haag, de resterende ved domstolen i Bosnien-Hercegovina. Så hvorfor skal ligene nu graves op og identificeres? Magasinet rØST har interviewet Hana Đogović, som tilbragte sommeren 2015 i Sarajevo som frivillig ved den Internationale Kommission for Savnede Personer (ICMP).
Ligopgravning har flere funktioner
Hana starter interviewet med at forklare, hvorfor det er centralt at gennemføre ligopgravningerne, hver gang en ny massegrav opdages. Det handler både om de efterladtes følelser, etablering af sandheden omkring massakren og forsoning for de nye generationer.
”Opgravning af en hvilken som helst massegrav er en ekstremt følsom proces af yderste vigtighed. Både for de efterladte og for ofrenes egen værdighed. Det er ikke ualmindeligt, at børn og familier til ofre for massakrer i Bosnien-Hercegovina helt frem til den dag i dag, ikke har været i stand til at finde dem, de har mistet. I tilgift til den følelsesmæssige værdi repræsenterer de jordiske rester et arkiv af information om livet i den periode, der sandsynligvis ikke kan findes i nogen andre kilder.”
I forhold til den specifikke massegrav ved Korićanske Stijene, mener Hana desuden, at ekshumering kan fremme forsoningsprocessen i Bosnien-Hercegovina.
”Ligopgravningen er særligt vigtig for forsoningen, fordi langt de fleste af de ansvarlige for forbrydelserne i 1990’erne hverken er blevet anklaget eller dømt. Derfor er identifikation af de jordiske rester en af de eneste måder at etablere en objektiv redegørelse for, hvad der skete under krigen. Sandheden om, hvad der skete med ofrene, er vigtig for de efterladte, men også for lokalsamfundet generelt. Familiernes smerte vil næppe blive nemmere at bære, men jeg tror på, at etablering og udbredelse af sandheden er central for de yngre generationer, som er dem, der skal sørge for, at noget sådant aldrig sker igen.”
Verdens største DNA-identificeringssystem
Bosnien har den tvivlsomme ære af at være hjem til verdens største DNA-identifikationssystem. Det er ICMP, som Hana arbejdede for i 2015, der har udviklet den særligt hurtige DNA-dentifikationsprocedure, systemet anvender. Systemet gør det muligt, at identificere ligene i massegravene ved hjælp af de efterladtes DNA, og at se de steder, hvor den samme persons DNA optræder i flere massegrave, samt at søge i databasen efter savnede.
Hertil samarbejder ICMP med lokale NGO’er og er en af stifterne af Instituttet for Savnede Personer i Bosnien-Hercegovina (MPI), som er en lokal organisation under de officielle myndigheder i landet. Det er den lokale organisation, MPI, der melder personer savnet og ICMP, der giver adgang til at søge i DNA-databasen.
Finansieringen af udgravning af massegravene står MPI også for med sit budget, som finansieres af begge Bosnien-Hercegovinas entiteter, Republika Srpska og Føderationen Bosnien-Hercegovina samt Brčko-distriktet, der er under fælles administration af begge entiteter. Selve den praktiske udgravning overlades til kontoret for den offentlige anklager i Bosnien-Hercegovina, som efter lukningen af Krigsforbrydertribunalet i Den Haag har jurisdiktion over alle krigsforbrydersager i Bosnien-Hercegovina.
Delt mellem flere grave
Der er fortsat omtrent tolv tusind savnede efter krigene på Vestbalkan i 1990’erne, de fleste fra Bosnien-Hercegovina. Arbejdet med at finde dem fortsætter den dag i dag, selvom ligopgravningerne kun bliver sværere med tiden. Når arbejdet fortsætter, er det fordi det er svært for de efterladte at fortsætte med deres liv før deres savnede er fundet.
”For mange er krigen måske sluttet for mange år siden,” siger Hana og fortsætter: ”Men for de efterladte til personer, der stadigvæk er savnet, er dette langt fra tilfældet. Før de jordiske rester er fundet, kan det være meget svært for disse mennesker at finde fred og komme videre med deres liv.”
En af de ting, der gør det særligt svært at finde de sidste ofre for krigene, er, at mange massegrave er blevet flyttet op til flere gange for at forhindre gravene i at blive fundet og forbryderne i at blive dømt. ”I nogle tilfælde er jordiske rester efter det samme offer blevet fundet i tre forskellige massegrave. For muslimske ofre er dette særligt problematisk fordi de religiøse myndigheder i Bosnien-Hercegovina har erklæret, at man ikke kan gennemføre en religiøs begravelse med mindre end fyrre procent af liget. Dette forøger naturligvis traumet hos de efterladte, der kun har fragmenter tilbage af deres pårørende,” forklarer Hana.
Et offer er et offer
“En af de ting, der er vigtige at huske, når det kommer til ekshumering, er, at alle savnede personer har de samme rettigheder. Ofrets etniske, religiøse eller nationale baggrund må aldrig danne basis for diskrimination i ligopgravningsprocessen. Et offer er et offer. Så selvom størstedelen af de savnede naturligvis er bosniske muslimer, må vi aldrig underkende rettighederne for de andre ofre. Især fordi næsten alle ofrene var civile,” fastslår Hana.
Når alle ofre behandles ens, er det også ud fra et ønske om at bruge ligopgravningerne til at fremme forsoningen.
”At identificere savnede personer og retsforfølge de ansvarlige er to centrale præmisser for forsoning i Bosnien-Hercegovina. Det er nok ikke realistisk at forestille sig, at alle de ansvarlige vil blive retsforfulgt, eller at alle de savnede vil blive fundet. Der er aldrig sket i verdenshistorien, at en krig eller konflikt er endt med at være helt afklaret.”
Til slut fastslår Hana, at selvom alle ofre næppe bliver fundet, må eftersøgningen fortsætte:
“Vi skal ikke opgive at finde de sidste ofre, og at vi skal heller ikke glemme de grusomheder, der foregik på Balkan. Vi skal i stedet gøre alt i vores magt for at gøre sameksistens mulig og fremme forsoningen, selvom det er smertefuldt for alle involverede at ekshumere massegrave. Det er et svært emne, men det er virkeligheden for borgere i Bosnien-Hercegovina og for de unge generationer, der vokser op i et opdelt post-konfliktsamfund.”
Hana Đogović har en juridisk bachelor fra Sarajevo Universitet og en kandidat i Internationale studier fra det diplomatiske akademi i Wien. Hun har tidligere arbejdet for FN, Verdensbanken og forskellige ambassader. I øjeblikket er hun del af retsstatsafdelingen i OSCE’s mission til Kosovo.
