KLUMME | Demonstrationerne i Gezi-parken blotlægger dilemmaerne for den tyrkiske ledelse. I denne klumme analyserer Peter von Kohl den tyrkiske premierministers udfordringer.
Det synes helt givet, at den tyrkiske ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan ikke havde forudset folkets reaktion på hans – efter egen mening – nærmest ubetydelige, men i hans forestillingsverden retfærdige ønske om opførelse af et militært museum og center i Istanbuls Gezi-park. Der kan meget vel have ligget overvejelser om at ville vise det tyrkiske militær en gestus efter de voldsomme og igangværende processer med et utal af officerer indblandet, sigtede for sammensværgelse mod regeringen, bag tanken om dette museum og center.
Når Erdogan så vælger at slå hårdt ned på demonstranterne, så mener flere tyrkiske iagttagere at kunne se tegn deri på en internt svækket ministerpræsident. Der er stor usikkerhed om AKP’s nuværende styrke i befolkningen, og næste år kan det meget vel komme til ikke alene det fastsatte kommunalvalg i foråret, men også til både præsidentvalg og parlamentsvalg.
Svært ved at få flertal
Erdogan, spiller højt spil for tiden. Det kan der være flere årsager til. Èn kan være, at han vil fremstå som den eneste, der kan skabe ro i det store land – dermed håber han at styrke sin position forud for det kommende præsidentvalg. En anden kan være, at han (59 år) er syg og ser sin tid begrænset. En tredje – og mest sandsynlig – kan være, at han har ualmindelig svært ved at skaffe parlamentarisk flertal for noget som helst for tiden.
Præsident Abdullah Güls mandat udløber næste efterår, og der er stærke forlydender om, at han står til at efterfølge Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Foghs mandat udløbet i april næste år. Fogh fik som bekendt stillingen i sidste øjeblik efter et langvarigt tyrkisk nej under NATO-topmødet i den tyske grænseby Kehl (over for Strasbourg) – den italienske ministerpræsident, Silvio Berlusconi, fik efter sigende i en langvarig telefonsamtale overtalt Erdogan mod at tilsige Tyrkiet, underforstået Gül, posten efter Fogh.
Her kan en af forklaringerne på Güls relative tavshed i forbindelse med demonstrationsforløbet findes. Han har – efter først at være kommet med en udstrakt hånd til demonstranterne – ikke ment det opportunt at udstille den kendte uenighed om næsten alt mellem ham og Erdogan forud for næste års store beslutninger i Tyrkiet. Han får brug for Erdogans støtte til posten i Bruxelles.
Erdogan som præsident?
Erdogan ønsker at blive Güls efterfølger. Men ikke til stillingen, som den er udformet nu, hvor den stort set ingen magtbeføjelser har. Erdogan vil være præsident efter helst US-forbillede eller i det mindste fransk, så han kan styre det daglige forløb og her især udenrigspolitikken. En sådan udvidelse af embedet kræver en forfatningsændring. Den igen kræver et større antal stemmer i Det store Kammer, Tyrkiets parlament, end Erdogan p.t. kan opnå via egen, det vil sige AKP’s kraft.
Derfor vil han gennemføre enten en folkeafstemning eller et parlamentsvalg før tiden (2015). Men også det kræver tilslutning fra flere stemmer i parlamentet, end han p.t. kan mønstre. Og så er den overfor nævnte tredje forudsætning revnet, for her kommer hans egne ord ham i møde som en boomerang!
Da han tiltrådte som ministerpræsident lovede han, at ingen skulle kunne sidde mere end tre perioder i parlamentet. Ikke alene udløber hans eget mandat i 2015, men det gør 75 andre parlamentarikeres mandater også. Vel at mærke AKP-mandater. Og ingen af de 75 vil ud af parlamentet nu – læs: miste den indtægt før tid!
Så hverken til en parlamentsbeslutning om en ændring af forfatningen eller til en folkeafstemning herom eller til et fremskudt parlamentsvalg kan Erdogan få stemmer nok.
Det er i dette lys hans noget besynderligt forekommende tilnærmelser til PKK, det kurdiske arbejderparti, skal ses. Men end ikke med deres stemmer i parlamentet kan han få flertal for noget som helst.
Kæmper med helbredet
I sine bestræbelser på at samle folket, har han valgt at udstille sig selv som det store sunni-muslimske flertals leder. En position han gerne ser udvidet til også at omfatte sunni-muslimerne uden for Tyrkiet. Det er endnu en af forklaringerne på hans ofte arabisk-orienterede politik og til dels også uenighederne med Israel.
Recep Tayyip Erdogan véd, at uret går en anelse for hurtigt for hans politiske ambitioner. Forudsætningerne er ganske enkelt ikke på plads. Og oven i alt dette – Erdogan er alvorligt syg.
Det er med andre ord en desperat tyrkisk ministerpræsident, der kæmper for sit liv for tiden – både det politiske og det fysiske.
