UDSTILLING | Fotoudstillingen HJEM.DOM.HOME, der sidste år var at se på Immigrantmuseet i Farum, vises igen fra den 23. april på den serbiske ambassade i København. Magasinet rØST bringer derfor kurator Tine Møller Sørensens artikel fra januar 2013 om baggrunden for projektet, der viser værker af en række kunstnere fra det tidligere Jugoslavien/Serbien.
Skaberne af udstillingsprojektet HJEM.DOM.HOME er en række vidt forskellige kunstnere, som dog har en fælles baggrund; de har alle rødder i det tidligere Jugoslavien/Serbien, og de har alle forladt deres land for at leve deres liv andre steder – blandt andet i Danmark.
Serbien er præget af en særlig dobbelthed i forbindelse med følelsen af at ”være hjemme”. For de, der er opvokset der, vil de tidlige år ofte have været levet i det socialistiske fællesskabs ånd.
Derimod vil de senere dele af livet have været, og stadig være, dybt præget af såvel Jugoslaviens opløsning som presset på det Serbien, der på en gang vakler på kanten af EU, kæmper med det manglende opgør med 1990’ernes krige og til stadighed udpeges som skurk i det moderne Europa.
Serbien er – som alle de tidligere jugoslaviske stater – præget af de voldsomme begivenheder i 1990’erne; et præg der især har gjort sig gældende ved, at utroligt mange mennesker (alle der har haft muligheden) er flyttet væk.
En kunstnerisk undersøgelse
En del af dem, der er endt i et andet land, havde ikke noget valg – de endte der på grund af forfølgelse og krig. En del har selv valgt at emigrere.
Dette er en problematik, der i varierende grad gør sig gældende i hele det tidligere Jugoslavien og ofte betegnes med de vage begreber ”flygtningeproblematikker” eller ”brain drain”. Men ligegyldigt hvad udgangspunktet for at søge væk har været, står de emigrerede alle tilbage med dilemmaet om at skulle etablere sig et nyt sted og skabe et nyt hjem.
Jeg besluttede mig for at undersøge nogle af disse diaspora-skæbner nærmere og søsatte derfor udstillingsprojektet HJEM.DOM.HOME.
Beslutningen om, at en sådan undersøgelse nødvendigvis måtte have en kunstnerisk ramme, var ikke svær. Disse følelser er så skrøbelige, at jeg var overbevist om, at de måtte betragtes gennem et kunstnerisk filter for at kunne ”oversættes” til et sprog, vi alle deler. Og i fotografiet fandt jeg det medie, der på en gang kan rumme vidt forskellige udtryk og samtidig vække en umiddelbar genkendelse hos de fleste.
Den svære fortid
Gennem fotografiet fandt jeg samtidig en måde at brede projektet ud; her var der en mulighed for at lade alle deltage i undersøgelsen ved at skabe en webportal, hvor man kunne give sit bud på disse overvejelser og derved starte en dialog.
Da jeg oprindeligt startede projektet, var det faktisk mit ønske at samarbejde med kunstnere fra hele det tidligere Jugoslavien. Men, som det også er sket tidligere, når jeg har forsøgt at opstarte lignende projekter med samarbejde landene imellem, viste det sig, at det for mange institutioner stadig er for problematisk – politisk og følelsesmæssigt – at beskæftige sig med den del af fortiden, som disse mennesker deler. Når det kom til stykket, ønskede de alligevel ikke at deltage.
En betydelig del af de mennesker, der er fraflyttet det tidligere Jugoslavien, står i en stor identitetsmæssig konflikt. Måske var de jugoslavere da de drog af sted, for siden at blive til ”serbere”, ”bosniere” eller ”kroater”. Dette er så absolut ikke uvæsentligt, hverken for hvordan man betragter sig selv, eller hvordan man betragtes af andre.
Det er dog lykkedes at få et par kunstnere med i projektet, der ikke er ”serbere”, men som alligevel står i samme identitetsmæssige overvejelser og problematikker. Endelig benævner et par af de deltagende kunstnere sig da også som stammende fra det tidligere Jugoslavien snarere end at benytte de senere etniske opdelinger.
At have to hjem og samtidig ingen
De første tilnærmelser var ikke så svære, da der i mit eget netværk allerede fandtes serbiske kunstnere, der havde forladt landet. Men da jeg begyndte at brede invitationerne ud over mit eget netværk, var reaktionerne overvældende.
De allerfleste, jeg kom i kontakt med, var meget begejstrede for projektet, og en hel del havde faktisk selv påbegyndt kunstneriske projekter over netop disse overvejelser.
Da fotografierne så begyndte at dukke op, var der igen en fællesnævner: de fleste indeholder på den ene eller anden måde mennesker eller fraværet og/eller savnet af mennesker. Der er ikke én eneste, der har så meget som antydet noget nationalt tilhørsforhold i deres værker.
Jeg kontaktede også den serbisk-canadiske forfatter David Albahari for at høre, om han havde lyst til at deltage i projektet med en tekst. Også herfra blev jeg mødt med begejstring, og resultatet er blevet en meget fin tekst om på en gang at have to hjem og samtidig ingen, om nostalgi, rodløshed og at søge følelsen af hjem i sig selv.
Noget universelt menneskeligt
Jeg har indtil videre kunnet konkludere, at der er noget universelt menneskeligt på spil, at det er et ekstremt følsomt område at beskæftige sig med, og at alle, der bliver berørt af disse følelser, på den ene eller anden måde deler noget fælles.
Med andre ord fik jeg min tese bekræftet: at disse følelser er noget, der umiddelbart er genkendeligt hos alle, og jeg håber, det vil blive fulgt op af en lyst til at blande sig i overvejelserne.
Følelsen af at høre hjemme er blandt de mest private og subjektive. Grundene til, at vi føler os forbundet til bestemte omgivelser, er aldrig åbenbare, men resultatet af dybt personlige oplevelser.
Denne udstilling er et forsøg på at vise kunstneriske udtryk for disse komplekse følelser.
Udstillingen HJEM.DOM.HOME er skabt af kurator Tine Møller Sørensen og vises fra den 23. april på den serbiske ambassade, Svanevænget 36, 2100 København Ø.
Læs mere om udstillingen her:
