REPORTAGE | Magasinet rØST rapporterer fra et solbeskinnet Kreta, der – trods Grækenlands økonomiske krise – byder på overdådige bryllupsfester og stærkt sammenhold i et samfund, hvor tilliden til staten aldrig har været stor… men sjældent har været mindre.
Ved en barsk sort vulkansk klippekyst ligger en lille lagune med en lille strand. For foden af et lille, men stejlt bjerg ligger strandens omkringliggende bebyggelse Stavrós. Dette sted på Grækenlands største ø Kretas nordkyst skabte rammerne for den klassiske græske film om Zorba, og Anthony Quinns berømte dans, men er nu mest en samling af ferieboligkomplekser.
Turismen er en af de sektorer i den græske økonomi, der har holdt hovedet nogenlunde oven vande. Dimitris er en ældre herre, der selv har bygget et af disse feriepaladser. Et stilet hvidt hotel omgivet af en meget grøn og velpasset have med jordnøddetræer. Eleana, har han døbt hotellet efter sine to døtre Elena og Anna.
Sidstnævnte skal giftes om to dage. Men allerede nu er hotellet fyldt med gæster, der omkring kl. 21 er begyndt samle sig i den oplyste have. Under jordnødderne er der dækket op til halvanden hundrede mennesker på runde borde med hvide duge og stofbeklædte stole.
Dimitris hjemmelavede rød- og hvidvin står i kander på alle borde med fugten perlende forfriskende ned ad ydersiden, imens folk finder sig til rette ved deres pladser med velkomstdrinken i hånden og til tonerne af lokal dj med hele udstyret. Duften fra grillen mærkes i hele haven.
De nærmeste 300
På Kreta holder man traditionen tro forbryllup et par dage før, hvor ”de nærmeste” venner deltager. Jeg er overvældet over omfanget af denne fest og kan ikke få det til at hænge sammen med mit billede af Grækenland som et land i dyb økonomisk krise. Min sidemand ved bordet er en tro kopi af George Clooney, både i udseende og karakter. Den græske dialekt afslører ham dog, og jeg erfarer, at han ikke hedder George, men Manuel.
”Dette er ikke et stort bryllup. Da jeg blev gift, var vi over dobbelt så mange, og det var også et lille bryllup. Der kommer ofte 2000-3000 gæster til bryllupper på Kreta. Og man aner jo ikke, hvem de fleste er,” siger han og forklarer, hvordan det hele kan lade sig gøre:
”På Kreta er alle som i en stor familie. Du kan spørge hvem som helst i landsbyen om hjælp nu og her, og han vil hjælpe dig. Sådan er det også til et bryllup. En onkel kommer med et lam, en tante kommer med fire høns og hjælper med maden i flere dage, og sådan bliver alle aktiveret.” Han fortæller, at da han selv blev gift, sov han knapt i en hel uge, fordi de spiste, drak og festede så meget.
Det er den samme forklaring, George Clooney har på, hvorfor krisen ikke kan mærkes så kraftigt på Kreta i det hele taget.
”I Grækenland har vi aldrig haft stor tillid til staten, men til gengæld er familien meget vigtig. Og der er altid nogen et eller andet sted i familien, der klarer sig udmærket og kan hjælpe de andre. Nogen har lidt ekstra olivenolie fra deres plantage og andre, som mig selv, give et glas honning – jeg er fritidsbiavler. I Grækenland, og særligt på Kreta, skal der meget til, før man lider nød, da man altid kan plukke en figen eller oliven et sted eller fange en fisk. Maden vokser jo på træerne her,” siger han og nikker til jordnødderne over os.
Helt normalt at have pistol med til bryllup
Tallerknerne med grillmaden bliver samlet ind, og desserten rettes an på et separat bord. Det er første gang nogensinde, jeg har haft mulighed for bare at plukke ned fra alle konditoriets hylder på denne måde. Høj kvalitet og utroligt lækkert.
Samtidig samles flere af gæsterne på dansegulvet og danner en kæde til musikken af Kretas folketradition, som vi kender den fra Zorba, i meget høj volumen. George Clooney flyver op af stolen, og først en time senere ser vi ham igen gennemblødt og sveddryppende.
”Jeg går til så mange bryllupper, at det ikke er nødvendigt med anden motion,” ler han.
På min venstre side sidder Clooneys kone Penelope Cruz. Ja, det er et umage par, men Katarina ligner virkelig Penelope Cruz. Hun bekræfter brudgommen, da han kommenterer min sorte skjorte, at hvis jeg blot bar et skydevåben, ville jeg falde godt ind i mængden af græske bryllupsgæster.
”Det er rigtig nok. Det er helt normalt at have en pistol med til bryllup. Det er også muligt, at nogle af gæsterne på lørdag vil skyde med skarpt op i luften, men jeg vil ikke love noget. Stort set alle hjem i Grækenland har skydevåben liggende. Der skal næsten ingenting til at få våbentilladelse her i landet. Jeg har også min fars gamle pistoler liggende derhjemme, men det er nu mest for museumsværdien af dem,” smiler Cruz.
Mest en macho-ting
Hun fortæller, at krigen imod Tyrkiet i starten af århundredet var med til at skabe en mobiliseringsånd hos grækerne, så næsten alle mænd var i besiddelse af skydevåben i tilfælde af tyrkisk aggression. Og selvom hendes generation har et mere distanceret forhold til våben, er de stadig hvermandseje og lette at anskaffe sig, da jagttegn ikke er noget, man skal uddannes til at besidde.
”Det handler ikke så meget om hverken jagt eller fjender. Det er mest en macho-ting,” siger Cruz og trækker opgivende på skuldrene.
Så bliver Bee Gees sat på DJ-pulten til afveksling fra de monotone kretanske folkeepos, og dette er signalet til, at gæsterne fra ”Vesten” skal på dansegulvet. Jeg har ikke noget valg. Min hustru og jeg får vores few-minutes-of-fame i en halvkejtet, men til slut ganske morsom svingom foran 100 grinende grækere.
Venizelos’ mindesmærke
Selve brylluppet foregår ikke på et hvilket som helst sted. En halv times kørsel fra Stravrós ligger Akrotiri. Her findes mausoleet for Eleftherios Venizelos. For de, der ikke umiddelbart genkendende løfter øjenbrynene ved synet af dette navn, kan man – må de græske guder og nationalister tilgive mig for en så upassende analogi – sammenligne ham med, hvad Atatürk var for Tyrkiet: Den græske landsfader, revolutionær oprørsleder imod osmannerne på Kreta, skaberen af den moderne græske stat, grækernes ”etnark” og flere gange valgt som premierminister i det tidlige 20. århundredes Grækenland.
”Efter sin død i eksil i Paris i 1936 blev han sejlet tilbage til Kreta og begravet her. Han er en af de vigtigste personer i vores lands historie,” fortæller en anden af brylluppets 300 gæster, der er en af gommens nære venner.
”Dette sted er slet ikke kendt for sin kirke, men for Venizelos’ mindesmærke”, siger han.
Selve vielsen foregår i en lille kirke ved siden af mausoleumskomplekset. Den er alt for lille til at rumme så mange gæster, så vi står i stedet alle foran den åbne hoveddør. Bag os ses den betagende majestætiske udsigt over den mere en fire tusinde år gamle handels- og nu turistby, Hania, med tilhørende bugt badet i et kraftigt Barbie-rosa romantisk solnedgangslys.
I kø for at bidrage
To gråstænkede langskæggede græskortodokse præster står foran kirkens åbning med diverse religiøse aggregater og messer uforståeligt i munden på hinanden i mikrofoner med et halvkomisk kunstigt ekko, mens vi andre nyder solen og smalltalker hvem-er-du-hvor-kommer-du-fra-hvordan-kender-du-brudeparret. Brudeparret får hver deres metalring om hovedet, forbundet med en ståltråd, og præsterne hælder godt med vin på dem begge under recitation af en eller anden række salige ord.
Efter en rum tid er ceremonien overstået og samtlige gæster stiller sig pligtskyldigt op i en lang kø for at gratulere brudeparret og dets nærmeste familie. For enden af køen står en stor boks, hvor man får mulighed for at give sit økonomiske bidrag til festlighederne.
Der forventes ingen gaver, men det er en ganske institutionaliseret del af det græske bryllup, at man giver en kuvert til brudeparret med kontanter og lykønskninger, der på forhånd er nedfældet i en hel reol af bryllupskort, der findes hos en hvilken som helst græsk boghandler. Som kvittering blev udleveret friske honningvafler og sukkermandler.
På vej tilbage til bilerne begynder en umiskendelig larm bag os af… ja, hvad var det, Penelope Cruz havde fortalt os om våben et par dage tidligere?
Det handler om overflod af mad, sprit og dans
Selve festen afholdes i en have til et supervandland for turister ikke langt fra Hania. Vi starter dog så sent på aftenen, at der ikke er skyggen af turister, selvom det er midt på sommeren. Festlighederne ligner forbrylluppet, men blot mindst tre gange større. Der bliver konstant serveret nye retter på de omkring 40 rundborde, og vinen og rakien flyder – ja, man skulle tro, man drikker ouzo på Kreta, men det er den Sjlivovica-lignende brændevin på druer, der nyder størst udbredelse her.
Ganske hurtigt begynder den traditionelle bryllupskageudskæring, brudevals og buketkastning, så man kan komme rigtigt i gang med dansen. Og dansekæden bliver hurtigt lang, længere og længere og svedigere og svedigere til stadigt mere komplicerede fodtrin. På skift kommer familie og nære venner op og danser forrest ved at holde i et hvidt lommetørklæde i brudens højre hånd. De erfarne benytter lejligheden til at opvise de vildeste græske dansetricks.
Et stort fyrværkeri eksploderer på himlen til de store børns begejstring og de smås rædsel, og desserten åbner i et omfang og en kvalitet, som man har svært ved at kunne fantasere sig til. Men hvem har sparet appetit så sent med borde, der bugner af mad, nok til at mætte fire gange så mange gæster, som de mindst 300, der er til stede. Ingen højtidelige taler – her handler det om overflod af mad, sprit og dans. Festen fortsætter hele natten og den næste uge frem…
