ANALYSE | Bosnien-Hercegovina afsluttede i dag sin første folketælling siden krigen i 1990’erne. Om 90 dage foreligger resultatet, der vil vise landets reelle befolkningssammensætning. De tre nationale magteliter har ført hver sin indædte kampagne for at opnå det resultat, der bedst understøtter deres egne interesser. Ismar Dedovic analyserer.
I dag sluttede den længe ventede folketælling i Bosnien-Hercegovina (BiH), der har varet siden 1. oktober. Selvom de første resultater først ventes om 90 dage, er der allerede nu god grund til at se nærmere på det, der er blevet vurderet til at være den vigtigste politiske begivenhed i Bosnien-Hercegovina i 2013.
Før folketællingens politiske implikationer analyseres, er det dog nyttigt at få fakta på plads.
Folketællingen er den første, som den bosniske stat gennemfører siden uafhængighedserklæringen i 1992. Den seneste optælling i landet blev foretaget i 1991, da BiH var en del af Jugoslavien, og indtil nu har stort set alle diskussioner om landets demografiske sammensætning (herunder oplysninger om national og religiøs sammensætning, uddannelsesmønstre, økonomisk udvikling og meget andet) været baseret på oplysninger fra 1991.
Disse oplysninger ville være forældede, selv hvis BiH havde gennemgået en fredelig politisk udvikling siden da, men som virkning af krigen (1992-1995) og de deraf følgende massedrab, flygtningestrømme, materielle ødelæggelser og politiske omvæltninger er de statistiske oplysninger fra 1991 stort set ubrugelige for andre end historikere.
De andre stater, der var del af Jugoslavien (med undtagelse af Kosovo), har da også alle afholdt folketællinger mindst én gang siden 1991, mens politisk uenighed gang på gang har ført til, at den planlagte optælling i BiH blev udskudt.
Meget mere end statistik
Hvad er det så, de bosniske politikere i grunden er så uenige om, når talen falder på folketællingen? Måske ikke så meget, hvilket kan forklare en stor del af de mere problematiske aspekter af folketællingen, der for længst er ophørt med at være blot en indsamling af statistiske oplysninger om borgerne i BiH. I stedet har den udviklet sig til det, der af psykolog og debattør Srdjan Puhalo er blevet kaldt for en ”fortsættelse af krigen med statistiske midler”.
De toneangivende bosniske politikere – og de til dem knyttede interesseorganisationer, herunder de indflydelsesrige trossamfund – synes nemlig at være rørende enige om, hvordan resultatet af folketællingen helst skal se ud.
Størstedelen af befolkningen i BiH skulle gerne identificere sig som en af de tre ”statsbærende” eller ”konstitutive” nationale og religiøse grupper – bosniakker (muslimer), serbere (ortodokst kristne) og kroater (katolikker) – mens en forholdsvis lille befolkningsgruppe forventes at erklære sig som noget ”andet”, altså jøder, romaer, montenegrinere eller ikke erklære sig nationalt, men i stedet vælge betegnelsen ”bosnier”, ”jugoslav”, ”hercegoviner”, ”ateist” eller blot nægte at svare på de to spørgsmål, hvilket også var en mulighed.
Eliterne enige om religiøs og national tredeling
De bosniske politikere ønsker med andre ord, at den nationale og religiøse tredeling, der har karakteriseret det bosniske politiske system siden Dayton-fredsaftalen i 1995, skulle bredes ud til også at omfatte hele den bosniske befolkning. Flere analytikere har peget på, at dette de facto vil betyde en cementering af de nuværende magtstrukturer i en rum tid fremover – hvilket sandsynigvis også har sandsynligvis har været politikernes intention fra starten. Så langt har de været enige.
Dette fremgår tydeligst af de direkte og indirekte kampagner, som de politiske eliter har ført i forsøg på at overbevise befolkningen i BiH om, at denne tredeling er af stor betydning for landet og/eller den pågældende nations fremtid.
De politiske eliter har således været ganske enige om formen for resultatet af folketællingen, men de divergerende nationale programmer, og især den skarpe italesættelse af dem, har fået det til at se ud som om, de bosniske politikere kæmper en eksistentiel kamp på vegne af deres nationale gruppers vitale nationale interesser. Dette illustreres bedst hvis man ser nærmere på de tre gruppers interesser hver for sig.
Ét mål – tre veje
For de bosnisk-serbiske politikere i Republika Srpska (RS) – den bosnisk-serbiske del af republikken Bosnien-Hercegovina – og især for RS præsident Milorad Dodik, har folketællingen haft to overordnede mål.
Det første har været at vise, at et overvældende flertal af indbyggerne i RS er serbere, og at deres primære loyalitet ikke er overfor staten BiH, men overfor den administrative enhed RS. Blandt andet har man opfordret borgerne til at erklære, at de er statsborgere i RS. Dette skulle styrke Dodiks krav om øget autonomi og lægge vægt bag hans evindelige trusler om, at han vil afholde en folkeafstemning om løsrivelse fra BiH.
Det andet mål har, ifølge journalist ved DR, Thomas Ubbesen, været at vise, at antallet af serbere i BiHs anden administrative enhed, Føderationen, er så lavt som muligt – især i Sarajevo-regionen.
Herved kan det officielle Banja Luka (hovedstaden i RS, red.) styrke den bosnisk-serbiske opfattelse af, at også de var ofre i krigen, og svække den bosniakkiske fortælling om, at bosniakkerne var de primære/eneste ofre for etnisk udrensning. Endelig vil antagonismen mod bosniakkerne og Sarajevo også kunne øges.
Kroaterne frygter at blive ubetydelige
For HDZ – det gamle bosnisk-kroatiske nationalistparti – er målsætningen i første omgang at finde ud af, præcis hvor mange kroater, der er i BiH. I 1991 var tallet på 17 %, men det er faldet i de mellemliggende år, og det er muligt, at kroaterne nu ikke udgør meget mere end 10 % af befolkningen. Det vil gøre dem til langt det mindste af de tre konstitutive folk.
Den anden målsætning for HDZ er at finde ud af, hvor mange af disse kroater der bor i Hercegovina, hvorfra partiet har fået størstedelen af sine stemmer. Ifald det skulle vise sig, at størstedelen af kroaterne i BiH er bosat i Hercegovina – hvilket er langtfra sandsynligt – vil det styrke HDZs ambition om at blive den eneste forkæmper for kroaterne i landet.
Muligvis vil man også bruge legitim kroatisk bekymring for at blive så små, at man bliver politisk ubetydelige (det såkaldte ”kroatiske spørgsmål”), til at tale for dannelsen af en egentlig tredje (kroatisk) entitet i Hercegovina.
Modvægten til HDZ er for det meste kommet fra Centralbosnien, hvor der har boet en del kroater tidligere, og som har været stort set ignoreret i HDZs kampagne for at afgrænse territorium i Hercegovina. Disse kroater har traditionelt været stærke støtter af et samlet BiH og har stemt på partier, der taler mere for samarbejde end yderligere opdeling.
Vitale bosniakkiske interesser
For bosniakkerne – gruppen der i 1991 gik under navnet Muslimer – har folketællingen tilsyneladende været af større betydning end for de andre grupper. De politiske og religiøse eliter, der antages at tale på vegne af gruppen, har i al fald lagt sig betydeligt i selen for at få antallet af bosniakker (og samtidig hermed muslimer) til at blive så højt som muligt.
Det Islamiske Trossamfund i BiH har kørt en kampagne, der kort og præcist opsummerer, hvordan de bosniakkiske ledere ønsker at ”deres” befolkning skal erklære sig. Kampagnens budskab lyder: ”Nationalitet: bosniak, religion: Islam, sprog: bosnisk, hjemland: Bosnien-Hercegovina”.
Dette skulle, ifølge de bosniakkiske ledere, sikre bosniakkernes ”vitale nationale interesser” og forhindre en øget fragmentering af BiH. Dette sidste ville, ifølge flere bosniakkiske kommentatorer, ske, hvis antallet af bosniakker var så højt som muligt, idet bosniakkerne, af disse kommentatorer, ses som grundlaget for BiHs eksistens.
Det fremgik tydeligt af flere debatindlæg, at forventningen blandt disse eliter var, at antallet af bosniakker ville udgøre omkring 50 % af befolkningen eller lige over. Således ville bosniakkerne være den største af de tre konstitutive nationer, hvilket er blevet præsenteret som en afgørende forudsætning for bosniakkernes overlevelse som nation.
Skytset rettet mod de a-nationale
Dette fremhæves især, når det kobles sammen med frygten for, at serberne skal vise sig at være fuldstændigt dominerende i RS som følge af etnisk udrensning i 1990’erne. Logikken synes at være, at man aldrig mere ønsker at opleve noget sådant igen, og at flere bosniakker er en garant mod, at det sker.
Derfor har bosniakkiske eliter især rettet skytset mod de grupper, der har opfordret befolkningen til at erklære sig a-nationalt eller som ”bosniere”, fordi man mener, at især bosniakker vil kunne erklære sig som sådan. Dette argument er ganske ulogisk, idet alle, der erklærer sig som bosniere, pr. definition jo ikke er bosniakker. Sådanne ”nuancer” er dog mestendels gået tabt i en feberhed debat, der mere har handlet om folkemord, krigen i 1990’erne og fremtidige trusler end om reelle problemstillinger i nutiden, som folketællingen kan bruges til at belyse eller løse.
Det burde nu være klart, at selvom lederne af de tre gruppers ambitioner har et forskelligartet indhold, så er deres overordnede ønske en cementering af den eksisterende tredeling og dermed af deres egen magt. Integrative kræfter – såsom kampagnerne for at få befolkningen til at erklære sig a-nationalt – har desuden haft meget lidt plads i de store aviser og tv-programmer, hvilket skyldes, at medierne i landet, med få undtagelser, er knyttet til de politiske eliter på en ganske usund måde.
Uddannelse og økonomi forbigås
Denne analyse afspejler også ganske klart det fokus, der har været i kampagnen omkring folketællingen. På trods af, at der var over 40 spørgsmål i det endelige spørgeskema, så har spørgsmålene om nationalt og religiøst tilhørsforhold fået stort set al opmærksomhed og vil sandsynligvis være de eneste, man interesserer sig for fremadrettet.
Afgørende oplysninger omkring befolkningens uddannelsesniveau, økonomi, it-færdigheder, arbejdsmarkedsforhold mm. vil om ikke blive ignoreret, så i hvert fald få en meget lidt prominent plads i den offentlige debat. Dette vil yderligere hindre en tiltrængt debat om økonomiske og sociale reformer i landet.
Og hvilken betydning vil de nationale og religiøse oplysninger så have for BiHs videre udvikling? Her kan peges på tre mulige scenarier:
Stilstand eller forandring
Den første mulighed er, at folketællingen ikke vil føre til nogen form for udvikling i hverken positiv eller negativ retning. Dette virker ikke sandsynligt nu, hvor emnet er det eneste, der tales om, men det er ikke usandsynligt, at når støvet har lagt sig i starten af det nye år, og valgkampen starter (der er valg i BiH i oktober 2014), så vil folketællingen være en glemt affære.
Den anden mulighed er, at hvis folketællingen viser et resultat, som de politiske ledere ønsker, så vil det føre til en yderligere politisk og national opdeling og fragmentering. Tallene fra optællingen vil så sandsynligvis indgå i valgkampen og virke som brænde på et i forvejen stort nationalistisk bål.
Den tredje mulighed er, at politikernes målsætning ikke realiseres, og at en langt større del af befolkningen end de håber, erklærer sig som bosniere eller ”andre”. Dette vil sandsynligvis føre til anklager om optællingsfusk og manipulation, men vil efter alt at dømme også ryste systemet tilstrækkeligt til at skabe egentlig mulighed for forandring i et ellers fastlåst system.
Nogle politikere vil ganske naturligt begynde at bejle til denne ”nye” vælgergruppe, der så vil fungere integrativt fremadrettet. Dog er det usandsynligt, at dette vil nå at ske inden valget i 2014. Men på sigt vil et sådant resultat skabe nogen fremdrift, om ikke andet så fordi det i længden vil være uholdbart at have et politisk system, der ikke repræsenterer en betydelig del af befolkningen.
Men indtil videre er alt dette spekulationer på et højt niveau. Den egentlige kamp begynder om 90 dage, når de første resultater begynder at strømme ud i offentligheden.