VALG I SERBIEN | Ingen ved endnu, hvilken vej Serbien vil bevæge sig med en tidligere ultranationalist som præsident. Jais Thomas Møller, der var udsendt som valgobservatør i Serbien igennem den danske organisation SILBA, kommenterer her valgets mulige konsekvenser.
Da serberne søndag den 6. maj gik til stemmeurnerne for at stemme til lokalvalg, parlamentsvalg og præsidentvalg var det serbiske valg imødeset med en stor interesse fra en dansk synsvinkel. Baggrunden lå i, at SILBA Danmark som er en dansk forening, der arbejder for at styrke demokrati og frihed i EU’s nye nabolande, og som er støttet af blandt andet Udenrigsministeriet og Europa-Kommissionen, havde udsendt 35 danske valgobservatører til Serbien. SILBAs valgobservatører var udstationeret i og omkring Serbiens tre største byer, hovedstaden Beograd samt Novi Sad og Nis.
Selvom der blev konstateret mange mindre uregelmæssigheder levede valghandlingen op til internationale demokratiske standarder og var frit og fair. Det indtryk bekræftede SILBAs landsformand for Jens-Kristian Lütken: ”Serbien har med det netop afholdte valg bevist, at landet er nået langt når det gælder forankring af demokratiet. Der er stadig plads til forbedringer, bl.a. i forhold til at sikre at stemmeafgivningen foregår i hemmelighed, men ellers er valghandlingen på niveau med det man finder i mange nye EU-lande”. Alt i alt viste valghandlingen, at Serbien er kommet et langt stykke i forhold til demokratiseringsprocessen, og at det er på sin plads, at landet den 1. marts i år opnåede kandidatstatus til EU.
Ikke overraskende havde den største interesse imidlertid samlet sig omkring præsidentvalget. Allerede før valget blev skudt i gang var det klart at kampen stod mellem den siddende præsident Boris Tadic fra Det Demokratiske Parti (DS) og den tidligere ultranationalist Tomislav Nikolic fra det Progressive Parti (SNS). Valget den 6. maj gav imidlertid kun en kneben sejr til Tadic, og ingen af kandidaterne opnåede de nødvendige 50 pct. af stemmerne. Derfor måtte de to kombattanter ud i en anden valgrunde, der fandt sted den 20. maj. På trods af meningsmålingerne forud for den afgørende anden valgrunde forudså en klar sejr til Tadic resulterede valget i en overraskende sejr til Nikolic på 49,51 pct. mod Tadic’ 47,35 pct. af de optalte stemmer. Resultatet viste samtidig også, at vælgertilslutningen var sølle 46,3 pct. og dermed den laveste siden 2004.
Ligheder i de politiske erklæringer
Tadic havde satset på at lukrere på Serbiens nyvundne EU kandidatstatus forud for valget og fortsætte sin demokratiske og EU-venlige kurs i en ny valgperiode med et stærkt mandat i ryggen. Imidlertid straffede de serbiske vælgere Tadic for ikke at have formået at forbedre økonomien i landet, hvor dårlige levestandarder, korruption og en arbejdsløshed på 25 % betyder langt mere end Serbiens integrationsproces mod et muligt EU-medlemskab i fremtiden. Derudover svækkede det Tadic, at han samtidig var anklaget for korruption i egne rækker samt for at udøve en autoritær ledelsesform.
Efter Nikolic valgsejr bliver det nu spændende at følge, hvilken politik den nye serbiske præsident vil føre. Nikolic selv har tydeligt tilkendegivet, at han vil fortsætte Serbiens integrationsproces mod et EU medlemskab og samtidig vil han beskytte Kosovo, så området forbliver en del af Serbien. Altså en fortsættelse af Tadic’ både EU- og Kosovo-politik. Der udover vil der blive lagt vægt på gode diplomatiske og politiske relationer til EU, USA og Rusland.
Indenrigspolitisk ønsker Nikolic overordnet set sætte gang i økonomien blandt andet ved at tiltrække udenlandske investeringer og skabe nye arbejdspladser. Overordnet set tyder meget på at Nikolic vil føre Tadic’ politiske agenda videre, da der ikke umiddelbart kan ses de store forskelle mellem de to serbiske politikere.
En ulv i fåreklæder?
Imidlertid er dog grund til at nære en vis skepsis overfor Nikolic. Når der grund til en sådan skepsis skyldes det, at Nikolic har en nationalistisk fortid, hvor sporene skræmmer. Nikolic var i regering med Serbiens tidligere præsident Slobodan Milosevic, da NATO bombede Serbien under Kosovo konflikten i 1999. Derudover var han været også en tro væbner for Vojislav Seselj, lederen af den serbiske Chetnik-bevægelse, som har været i Haag siden 2007, hvor han står anklaget for krigsforbrydelser ved den internationale krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien. Samtidig har Nikolic også støttet serbiske krigsforbrydere som for eksempel hær generalen for de bosniske serbere Ratko Mladic, der sidste år blev udleveret til Haag. Det var først i 2008, at han brød med det ultranationalistiske Radikale Parti under Seselj og dannede sit eget parti, SNS, der i dag fremstår som et moderne parti med demokratiske og europæiske værdier.
Spørgsmålet som mange både i udlandet og i Serbien i disse dage stiller sig selv er nu om Nikolic blot er en ulv i fåreklæder, der har indset at han var nødt til at bryde med sin nationalistiske fortid, hvis han skulle komme til magten og derfor har indtaget en pragmatisk tilgang med en demokratisk og europæisk agenda. De kommende måneder vil uden tvivl kaste lys over Nikolic’ sande ansigt nu da han er blevet Serbiens præsident og klarlægge om han virkelig har lagt sin fortid bag sig. Imidlertid er det dog tvivlsomt om Nikolic endegyldigt har brudt med sin nationalistiske tankegang og kastet sin kærlighed på reelle demokratiske værdier. Det synes allerede nu klart at han vil fremføre en langt mere kompromisløs politik i forhold til forsoning med Kroatien og Bosnien i almindelighed og med autoriteterne i Kosovo i særdeleshed end sin forgænger på posten. Samtidig har Nikolic klart og tydeligt sagt, at hvis EU gør krav på, at Serbien skal anerkende Kosovo som en forudsætning for medlemskab i unionen vil Serbien ikke tilslutte sig EU.
Serbisk EU integration
Med Nikolic ved roret som Serbiens nye præsident er der meget der tyder på, at landets optagelsesforhandlinger med EU om et fremtidigt medlemskab i unionen nu vil blive langt mere komplicerede. Allerede nu kan der spores en vis frygt blandt EU’s ledende politikere for hvilken vej Serbien nu vil bevæge sig i. Efter Nikolic’ valgsejr lykønskede en række af EU’s politikere ham samtidig med, at de sendte et klart signal til den nye serbiske præsident om at opretholde sine løfter om europæisk integration. Hannes Swoboda, præsidenten for socialdemokraterne i Europa-Parlamentet, gik et skridt videre, da han vurderede at Nikolic’ valgsejr var ”et alvorligt slag for Europas politik på Balkan og for regional stabilitet”. Samtidig sagde Swoboda at Nikolic’ ”nationalistiske retorik og hans attitude i forhold til Kosovo ikke har peget mod Europa indtil videre”.
Netop et godt serbisk forhold til Kosovo er set af EU som en nødvendighed for at starte optagelsesforhandlingerne med Serbien. Under den EU-sponserede dialog mellem Beograd og Pristina (hovedstad i Kosovo, red.) i Bruxelles opnåede man før valget en række aftaler på områder som ikke berørte Kosovos uafklarede status, og var medvirkende til, at Serbien opnåede EU kandidatstatus den 1. marts.
Imidlertid er det en slet skjult hemmelighed, at den EU-sponserede dialog er et led i en proces om at få Serbien til at indse, at Kosovo er tabt på trods af at kun 22 ud af 27 EU medlemslande anerkender Kosovo som en uafhængig stat (Cypern, Grækenland, Rumænien, Slovakiet og Spanien betragter stadig Kosovo som en del af Serbien) og at EU derfor heller ikke officielt kan kræve, at Serbien anerkender Kosovo for at komme med i unionen. På trods af EU’s officielle standpunkt er der ingen tvivl om, at Serbien ikke vil blive et EU-medlem før man anerkender Kosovo.
God grund til nervøsitet
Baggrunden for EU’s politik skyldes uden tvivl, at man frygter endnu et Cypern i unionen som blev EU medlem uden at have løst spørgsmålet om at genforene øens græske syd med det tyrkiske nord. Imidlertid er det både uheldigt og beklageligt, at EU på den en side både bryder med sin officielle politik, samtidig med at man præsenterer et valg mellem EU-medlemskab og Kosovo som Serbien må tage stilling til og som kun kan opfattes som politisk blackmail. EU’s politik om at presse citronen til det yderste i forhold til Kosovo lykkedes til en vis grad under Tadic, der gjorde store indrømmelser under den EU-sponserede dialog mellem Beograd og Pristina. Tadic’ indrømmelser var dog langtfra populære i hjemlandet, da han blev opfattet som en politiker, der var i færd med at sælge Kosovo til fordel for et EU medlemskab.
Med Nikolic ved magten er der meget, der tyder på, at EU ikke på samme måde kan presse Serbien i forhold til Kosovo. Tværtimod er der nu en risiko for at han vil vende EU ryggen og alternativt søge støtte hos specielt Rusland som landets traditionelle allierede. Der synes med andre ord at være god grund til nervøsitet for EU i disse dage med hensyn til, hvilken retning Serbien vil tage med Nikolic i spidsen. Et nationalistisk Serbien vil samtidig også betyde at EU’s politik på Balkan har fejlet, da Serbien er det største og mest betydningsfulde land på Balkan og vil derfor kunne have en negativ indvirkning i resten af regionen.
