KOMMENTAR | Nationalistiske politikere i Kroatien, inklusiv premierminister Jadranka Kosor, bruger Jugoslavien som et skræmmebillede for at fastholde magten. Men billedet er misvisende, har skabt en falsk os-og-dem konflikt og har gjort en stor gruppe borgere mentalt statsløse, skriver den kroatiske journalist Viktor Ivancic i denne kommentar.
Teksten er bragt i samarbejde med den serbiske avis Pescanik, og er oversat til dansk af Ismar Dedovic.
Jo færre ”jugoslavere”, der er på folketællingslisterne i Kroatien, des mere taler kroatiske nationalister om Jugoslavien. Jo mere Jugoslavien er en ”tidligere stat”, desto mere er den aktuel og nødvendig for kroatiske nationalister. De få tilbageværende jugoslavere er ikke engang tæt på at længes efter Jugoslavien i så høj grad som de, der med glæde ville have smidt dem i fængsler og gaskamre, længes efter den stat
Tilsyneladende mener de sidste, at deres retorik har en balsamerende effekt. Målet er at holde Jugoslaviens lig så friskt som muligt, udstyre det med horn, en spids hale og en rød dragt for derefter – i stil med praksis fra middelalderens torve og stræder – at kunne fremstille det rådnede korpus som en ”levende trussel”. Kroatisk nationalisme, der har tabt sin revolutionære karakter, skal nu reproducere sig selv ved at ty til nekrofili.
Jugoslavien som nødvendigt skræmmebillede
Premierminister Jadranka Kosor har trukket sit sværd, og har i de seneste uger ikke foretaget sig andet end at love, at hun vil befri et for længst befriet land fra jugoslaviske kløer. Og hun følges af trompetfanfarer, krigsmagere og et helt kor af afdankede ministre. Premierministeren vil åbenbart anføre en korsfarerhær for at hive Kroatien ud af de blodige balkanaffærer og for at støde et dødbringende stød i hjertet på den Uhellige. Hele dette spektakel ville være at betragte som en farce, opført i et lurvet teater, hvis ikke man frygtede at al den viften med sværd og andre blankvåben, ville føre til at nogens hoved faktisk røg af skuldrene.
”Vi ønsker ikke en Jugosfære!”, lod premierministeren os vide gennem sit partis valgprogram, for derefter i det uendelige at gentage, ”at Kroatien aldrig igen vil være en del af Jugoslavien”, og ”vi ikke længere vil tage til Beograd for at få at vide, hvad vi skal mene”.
Det faktum, at Kroatien ganske længe ikke er en del af Jugoslavien, og at man i Beograd i efterhånden mange år ikke har tænkt sig at dele meninger med kroaterne, synes ikke at forstyrre hendes offensiv. Ved en nylig partikongres i Vukovar, var hun endnu mere klar i mælet: ”De angriber os fordi vi, ved at afslutte forhandlingerne med EU, endelig har smadret drømmen om Jugoslavien”. Hermed ønskede hun vel at sige, at alle, der kritiserer hendes regering, nødvendigvis må smede mørke rænker og drømme om det forhadte jugoslaviske forbund.
Hvis intensiteten af befrielsesaktioner er et pejlemærke, så kunne det lade til, at regeringspartiets spindoktorer, har formuleret en forbandet klar opskrift på, hvordan man holder sig på magten: ”Vi kan ikke klare den uden Jugoslavien!”
Skræmmekampagne som en gyserfilm
Det jugoslaviske spøgelse synes at hærge et Kroatien i valgkamp, og der er ikke tegn på, at det vil forlade os snart. Skabelsen af et genfærd, og forsøget på at overbevise vælgerne om dets eksistens, synes at følge en gyserfilms skema: monstret truer konstant, men viser sig aldrig offentligt. Det dukker blot op engang i mellem fra buskene og flår et par teenagere, der forsøger at befri hinanden for jomfruelighed. Og oveni dette, så formår instruktøren, ved brug af den rette lyd og visuelle tricks, at få os til at gyse mest når monstret ikke er der.
Vi kan altså ikke længere hævde, at Jugoslavien ikke findes. For takket være den herskende kastes anstrengelser, eksisterer staten som en nødvendig fiktion, der gør det muligt at skabe det betændte billede af ”den Anden”.
Det ulykkelige er, at Kroatien, i sammenligning med den afdøde stat, ikke engang ville kunne få status af en uduelig efterfølger. Og så er denne efterfølgerstatus måske det man i sidste ende faktisk håber på, i mangel af bedre. Grunden til, at man bruger tid på at skræmme livet af vælgerne med det jugoslaviske fantom er, at man kan øge kærligheden mod nationen, og dette er intet andet end styrkelsen af folks trang til at bøje sig for magten.
Målrettet dæmonisering
Det er, blandt andet, årsagen til at Jadranka Kosor mener, at hun først formåede at smadre ”drømmen om Jugoslavien”, da hun afsluttede forhandlingerne med EU. Denne tanke er inspireret af Josip Pavicics (kroatisk journalist, red.) snedige konklusion for nogle år siden om, at ”Kroatien først med medlemskabet af NATO, har formået at frigøre sig fra det jugoslaviske forbund”.
Nu er Pavicic ganske vist en af de sædvanlige tåber, mens Kosor er en usædvanlig formand for regeringspartiet, men det er alligevel svært ikke at lægge mærke til ensartetheden i deres oplevelser af det storslåede statsbygningsprojekt: oprettelsen af en fri og uafhængig stat, kan kun lykkes ved at bevæge sig fra et forbund over i et andet!
Og en lignende mental øvelse forventes af undersåtterne. Disse skal, for at få en god national følelse indeni, slukke deres nationale selvværd og undlade at fokusere på det åbenlyse: at Jadranka Kosor kun brøler om den jugoslaviske fare, for at kunne fortsætte med at gøre kroaterne ulykkelige.
HDZs (Det kroatiske demokratiske forbund, regeringspartiet i dag, red.) misbrug af Jugoslavien minder uhyggeligt om Milosevics pervertering af en ædel jugoslavisk idé. Den eneste forskel er, at Milosevic angiveligt forsvarede Jugoslavien, mens forbundet af kroatiske patrioter målrettet går efter dæmoniseringen. Men hvis nu virkeligheden fik forrang, ville det være svært at benægte, at Jugoslavien i det meste af sin eksistens på mange områder var en langt mere anstændig stat end både Kroatien og Serbien er det i dag.
Som jøder i det Tredje Rige
Ifølge folketællingen af 1981, var der i Kroatien 404.847 jugoslavere. Og i modsætning til hårdnakkede myter, var der langt flere, der erklærede sig som jugoslavere i Kroatien end i Serbien. Og dertil kommer, at disse jugoslavere for det meste ikke var at finde i områder med store serbiske befolkningsgrupper. De fandtes snarere i Istrien, Slavonien og Baranja.
Tyve år senere, ifølge folketællingen af 2001, er der nu kun 176 (ethundredeogseksoghalvfjerds) jugoslavere, selvom man kunne forvente langt højere tal i dag.
Det siges ofte, at der findes ligeså mange jugoslaviske identiteter som der findes jugoslavere (hvilket i dagens Kroatien altså ikke er særlig mange). Men en særlig tiltrækkende identitet er en der hverken bygger på slidte statsbygningingsfloskler eller nostalgisk kævleri eller anden form for sentimentalt vrøvl. I stedet udgår denne identitet fra jugoslavernes nuværende tilstand, der bedst kan beskrives som udefineret kætteri.
Alene på baggrund af folketællingerne, der vidner om en effektiv statistisk udryddelsespolitik, fjernes enhver tvivl om, at jugoslavismen i dagens Kroatien er den hårdest fordømte af alle ”idémæssige afvigelser”, og at den behandles på samme måde som en dødbringende virus. Jugoslavere er i Kroatien ligeså ønskede som jøderne var det i det Tredje Rige. Men siden deres blotte eksistens kan betragtes som en art subversiv handling, så har de nogle interessante muligheder for at agere, især på et tidspunkt hvor antinationalisme ikke er nok.
Forfølgelse og eksil trods statsborgskab
Det kætterske potentiale, der findes i en offentlig tilkendegivelse af ens jugoslavisme, er så stærkt, at enhver, der ønsker at gøre lidt kraftigere modstand mod det herskende tyranni, nødvendigvis må føle det som en del af sin egen identitet. Jugoslavisme giver i dag kun mening som en form for ufravigeligt oprør. Og hermed vender den – paradoksalt nok – tilbage til sine rødder.
Og alt imens formanden for HDZ – og tidligere medlem af det Jugoslaviske Kommunistforbund – forbander jugoslaverne, så hun kan fortsætte med at drikke kroaternes blod, så kunne vi andre, som en god solidarisk gestus overfor for vores forvirrede brødre, modtage hende med gule bind på armene. Denne forestilling ville i det mindste gøre det klarere, hvordan opfostringen af falske fjender og den frie fabuleren om ”mørkets kræfter”, også udspringer af ”den andens” hemmelighedskræmmeri og trang til at skjule sig.
Det er klart, at alle de oppyntede valgscener, med deres kroatisme på parade og trangen til at drive ”nationen” ind i knoglerne på alt og alle, ikke giver plads til at forstå andre dele af historien. F.eks., at det takket være forpestningen af det offentlige rum, som Jadranka Kosor står for, er muligt for en person at fødes og vokse op i Kroatien og samtidig konstant have en følelse af at være forfulgt og leve i eksil. Ja, sådanne mennesker findes (undertegnede inkluderet) og de betragter deres statsborgerskab som en statslig autorisering af deres flygtningestatus.
Men bare rolig: som jugoslaverne i den gamle nationalsang, bærer vi vores skæbne oprejst. Ligesom klippesider.
Viktor Ivancic er kroatisk journalist, født og opvokset i Sarajevo. Han er grundlægger og tidligere chefredaktør på det kroatiske satiriske magasin Feral Tribune, og blev kendt som en aktiv modstander af den første kroatiske præsident Franjo Tudjmans politik.
© Pescanik og Magasinet rØST. Bragt første gang den 7. oktober 2011. Oversat fra serbisk af Ismar Dedovic.
