LITTERATURDEBAT | Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin lægger afstand til sit hjemland, samtidig med at han lægger et fornyet men kritisk blik på forfatterens rolle som kunstner og systemkritiker. Signe van Zundert beretter her om betydningen af Sjisjkins litterære aktivisme.
”Jeg nægter” – det lyder som titlen på en Per Petterson roman, men det er det ikke. Det er derimod et skridt væk fra den litterære sfære, som den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin har taget og en bevægelse hen imod den politiske sfære og kulturelle debat i Rusland.
Nægtelsen berører, ifølge ham selv, en afstandtagen til nutidens Rusland og dets udvikling. En afstandtagen, som også andre russiske kunstnere jævnligt tilslutter sig og benytter til at gøre verdenspressen opmærksom på indre forhold i nationen, der ikke bør tolereres.
Sjisjkins nægtelse sætter fokus på de indre spændinger mellem litteratur og politik, forholdet mellem forfatteren og læserne, påvirkningen af kontroversielle udtalelser, der fjerner fokus fra litteraturen, forvrængede forventninger takket være mediernes rolle i formidlingsprocessen og frem for alt et opgør med de stereotyper, som omgiver russiske (og østeuropæiske) forfattere, når de bliver udnævnt til at være nationens samvittighed.
Litteratur og politik – midt i et krydsfelt
Først på efteråret lagde Sjisjkin vejen forbi Danmark, hvilket ikke gik ubemærket hen. Man har kunnet opleve ham ved både Verdenslitteratur på Møn og optrædende i flere danske medier i løbet af efteråret.
Sjisjkin er født og opvokset i Moskva, men valgte at forlade hjemlandet i 1995 til fordel for Schweiz, hvor han endnu er bosiddende i dag. Hans forfatterskab må betragtes som et af de mest hyldede i nutidens Rusland, idet han har vundet tre af de mest prestigefyldte russiske bogpriser.
Romanerne Venushår og Brevbogen er begge oversat til dansk. Romanerne kredser ikke åbenlyst om politik eller samfundskritik, men udforsker i højere grad livet, døden og sproget, og alle de mellemliggende lag.
Det ”kontroversielle” omkring Sjisjkin er imidlertid, at han i løbet af foråret og sommeren har bevæget sig ind i sfæren mellem det litterære og politiske, idet han nægtede at repræsentere Rusland på bogmessen BookExpo i New York i år.
Hans afståelse fra at deltage i den officielle russiske delegation ved begivenheden, kom til udtryk i et åbent brev, der har skabt furore især iblandt den russiske kulturelite. Sjisjkins oppositionerende opråb tiltog yderligere, da han først på sommeren skrev det polemiserende essay ”Digteren og tsaren – to Ruslande”.
Ansvarlighedsæstetik – dødskys eller kunstigt åndedræt?
Reaktionerne på Sjisjkins åbenbare kritik af nutidens Rusland kommer til udtryk både i russiske og vestlige medier. Diskussionen om brevet og nægtelsen bærer præg af en række stereotyper.
I Rusland opfattes nægtelsen som et angreb på det russiske samfunds tilstand, og at Sjisjkin fremstår som et produkt af, ”hvad der sker med en forfatter, som har boet i udlandet for længe”. På den anden side bliver han i vesteuropæiske og amerikanske medier fremstillet som en tilnærmelsesvis heroisk forkæmper for demokratiet i Rusland.
De to vinkler på Sjisjkins brev og essay antyder i høj grad den forudsigelighed, som medierne benytter, når indre forhold i Rusland offentligt kritiseres. Nuancer og baggrunde går ofte tabt i formidlingsprocessen.
Derudover rummer Sjisjkins nægtelse en tvetydighed. Først og fremmest tager han stærk afstand fra sit hjemland og dets udvikling de seneste år, men samtidig, gennem det åbne brev og essayet, påtager han sig ganske ansvarligt at oplyse den russiske befolkning om nationens magtmisbrug, korruption og undertrykkelsen af ytringsfriheden.
Midt i dette krydsfelt rumsterer en ansvarlighedsæstetik, som er velkendt fra den russiske litteraturhistorie. Men som også er et begreb, der er forduftet siden Sovjetunionens opløsning, og man kan spørge om en genoplivning ikke er på sin plads? Ud fra en Sjisjkin’sk optik, kan man tolke det således, at et kunstigt åndedræt er tiltrængt.
Nægtelsens udbredelse og indflydelse
Den ansvarlighedstagen, som Sjisjkins brev og essay berører, har skabt røre i den russiske kulturelle debat. Men hverken brevet eller essayet er dukket op i trykt form i den brede russiske dagspresse, men er i stedet omtalt i smallere kritiske aviser og tidsskrifter som Novaja Gazeta, Literaturnaja Gazeta, Russkij Reporter og Kultura.
Derudover har diskussionen af hans synspunkter i høj grad udspillet sig på internettet. Udbredelsen af Sjisjkins budskab i Rusland, eller manglen derpå, gør det derfor tvivlsomt i hvilket omfang, han kan nå russerne og påvirke deres samvittighed.
Som han formulerede som gæst på DR2 tilbage i efteråret, kan det russiske internet sammenlignes med en ghetto, hvori den russiske stat holder alle ”upassende” budskaber nede.
Perspektiver fra øst og vest
Giver man sig i kast med at læse mængden af reaktionerne på brevet og essayet, vil man hurtigt opsnappe, at størstedelen af reaktionerne er rungende negative:
”Hvordan kan Sjisjkin dog tillade sig at kritisere Rusland, alt imens han selv er bosiddende i Schweiz? Hvad giver ham overhovedet ret til at fremskrive dette tydeligt vestligt prægede billede af Rusland? Han vil jo i virkeligheden bare indstilles til en Nobelpris.” Sådan lyder den gennemgående kritik fra andre russiske forfattere.
Fra den anden side af Atlanterhavet lyder det fra den russiske forfatter og journalist Masha Gessen i sit blogindlæg for New York Times, at de russiske reaktioner fremstår komplet forudsigelige og forældede ”den russiske stat tror, at den ejer sine borgere, inklusiv dens forfattere, og mange af dens borgere synes instinktivt at være enige”.
Opgør med stereotyperne
I lyset af ovenstående fristes man til at spørge, hvor mon litteraturen er blevet af i denne debat? Litteraturen danner grundlaget for vores kendskab til forfattere som Mikhail Sjisjkin.
Forvrængede opfattelser og gængse klichéagtige forestillinger, om hvordan en russisk eller østeuropæisk forfatter skal agere i en given iscenesat situation eller litterær begivenhed, præger vores forventninger – og er med til at fjerne fokus fra det aller vigtigste – romanerne, litteraturen på dens egne præmisser og deres storslåethed. De drukner i den politiske kontekst eller kontroversielle udtalelser, der i højere grad tiltrækker vores opmærksomhed.
Dog er det tydeligt, at kunst, afstandtagen og happenings alle er instrumenter, som kan bruges til at skabe opmærksomhed, men har de i sidste ende en effekt på det omgivende samfunds tilstand eller vilje til forandring?
Sjisjkins essay Digteren og tsaren – to Ruslande kan læses her:
http://www.newrepublic.com/article/113386/pushkin-putin-sad-tale-democracy-russia
Signe van Zundert er kandidatstuderende i russisk på Aarhus Universitet, som nysgerrigt følger med i litterære tendenser, brevudvekslinger og kulturdebatter i nutidens Rusland.
