Siden Sovjetunionens sammenbrud har russisk historieskrivning ændret sig meget. I den sene glasnost-periode begyndte man at udgive historieartikler og senere -bøger om emner, man i flere årtier havde fortiet i det offentlige rum. I 90’erne kom det til at gå hurtigt. Udenlandske investorer, historikere, demokratiske og udemokratiske organisationer væltede ind på det russiske marked og var ved at snuble over hinanden i ivrighed efter at fortælle netop deres historier om, hvad russerne havde oplevet i årene 1917-1990.
Det gik godt i de første år. Beretninger fra Gulaglejrene og den sovjetiske dagligdag blev samlet, arkiver blev åbnet, censuren ophørte og historien, der under kommunismen var blevet en kunstart og en farlig profession, blev nu allemandseje. Noget af den første begejstring over den nye historie forsvandt dog sammen med lønningerne, det stabile samfund og troen på fremtiden. Tilbage var en længsel efter fortiden, som jo egentligt ikke var så slem endda. Det mente i al fald kommunisterne, og selvom de ikke ligefrem kom til magten igen, så steg utilfredsheden.
På skolerne begyndte undervisningen i historie at ligne en blandet landhandel. Nogle steder underviste man stadigt efter de gamle historiebøger, som man havde brugt under Sovjetunionen, andre steder havde man anskaffet sig nogle af de nye, vestligt inspirerede historiebøger. Hjemme i stuerne, hos bedstemødrene og bedstefædrene, hørte børnene en ganske anden historie, lidt af det ene, lidt af det andet, personligt og alligevel censureret. Nogle børnebørn hørte for første gang om, hvorledes deres bedsteforældre havde været af adelig slægt eller havde skiftet efternavn for at undgå deportation.
Udviklingen vendte efter statsbankerotten i 1998, da oliepriserne atter steg og den ukendte tidligere KGB-agent og FSB-leder, Vladimir Putin, kom til magten. Retorikken blev hårdere. Det økonomiske overskud gav også et overskud til at sige fra overfor Vesten. I Rusland begyndte man at tale om den ruslandske* mellemvej, og om at finde et ruslandsk standpunkt. Markederne begyndte at bugne med ruslandsk tradition, ruslandske værdier og ruslandsk stolthed. Man begyndte i Rusland at diskutere, hvad det skulle indebære at være ruslandsk.
Ved fem historielærerkonferencer i 2007 præsenterede Kreml to nye manualer i historieundervisning. Med disse to blev det fra statens side understreget, at historielærerne som hovedopgave havde at indgyde optimisme, og ikke kun fokusere på alle de sorte sider af den russiske historie. De vestlige historiebøger skulle skiftes ud. Ingen andre skulle fortolke Ruslands historie for de ruslandske børn. Hvorfor skulle man trække moderlandet (Родина) rundt i mudderet, når der var andre lande, der havde begået langt alvorligere forbrydelser? Behandlingen af kommunismens forbrydelser blev begrænset til en gennemgang af Den Store Terror i 1937-8.
Senest i kampen om historien har man fra føderal side oprettet projektet Den Levende Historie (Живая История) i samarbejde med Moskvas Universitet og den pro-putinske ungdomsbevægelse Nasji. Projektet skal ifølge projektlederne i Nasji bibringe til at bevare den ruslandske historie og forhindre den historiefalsificering, som ifølge Nasji finder sted i andre lande, når disse behandler Den Store Fædrelandskrig. Unge volontører indsamler de ruslandske veteraners øjenvidneberetninger fra krigen og filmer interviewene.
På den måde slår man to fluer med et smæk: 1, man sikrer en konform ruslandsk beretning om Den Store Fædrelandskrig og 2, man forhindrer historien i at falde i de forkerte hænder. – Tonen er klar: Den Store Fædrelandskrig er vores sejr. Hold nallerne væk fra vores historie!
Kilder:
*I hele artiklen bruges russisk – om det etnisk russiske (русский) og ruslandsk om det nationalrussiske (российский). Russisk/russere kan bruges om etniske russere fra området Rusland (denne side af Uralbjergene) alt imens en kosak er en ruslandsk/ruslænder, da han, selvom han bor på det russiske område ikke er etnisk russisk. At kalde en kosak for russer er en fornærmelse på linje med at kalde en skotte for englænder og ikke brite. Ruslændere er bosiddende/nationalborgere i Den Ruslandske Føderation og betegnelsen kan derfor dække over både sibiriske jøder og mongoler, samt tilflyttere. Læs en glimrende udredelse fra Luises hånd af forskellen på russere og ruslændere her.
Louise Willemoes Poulsen er Ruslandsekspert og redaktør for netavisen Perestrojka. Hun er specialestuderende ved Århus Universitet med historie som hovedfag, russisk som sidefag. Hun har praktik-, og studieophold i Baltikum og Rusland bag sig, ligesom hun har gjort flere studie- og privatrejser i området. Louise er specialiseret i Rusland, Estland, russere i Estland og i den russiske ungdomsorganisation, den trofaste, til tider rabiate, Putin-støtte ‘Nashi’.
