Magasinet rØST fokuserer i denne serie af artikler på mordet på den tidligere serbiske premierminister Zoran Djindjic. I denne artikel fortæller Djindjics tidligere veninde og kollega Vesna Pesic om sine reaktioner på mordet og udpeger, hvem hun mener, er de skyldige bag.
Artiklen er bragt i samarbejde med avisen Pescanik og er oversat af Ismar Dedovic.
Da jeg hørte, at Zoran var død, græd jeg for første gang over Serbiens skæbne. Jeg tænkte: vi er virkelig uheldige. Zoran var vores håb, vores bedste kort. Han var for os, det Europa som vi har længtes efter i to århundreder. Jeg var overbevist om, at vi med ham var ved tærsklen til vores drøm. Jeg troede på vores fremtid fordi vi havde Zoran.
Ved et under havde lykken tilsmilet os og ladet en mand, der var præget af et sjældent set intellekt, karisma og energi, blive leder af Serbien. Jeg er ikke bange for at sige, at jeg var stolt over, at Serbiens premierminister var tysk doktor i filosofi, og at han med sin uddannelse og evner overgik de fleste af sine kolleger.
Det er et faktum, at vi aldrig før i serbisk historie har haft en leder, der besad så stor en grad af europæiskhed, karisma og uddannelse. Jeg mindes Fyrst Mihailo, den ulykkelige reformator, under hvis statue vi tilbragte så mange dage i 1996.
Forgudet i Slovenien, misundt i Serbien
Jeg kan ikke kun skrive om Zoran som en politisk skikkelse. Hans kone, Ruzica, ved, hvor meget jeg elskede ham. I løbet af 1980’erne, en guldalder for debatter i Jugoslavien, plejede han at tone frem fra de bagerste rækker med sine Trotskij-briller og brillere overfor sine professorer.
Engang i midten af det årti, begyndte en stor diskussion mellem filosofferne i Serbien og Slovenien om civilsamfundet. Slovenerne hævdede, at et civilsamfund kunne skabes indenfor rammerne af ”Det Arbejdende Folks Socialistiske Forbund (SSRN)”, mens vi fra serbisk side hævdede, at dette ikke var muligt.
I Slovenien forgudede de Zoran. Han var deres guru. Ved Bled (en sø i Slovenien, red.) blev der afholdt et vigtigt politisk-filosofisk møde, og vi fra Beograd besluttede os for at tage derop med ”vores dreng” Zoran og spille lidt smarte. Og vores wunderkindsvigtede os ikke. Han formåede endnu engang at henrykke vores slovenske brødre, mens han forklarede os ”mulighedernes forudsætninger”.
Selvom mange respekterede Zoran, undrede jeg mig altid over, hvorfor han var genstand for så meget had i selve Serbien.
En af mine venner sagde, at det var på grund af misundelse og beskrev det således: ”De hader Djindjic fordi de er inferiøre og misundelige. Fordi han ikke synes at have en autoritet over sig, hverken kirken eller Nikola Pasic, Stalin, amerikanerne, Tito eller Mihailovic, kongen, sin mor, sin far eller sit fødested. Og her i landet skal du sgu altså bøje dig for noget. Ellers tror du nok, du er bedre end os andre… Og oveni dette lykkedes det ham altid at udmanøvrere dem fordi han ganske enkelt var klogere. Det er simpelthen en samling patriarkalske, konservative idioter, som har ondt i r***n over, at nogen kan tillade sig ikke at ville have autoriteter”.
Mordere i generaluniformer
Jeg skriver alt dette fra Mexico, ikke blot fordi jeg vil beskrive, hvor rystet jeg er over mordet på Zoran Djindjic. Jeg ønsker at fortælle, hvorfor han blev myrdet, og hvem der myrdede ham.
Serbien må ikke få lov til at spille dum og endnu engang lukke øjnene overfor virkeligheden. Der er ikke plads til hykleri for Serbien sidder på en tidsindstillet bombe. Zoran blev ikke dræbt af nogen mafiabande, og den slags påstande forsøger kun at fremstille premierministeren som en kriminel, en til narkosmugler i rækken af så mange andre dræbte kriminelle.
Hvis man skulle tro dette, så drejer det sig ikke om et politisk attentat begået af ekstremister, men blot om folk, der ikke respekterer lovene her i landet. Når der tales om ”organiseret kriminalitet”, så lyder dette så neutralt for den slags er at finde i stort set alle lande.
Men man forsøger faktisk at dække over, at den bande, der angiveligt slog Zoran ihjel er en del af det (tidligere) regime. Et morderisk et af slagsen, der overlevede 5. oktober (afsættelsen af Milosevic, red.), samlede kræfter og endnu engang gik i gang med sine aktioner. Denne ”organiserede kriminalitet” blev organiseret som del af Milosevics politi og militær. De, som går rundt og dræber har oberst- og generaluniformer, og de fik disse netop fordi de går rundt og dræber uskyldige.
Dødens brigade
Det siges, at Zorans sikkerhedsapparat ikke fungerede optimalt. Meget muligt, men dette er også en sløring af virkeligheden. For man kan ikke skjule sig for regimet, især ikke et paramilitært regime. Zoran regerede ikke ved at sætte alt i Serbien under sin kontrol, som visse onde tunger i dag antyder.
Hvis han havde fjernet de Røde Baretter (det serbiske politis eliteenhed, red.) og ødelagt deres netværk, havde han været i live i dag. Men dengang, som nu, var det de massemordere, som Slobodan Milosevic og hans nærmeste medarbejdere havde samlet sammen, der herskede. Og det er de samme mennesker som myrdede uskyldige civile i Kroatien og Bosnien. De samme mennesker, der dræbte Curuvija og Ivan Stambolic, de samme som i dag har dræbt Zoran Djindjic.
Vi ved godt hvem, der dræbte alle disse mennesker. Nuværende og tidligere tjenestemænd i hæren og politiet, som ikke blev fordrevet eller arresteret. Og den samme gruppe af tjenestemænd, denne ”dødens brigade”, beskytter nu Mladic og Sljivancanin. Serbien må ikke skjule den slags. Undtagelsestilstanden må ikke ophæves før alle forbrydere er væk. Dette var, hvad Zoran Djindjic gjorde. Han ryddede op i vores politiske liv og dennes ”ekstremister”, der legitimerede alle de bevæbnede bander, der kaldte sig for ”patrioter”. Ingen var fredet. Zoran blev dræbt da det gik op for dem, at dansen var slut.
Serbiens plads i Europa
Dette er ikke enden på historien. Denne skal netop til at begynde. Politiske partier, NGO’er, eksperter og borgere bør samles om en ny forfatning som skal være grundlaget for vores fællesskab. Vedtagelsen af en ny forfatning i Serbien bliver nødt til at sætte punktum for al snak om territorium. Vi har ikke behov for at ekspandere som stat, og vi skal ikke rives i stykker og falde fra hinanden. Jeg tror ikke på den ”historiens logik”, der siger, at vi bliver nødt til at bryde sammen før vi en skønne dag igen kan blive forenet.
Hvor skal vi så begynde? Ved påtagelsen af ansvaret. Ved det faktum at DOS (Serbiens Demokratiske Opposition, red.) faldt fra hinanden inden en ny magtstruktur blev etableret. Ved det, at revolutionen fra 5. oktober ikke blev ført til ende, hvilket Zorans død viser med al ønskelig tydelighed.
Det, der er sket med Zoran er ikke en advarsel, men et påbud om, at vende tilbage og minde hinanden om, hvad vores mål og principper var. Vi væltede Milosevic, så vi af et ødelagt Serbien kunne skabe en moderne stat, hvis plads er i Europa. Jeg foreslår, at vi under ingen omstændigheder giver op.
Jeg elskede Zoran. Han var min ven!
Vesna Pesic er en serbisk oppositionspolitikker og tidligere medlem af Zoran Djindjics Demokratiske parti. Hun var serbisk ambassadør i Mexico fra 2001-2005. Siden 2007 har hun siddet i det serbiske parlament for det pro-europæiske parti Det Liberale Demokratisk Parti.
Den nuværende tekst blev oprindelig trykt den 12. marts 2003, og blev genoptrykt i avisen Pescanik den 10. marts 2011.
Teksten er oversat af Ismar Dedovic og bringes i samarbejde med Pescanik.
Læs de tidligere artikler i serien her:
