Marty-rapporten er en stor udfordring for Serbien, skriver Ivan Kuzminovic i denne kommentar på den serbiske internetside Pescanik. Kuzminovic arbejder for Helsinki Kommitteen i Serbien, der beskæftiger sig med menneskerettighedsspørgsmål.
Min bedstemor sagde engang til mig, at det engang imellem er bedst at tie om de ting, der ikke bør tales om. Men dette er, sagde hun, samtidig den mest krævende form for selvdisciplin. Ligeledes er det krævende at agere som fornuftens stemme i et land med hang til massehysteri. Og netop offentliggørelsen af Dick Martys, Europarådets særlige udsending til Serbien, rapport har ført til en ny bølge af enighed blandt borgere, medier og den serbiske politiske kaste, hvorfor jeg føler mig som lidt af en Rasmus Modsat, når jeg skriver dette.
Det internationale samfunds overgreb
Nuvel, Martys redegørelse er blevet offentliggjort på et, for Serbien, meget fordelagtigt tidspunkt, nemlig umiddelbart inden starten på forhandlinger imellem Serbien og Kosovo.
I en bredere kontekst, er rapportens betydning at finde i det faktum, at den bekræfter det, som vi som nation og kollektiv i nogle årtier stædigt har hævdet: At folk omkring os, vores naboer i regionen, har myrdet, slagtet og kidnappet os. Og at VI er de uskyldige ofre for deres og det internationale samfunds overgreb.
Serbien fremstiller sig nu overfor sig selv og resten af verden som hovedpersonen i Kafkas ”Processen”. Vi er i vore egne øjne den berømmelige hr. K, han som blev grundløst anklaget og dømt for til sidst at blive dræbt som en hund, uden at han nogensinde gjorde nogen ondt.
Som vievand
I går aftes [d.18.12.2010], på Aleksandar Tijanics private tv-kanal i programmet ”Da mozda ne” [Ja måske nej], forklarede general Bozidar Delic, krigsforbryder, vidne for Slobodan Milosevic i Haag, nationalist, soldat, general og anfører for en del af den serbiske hær i Kosovo i perioden 1995-1999, det hellige serbiske folk, at vi (dvs, han) er uskyldige. Denne rapport er for Serbien et hovedbevis på vores uskyld og vores renhed. Og for Bozidar Delic selv og Arkan og hans kone, Ojdanic, Pavkovic, Milutionovic, Vlastimir Djordjevic og selv Milosevic, er den det vievand, med hvilket de kan rense sig selv foran Gud og mennesker.
Det vil sige, Dick Martys rapport er frem for alt vigtig for Kosovo, hvor spørgsmålet om krigsforbrydelser mod ikke-albanere, aldrig er blevet stillet. Rapporten er vigtig for Kosovo også fordi den skaber plads til, at drengene fra krigen ligeså stille kan trække sig tilbage fra politik. Den er ydermere vigtig for Albanien, som har et ansvar for at undersøge anklagerne om, at der i den nordlige ende af det landet har foregået tortur, mord og massebegravelser af serbere fra Kosovo, som dér var blevet meldt savnet.
Fra guerilla til jakkesæt
Det er til gengæld ikke let at skrive om [Kosovos premierminister] Hashim Thaci. Som en observatør af Kosovo i de sidste fire år, har jeg ikke kunne undgå at bemærke, at mennesker som han, som direkte fra krigen og guerillahæren er gået over til dyre jakkesæt og ministerposter, i det store hele ikke er og ikke kan være good guys. Tværtimod, så har disse menneskers ageren, både som guerillaledere og som korrupte politikere, overskredet enhver form for lovgivning og er kommet betænkeligt nær Haag-tribunalet.
Det er da heller ingen hemmelighed, at Thaci gennem det sidste årti har været en af den amerikanske administrations yndlinge og at han ikke har været sen til at udnytte dette til egen politisk vinding og holdbarhed på magtens tinder. Det er også delvist klart, at det at være en ”Amerikas mand” i et land hvor størstedelen af budgettet finansieres fra EU, er en uholdbar situation i det lange løb.
Oveni dette har Thaci investeret størstedelen af de gevinster der opstod som følge af privatiseringer i Kosovo, mod opførelsen af en motorvej i Kosovo. Og det er ikke europæere, men amerikanere der skal stå for projektet, hvilket kaster et tydeligere lys på baggrunden for hans politiske nedtur.
Ingen rester af fornuft
Men denne forfatter er nu allermest bekymret for Serbien. Og her er situationen denne, at [nationalist og oppositionspolitiker] Tomislav Nikolic, kendt for sine offentlige optrædener i den selvsamme uniform som han viste frem på sine spadsereture i Vukovars ruiner, [general og partifælle til Nikolic] Bozidar Delic, manden der havde et stort ansvar for de mange mord på kosovoalbanerne, og deres fæller, oplever Martys rapport som en retfærdiggørelse af deres handlinger.
Eller rettere, som deres fem minutters renæssance, som de kan udnytte til at fortsætte med deres yndlingshobby: røveri af døde menneskers sjæle og kroppe. Særligt overraskende er det, at den mest moderate udtalelse i denne forbindelse kommer fra Republikkens præsident [Boris Tadic], hvilket tydeligt viser, at der i denne sag end ikke er rester af fornuft tilbage.
Utroværdigt organtyveri
Og lad os så vende os mod organtransplantationerne, dette mest følelsesladede emne for tiden. Det er vel i sig selv utåleligt, at et antal borgere af serbisk nationalitet blev kidnappet og ført til det nordlige Albanien, hvor de blev dræbt og begravet og alt dette mens NATO var ved at overtage kontrollen i Kosovo. Men at der derimod skulle være foregået et systematisk tyveri af disse stakkels menneskers indre organer virker ganske utroværdigt, hvilket også bekræftes af en serbisk læge i dokumentaren ”Det gule hus”, lavet af B92.
Organtransplantation er en ganske sofistikeret og kompleks proces, ved hvilken der er behov for særligt sterile omgivelser, kompetente læger etc. En historie om disse transplantationer, som blev trykt i et engang seriøst magasin i Beograd, viser, at visse ting i sagen er det pure opspind. Det hævdes i denne historie, at serbere i Kosovo blev ført ud af de huse, hvor de befandt sig, derefter blev de dræbt (!) for derpå at blive ført til ”operationsstuer”, hvor deres indre organer blev fjernet. Undskyld mig, men denne rækkefølge virker som ren fiktion.
Naturligvis er der en mulighed for, at nogle af de mange forsvundne serbere er blevet taget til hospitaler i Albanien og at de dér fik fjernet deres organer. Jeg mener dog, at det anstændigvis bør siges højt og tydeligt, at hele historien om ”det gule hus” og om den massive organtransplantation (som angiveligt skulle være foregået i tusindvis af tilfælde) først og fremmest er tortur af de forsvundnes pårørende og samtidig en mulighed for vores krigsforbrydere til at rense sig for alle de forbrydelser de i vores navn har begået i de sidste to årtier.
Husk Srebrenica
Hvis det bevises, at nogen i Albanien eller i Kosovo i perioden 1999-2003, holdt serbere fanget, tog deres organer og solgte dem videre, så vil Albanien og Kosovo ende med at bære på den samme byrde som Serbien bærer, på grund af Srebrenica. Men jeg vil dog lige minde om, at Srebrenica er et bevist og veldokumenteret slagteri og folkemord, mens ”det gule hus” og organtransplantationen stadig kun eksisterer på spekulationsniveau. Og man skal ikke forvente at RTS [den nationale TV-kanal], den serbiske regering eller mennesker som general Delic vil vise anstændighed og forsøge at bevise noget i denne sag.
Jeg håber, for hele regionens skyld, at det internationale samfund vil tage sig tid til at læse og forstå Europarådets rapport og vurdere om der findes solide beviser for Dick Martys påstande. Indtil da må I nyde massehysteriet.
Ivan Kuzminovic er sociolog og arbejder for den serbiske Helsinki Kommité i Beograd. Artiklen blev bragt i Pescanik d. 19.12.2010. Oversat af Ismar Dedovic.
