VALG | Blomsten af Ungarns ungdom er ikke bleg for at slutte sig til det ekstreme højrepløjs-parti, Jobbik. Moderne markedsføring gennem Facebook og rockkoncerter overdøver partiets racistiske overtoner. Ved parlamentsvalget for nylig gik partiet yderligere frem.

I Ungarn er det langt fra alle universitetsstuderende, der passer ind i forestillingen om den unge, venstreorienterede kosmopolit, der hylder mangfoldighed og udsyn.

Her støtter unge, veluddannede ungarere nemlig gerne partiet Jobbik, som befinder sig langt til højre på den politiske skala.

”Jobbik er meget populær blandt universitetsstuderende” siger Daniel Rona, adjunkt i statskundskab ved Corvinus Universitet i Budapest og forsker i Ungarns ekstreme højrefløj.

”Det passer ikke, at det kun er fattige mennesker uden uddannelse, der stemmer højreradikalt”.

Jobbik er Ungarns tredje største parti. Partiet er patriotisk og nationalistisk, stærkt kritisk overfor globalisering og EU-medlemsskab og fører en hård retorik mod landets romaer og jøder.

En af partiets regionsformænd har bl.a. foreslået, at alle jøder bliver optalt og registreret, fordi de udgør en sikkerhedsrisiko for den ungarske befolkning. Samtidig har partiet haft succes med at indføre begrebet ’roma-kriminalitet’, og de har arrangeret demonstrationer i områder med mange romaer for at sikre lov og orden.

Men det er ikke noget, der bekymrer de unge. De vender sig mod Jobbik, fordi de andre partier ikke er til at stole på.

”De mener, at hele den etablerede politiske elite er korrupt. Jobbik er ikke korrupt og er til at stole på. Det er et fremtidens parti og på den måde kommer Jobbik til at fremstå som det nye, friske parti”, siger Csaba Tóth, lektor i statskundskab ved ELTE Universitet i Budapest.

Og Jobbik ér et ungdommens parti. Ifølge en repræsentativ undersøgelse blandt Jobbiks vælgere fra 2011 er 40 procent, af vælgerne under 35 år. Undersøgelsen fastslår også, at vælgerne hverken er dårligere uddannede eller dårligere økonomisk stillede end størstedelen af Ungarns befolkning.

Et nyt, friskt alternativ
Jobbik har først og fremmest succes blandt de unge, fordi de unge er dødtrætte af de etablerede partier:

”De synes, de er alt for kedelige både i deres retorik og udtryk, i alt lige fra hvad de siger, til hvordan de klæder sig”, siger Daniel Rona.

Og fordi Jobbik er et relativt nyt parti, stiftet i 2003, har de ikke, i modsætning til de etablerede partier, haft korruptionsskandaler at slås med, forklarer Csaba Tóth. Han underviser i statskundskab og det er tit sådan en begrundelse, han hører blandt de studerende.

Derfor appellerer venstrefløjen heller ikke til de unge som et reelt alternativ til det store konservative regeringsparti, Fidesz, påpeger lektoren.

”Venstrefløjen har aldrig været særlig populær blandt unge mennesker i Ungarn. Det største venstreorienterede parti består af gamle eks-kommunister og de er i lige så høj grad fedtet ind i korruptionsskandaler, som Fidezs”, siger Csaba Tóth.

Samtidig fungerer Jobbiks meget nationale profil som modsvar til de venstreorienterede partier, uddyber Daniel Rona.

”Jobbik repræsenterer Ungarns interesser og de venstreorienterede partier repræsenterer de udenlandske interesser”, siger han.

Jobbiks politiske strategi har givet partiet en stadig stigende popularitet. Ved parlamentsvalget den 6. april i år fik Jobbik 20 % af de samlede stemmer. Det er en stabil fremgang fra knap 17 % af stemmerne ved valget i 2010.

Jobbik skaber identitet
En anden lige så vigtig forklaring på unges støtte til Jobbik er, at partiet er utrolig dygtig til at markedsføre sig overfor de unge. Med 38.397 likes har de god kontakt med de unge på Facebook og partiet besøger flittigt festivaller og arrangerer studentergrupper.

”Jobbik organiserer mange ungdomsarrangementer f.eks. store nationale rockkoncerter, og på den måde udfylder Jobbik den afstand, de unge føler til politik og de andre politiske partier”, siger Daniel Rona. ”Jobbik giver de unge en identitetsfølelse”.

Det er især på Facebook, at man finder den mere veluddannede del af Jobbiks tilhængere. En undersøgelse foretaget af den britiske tænketank Demos fra 2012 viser, at Jobbiks fans på Facebook er unge og politisk aktive, og at 22 procent af dem har en lang videregående uddannelse. De er ikke nødvendigvis medlem af partiet, men de stemmer på Jobbik og deltager i demonstrationer for partiet.

Folkebevægelsen mod romaer
Selvom opbakningen til Jobbik blandt de unge veluddannede i høj grad skyldes den friske nyhedsværdi, er det forkert at tro, at de unge veluddannede skulle holde sig for fine til at bakke op om partiets hårde linje mod andre etniske grupper, især ikke når det gælder retorikken overfor romaer.

”Anti-roma retorikken er slet ikke usædvanlig i Ungarn. De fleste partier i Ungarn repræsenterer sådan et syn på romaer, så de unge fanger slet ikke de racistiske overtoner, som den vestlige del af Europa reagerer på”, forklarer Csaba Tóth. ”Her i Ungarn har vi ikke den samme konsensus om, at racisme er forkert, som der f.eks. er i Danmark”.

Romaer er Ungarns største minoritetsgruppe og udgør mellem 5 – 10 % af den samlede befolkning på 10 millioner indbyggere.

”Jobbik agiterer for, at de fleste romaer er kriminelle og skal straffes for det. Det er de fleste ungarere enige med Jobbik i”, påpeger Csaba Tóth

Adjunkt Daniel Rona mener, at årsagen til den massive roma-lede netop skyldes problemerne med integrationen:

”De integrationsproblemer, vi oplever i Ungarn i forhold til romaer, kan ikke sammenlignes med f.eks. de nordiske landes problemer med integrationen af muslimer. Problemet er langt mere alvorligt i Ungarn. Derfor kræver

størstedelen af den ungarske befolkning et klart anti-roma svar på disse problemer, og det synspunkt deler de universitetsstuderende også”, siger Daniel Rona.

Ungarns store problem med romaintegration afspejles især i uddannelsespolitikken. Her segregeres romaerne systematisk i særlige skoler, særlige klasser og sågar i specialskoler for mentalt handicappede børn.